EFTA-domstolen bestemte fredag, at Universitetet i Oslo ikke har lov til at øremærke stillinger til kvinder for at få flere kvindelige professorer.
af Anne Kjersti Toft og Maria S. Walberg, Norge
Debattørerne opfordrer universitetet til at øremærke stillinger som planlagt uafhængigt af EFTA-domstolens dom
Der er i dag kun 13 procent kvindelige professorer ved Universitetet i Oslo.
Moderat kønskvotering er i lang tid blevet brugt som virkemiddel for at få flere kvinder ind i højere videnskabelige stillinger, men kvoteringen har desværre ikke haft den ønskede effekt.
Derfor bestemte Kollegiet i sin handleplan for 2000-2004, at øremærkningen af nogle få stillinger til kvinder skulle være et af flere nye virkemidler for at få flere kvinder repræsenteret ved Universitetet i Oslo.
Men så kom ESA, EØS-aftalens kontrolorgan, ind i billedet. Øremærkningen af stillinger betyder jo, at kvinder får et fortrin, og det kunne ESA ikke godtage. Årsag: Fri konkurrence er et grundlæggende princip i EU's indre marked, og dette må gå foran hensynet til kvindeandelen af professorer på Universitetet i Oslo. Sagen havnede hos EFTA-domstolen, som fredag besluttede at give ESA medhold.
Sagen er et eksempel på den efterhånden så klassiske konflikt i EØS-aftalen: konflikten mellem kravet om fri konkurrence og andre politiske hensyn. Aftalen har givet os en forsmag på EU-systemets firkantede lovfæstning af politiske prioriteringer i markedets favør, og eftersmagen er bitter.
Det er på høje tid, at norske politikere bliver opmærksom på konsekvenserne af EØS-aftalen og ser på aftalen som noget andet end et behændigt placeret dørtrin ind i EU. Vi må se efter alternativer til handelssamarbejdet, som ikke får samme samfundspolitiske konsekvenser - et EU-medlemskab vil kun være en forstærkning af det, vi oplever i EØS.
Vi opfordrer Universitetet i Oslo til at fortsætte med at øremærke stillinger til kvinder som planlagt. EFTA-domstolen skal ikke kunne bestemme hvilke ligestillingstiltag som Norge skal kunne tage i brug. Vær ulydig!
Anne Kjersti Toft er kvindepolitisk sekretær i Nej til EU og Maria S. Walberg, leder i Ungdom mod EU i Norge.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278