Venstrefløjen og fagbevægelsen har et ansvar for at bekæmpe den rocker-terror, der er hverdag i mange danske byer - vejen frem hedder forebyggelse.
af Stig Ladsen, Sjælland
Jeg har sådan set ikke spor imod vi har et rockerklubhus nabo til skolen. Børn er jo lidt dovne nu om stunder. Nu behøver de så ikke rende så langt for at købe deres tjald...
Og hvad bedre er: Der er jo altid nogen drenge, der ikke finder en læreplads eller kommer ind i en uddannelse: Dem kan vi nu bare sende over i klubhuset - så kan de komme i lære i et rigtigt mandefællesskab.
Mange drenge savner mulighed for fysisk udfoldelse i skolen, der er ikke nogen ordentlig slagsmålskultur. Det hele er for kvindagtigt. Det er sådan set meget naturligt, at drenge søger voldsom udfoldelse - og hvis man nu ikke er i stand til at bestå intelligensprøven til Jægerkorpset, så er det jo godt vi har et korps, hvor man kan komme sammen med andre udviklingshæmmede, et sted hvor der ikke er nogen som helst krav om intelligensprøver.
Hvis man føler sig mindreværdig, bliver man ligesom løftet op i et fællesskab som medlem af en rocker-støtte-gruppe. Man kan også simpelthen gøre sig større ved at æde tetestoron, kunstige mandlige kønshormoner. Sikke muskler de får! Flot, flot. Der er bare de bivirkninger, at sindet bliver mere aggressivt og testiklerne krymper, fordi kroppen signalerer til dem, at der er rigeligt tetestoron. Disse 'vitaminer' bliver blandt andet distribueret og brugt i rockerkredse. Jeg fristes til at kalde dem 'skrumpehjerner med krympenosser'. Men man skal nok være forsigtig med at sige det til dem, for de bliver nemt meget meget vrede.
Smil fjerner angst
Hvorfor rockervitser?
Hele øvelsen går ud på at eliminere følelser som angst og had med kærlighed. Smilet udtrykker en kærlig følelse og ved at kalde på smilet maner man angst og had væk.
Jeg har selv haft lyst til at bulldoze det lokale rocker-klubhus og har været opfyldt af vrede over, at sådan et truende korps skulle slå sig ned lige der, hvor børn og unge færdes ved skolen og sportshallen, med den utryghed det spreder. Og forundret over, at det bare kan ske uden at nogen tør gøre noget ved det.
Hvis terrorisme bliver udøvet langt væk herfra, så er der ingen ende på politikernes dundertaler - så tøver de ikke med at sende en eskadrille F 16 fly, koste hvad det vil. Men når det gælder den allestedsnærværende hjemlige rockerterrorisme, så spares der på det forebyggende sociale arbejde, man fjerner tilskuddet til beboerrådgivning og så videre Det' fandeme uhygligt du!
Jeg har besindet mig og vil ikke gribe til vold, for som skrevet står: 'Den der griber til sværd, omkommer ved sværd'. Mit våben er smilet og måske dør jeg af grin. Jeg tror på at vi kan fjerne meget af rockernes magt med smilet, for hvis ingen er angst for dem, har de ingen magt.
En samfundssygdom
Rockerpesten er symptom på et sygt samfund. Vores fokus på hurtigt tjente penge skaber fattigdom i den tredje verden, og skaber åndeligt armod hos os selv. Alt hvad der foretages er motiveret af griskhed. Den vestlige verden har utrolig stor diskrepans - en afgrund - imellem flosklerne om menneskerettigheder og den kristne religions 'godhedskrav'. Det kan kun gå galt, lige så sikkert som det gik galt med Sovjetunionen. De højeste samlende åndelige værdier er 'Robinson' og den slags.
Man kan også konstatere, at der siden først i halvfjerdserne er foregået en massiv 'hjerneflugt' fra venstrefløjen til 'den spirituelle branche'. Masser af gamle kommunister, venstresocialister, KAP`ere og forskellige marxist-leninister har lagt al deres energi i forskellige new age foretagender. Mens de tilbageblevne står i den materialistiske sump. (Jeg står selv med et ben i hver lejr.)
Dem der går ind i en rocker-support-gruppe er jo kun nogle stakkels drengerøve. De har vist ikke fået kærlighed nok, da de var små. De fleste er ikke de skarpeste knive i skuffen, som man siger. Og når man ikke er skarp nok til at score kassen som valutaspekulant eller IT-haj, så kan man jo altid blive rocker-supporter.
Ja, vi skal stå sammen
Jeg blev utrolig glad for at høre i nytårstalen, at statsministeren vil til at tage rocker-problemerne seriøst. Jeg savnede dog et løfte om at give hashen fri. Det ville ellers rive et stort lukrativt område væk fra rockernes kontrol. Men regeringen kunne jo starte med at give flere penge til det forebyggende arbejde.
Det er vores alle sammens ansvar, at 'fødekæden' til rocker-grupperne bliver stoppet. Alle informationer om hvad de foretager sig, skal gives videre til rette vedkommende. Det er for eksempel kommunens SSP udvalg, landbetjenten eller Dummebødekontoret (dummebode@hotmail.com).
Hvis man bliver udsat for trusler, så er der noget der hedder skjult båndoptager eller skjult video eller foto. Jo flere vi er, der går ind for at støtte dem, der er ved at komme i klemme, jo nemmere bliver det at optræde som vidne. Jeg har tidligere villet føle mig som stikker, hvis jeg angav nogen til politiet, men når det gælder rockere, vil jeg ikke tøve med at snakke med landbetjenten.
Sidste gang jeg var til forældremøde på vores skole, diskuterede vi rockere og blev enige om at støtte hinanden 100 procent, hvis der opstår problemer. Det er meget vigtigt, at vi som forældre altid kan ringe til hinanden og få en snak, hvis vi opdager, der er optræk til noget uheldigt. Jeg har også en fornemmelse af, at der er adskillige fædre, som er parat til at rykke håndfast ud, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Men det er den forebyggende og solidariske indsats, der tæller!
Alle lokale idrætsforeninger, handelsforeninger, fagforeninger, skolebestyrelser, forældreråd og så videre burde have en 'rocker-politik', det vil sige en stillingtagen til hvad vi gør, hvis én af vores bliver udsat for pengeafpresning og vold? Samtidig kan man formulere krav til den kommunale politik for kriminalitetsforebyggende arbejde.
Stop fødekæden
For at stoppe tilgangen til rocker-support-grupperne vil det være godt med flere action-prægede fritidstilbud til drenge. For eksempel flere racerbaner til knallerter og go carts. Det er desværre lidt dyrt: Men det forholder sig sådan, at faldskærmsudspring simpelthen får det bedste op i enhver dreng!
Der er i det hele taget alt for få muligheder for, at de unge kan slås og skabe sig og få raset ud.
Der mangler oplysning i folkeskolen om konsekvenserne af at melde sig ind i en rocker-support-gruppe. De betaler cirka 10.000 kroner for at melde sig ind, men det koster omkring 100.000 kroner at melde sig ud.
Det er vigtigt, at det går op for de unge, at rockerne er nogle konsekvent feje svin. De skyder altid nogen ned bagfra og de er altid flere om at slå nogen halvt fordærvet. Der er ikke meget Gøngehøvding eller Robin Hood over deres meritter. Det er Tengils sorte hær, vi står over for.
Det er en god ide, at forældregrupper gennem plakater og løbesedler oplyser, om de lokale rockeres feje og dumme handlinger. Og man kan lave rockerrapporter og sætte fokus på dem den vej. (Men hele tiden med det perspektiv, at de skal hjælpes ud af det igen). Det der rammer dem mest er at blive gjort til grin. Hvis en rockerklub skulle stille et fodboldhold, skulle modstanderne kun spille med halv styrke.
Hvad kan fagforeninger gøre...
LO Esbjerg tog i august sidste år initiativ til at danne et netværk mod rockere i samarbejde med politiet for at åbne debatten på arbejdspladserne.
- Vi har det stående tilbud, at hvis der er nogen, der føler sig truet eller forulempet af rockere, så kan de opsøge netværket. Tillidsfolkene er blevet klædt på til at kunne vejlede folk, hjælpe dem med at tage kontakt til politiet eller sørge for, at de kan starte på en frisk i en anden by, siger Ernst Aaskov, formand for LO Esbjerg (Fagbladet nr. 20, nov. 2002).
Det står enhver frit for at bringe erfaringerne fra Esbjerg op i sin egen fagforening og kræve handling!
Rehabilitering
En politik på rockerkriminalitetens områder skal også indeholde et afsnit om rehabilitering og resocialisering.
Ekstra Bladet gjorde efter min mening noget meget forkasteligt ved at 'afsløre' at en mand med rockerfortid var ansat som pedel og legeonkel i en børnehave i Nykøbing Falster Kommune. Enhver har ret til at få en ny chance. (Jeg har selv tilbudt en morder ansættelse i mit firma, når han engang kommer ud.) Hvis rockerne skal rehabiliteres skal de mødes med så meget venlighed som muligt og så meget strenghed som nødvendigt.
Venstrefløjens ansvar
Hvorfor ser man ikke lokale beboere og forældre og lærere demonstrere foran rockerhuse, og stå og synge 'Kringsat av fjender' og 'Altid frejdig når du går'.
Man kunne snildt bruge de mobiliseringserfaringer man har fra kampagnerne mod naziborge. For lokalmiljøet føles rockerne som en langt større daglig trussel end nazisterne. Det kunne være rigtig sjovt at sætte kæmpehøjtalere op foran det lokale rockerhus og spille et bånd med latter for fuldt drøn. Eller man kunne få den lokale latterklub ud og le for. Hvorfor har venstrefløjen ikke en Erfaringsgruppe om Bekæmpelse af Rockerterror? Med en hjemmeside á la 'Dummebødekontoret'.
Den velbegrundede paranoia man har over at blive ramt af de rockerbegrundede indskrænkninger i retssikkerheden burde ikke afholde fra aktiv indsats og udvikling af kriminalitetsforebyggende netværk. Her er der chance for at gøre en indsats, som kan skabe stor respekt og lydhørhed for hvad man står for.
Stig Lassen er ikke kronikørens rigtige navn. Han har ønsket at være anonym, af hensyn til sine børns sikkerhed i lokalområdet. Dagbladet Arbejderen kender hans rigtige navn og adresse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278