Hemmelighedskræmmeriet og udemokratiet i EU er ikke noget ulykkestilfælde i arbejdet, er ikke nogen skønhedsplet. Det er en nødvendig følge af, at EU netop udgør en overenskomst mellem kapitalisterne, en slags politisk forretningsaftale.

Af Anders Carlsson, formand for KPML(r)
I efteråret 1990 udbrød der en valutakrise i Sverige. Den var ikke særlig alvorlig, næppe mere end en avisand, men den socialdemokratiske regering blev i hvert fald alvorligt rystet, i det mindste tilsyneladende.
Finansminister Allan Larsson skyndte sig derfor at strikke en af 90'ernes mange krisepakker sammen. Den indeholdt angiveligt nedskæringer i de offentlige udgifter, det manglede bare andet.
Men nedskæringerne var ikke det vigtige. I en bisætning gav Allan Larsson også 'et klart signal til erhvervslivet om, at regeringen nu er for svensk medlemskab af EF'.
Disse småord i en bisætning i en krisepakke i oktober 1990 er startsignalet til det mest omfattende politiske systemskifte, der er gennemført i Sverige i moderne tid.
Indtil da havde Socialdemokratiet afvist tanken om svensk medlemskab af det, der i dag er EU. Det gjordes rent ud sagt så sent som på den socialdemokratiske partikongres en måned før Allan Larssons famøse bisætning.
Men nu vendte Socialdemokratiet helt om og det i en rasende fart. Allerede i december traf Rigsdagen med stort flertal beslutning om at ansøge om medlemskab af det daværende EF.
Og allerede i juni året efter tog Ingvar Carlsson(daværende statsminister, red.) til Haag i Holland for at overrække ansøgningsforhandlingerne til det hollandske formandskab af EU.

Valutakrisen
Hvordan var det så med valutakrisen? Ja, da Rigsbanken fremførte fakta om valutastrømmen i oktober 1990, som ikke var særlig stor og ikke særlig dramatisk, så viste det sig, at krisen var skabt af den svenske monopolkapital.
Det var ABB, Volvo, Ericsson, Electrolux og cremen af svenske storforetagender, som spekulerede mod kronen.
I den sammenhæng blev finanschefen i ABB i Sverige, Peter Fallenius, interviewet i avisen Veckans Affärer.
- Som finanschef kan jeg ikke tage noget ansvar for nationen. Det er politikernes opgave, forklarede han.
Der er ingen grund til at moralisere over denne udtalelse. At de svenske storforetagender sætter egne profitinteresser før Sverige og det svenske folks ve og vel er kendt fra tidligere.
Det er blevet bekræftet mange gange, siden Fallenius satte ord på monopolkapitalens nationale nihilisme, som da Ericsson nedlagde jobs i Norrköping og flyttede dem udenlands, eller som da nationalklenodiet Volvo PV blev solgt til det amerikanske Ford.
Stræben efter maksimal profit er kapitalismens grundlag, og denne stræben viger ikke for nogen hensyn, hverken menneskelige, miljømæssige eller nationale.
Fallenius kan ganske enkelt ikke ræsonnere på nogen anden måde, han kan ikke tage ansvar for nationen, for de interesser, han repræsenterer, det transnationale ABB og dets aktieejere, står over nationen, står over Sverige.

Udsalg af nationen
Monopolkapitalen er ikke længere national men kosmopolitisk; har kun én loyalitet: den til profitten, og er parat til for dens skyld at sælge ud af nationen, de nationale værdier og den nationale selvbestemmelsesret, til dén imperialistiske verdensmagt, som i øjeblikket betaler bedst.
Det bemærkelsesværdige i denne sammenhæng er hermed regeringens og rigsdagens ageren, er at den politiske magt underlagde sig den åbent ansvarsløse monopolkapital og kom det i møde, ved at ansøge om medlemskab af EU.
For læg vel mærke til at det var det såkaldte erhvervsliv som skulle formildes ved Allan Larssons klare signal.
Fraserne om fred, samarbejde og indflydelse er et senere kapitel, er politikernes forsøg på at iklæde den virkelige hensigt med EU-medlemsskabet en mere tiltalende forklædning.
Medlemsskabet af EU repræsenterer en afgørende politisk og klassemæssig forandring i Sveriges historie.
Tidligere var det svenske borgerskab som klasse betragtet nationalt indstillet, det beskyttede Sverige og de svenske interesser - for sin egen skyld.
Det var en vigtig faktor i Sveriges forvandling fra uudviklet, halvfeudalt landbrugsland til moderne industrination.
I en tidlig periode opgav monopolkapitalen det nationale til fordel for profitten - ikke for ingenting var Sao Paulo i Brasilien allerede i 1950'erne Sveriges fjerdestørste industriby.
Basis fandtes dog i Sverige og politisk fandtes der hos borgerskabet stadig en national indstilling. I oktober 1990 tog denne indstilling dog en dramatisk drejning.

Bag facaden
Det svenske borgerskab gik i monopolkapitalens fodspor og europæiserede sig, besluttede på monopolkapitalistisk vis at fusionere sine interesser med borgerskabet i de øvrige EU-lande.
Det skal understreges, at denne nye linie ikke har et hak med internationalisme at gøre. Det forholder sig præcis modsat.
Selve formålet med EU er, at nationernes frihed, selvbestemmelse og lige ret, som er internationalismens indhold, ophæves og fuldstændigt underordnes monopolkapitalens fælles profitinteresser.
Her er det nødvendigt at stoppe op et øjeblik og studere EU-projektets grundlæggende karakter.
EU omgives af en skov af smukke ord. Det er fred og folkeforbrødring, samarbejde og åbne grænser, grænseoverskridende løsninger på grænseoverskridende problemer og alt, hvad man nu kan finde på.
Men dette er bare facade. Fraser. EU-projektet drejer sig ikke om nødvendigt internationalt samarbejde men om noget helt andet.
Man skal huske på, at ideen om Europas Forenede Stater ikke er ny. Den blev lanceret allerede under Første Verdenskrig og fik dengang støtte af visse dele af den socialistiske bevægelse. Dette tvang Lenin til at polemisere mod den
'Med hensyn til imperialismens økonomiske betingelser, det vil sige kapitaleksporten og verdens opdeling mellem de 'fremskredne' og 'civiliserede' kolonimagter, er Europas Forenede Stater umulige eller reaktionære', skrev han i 1915 i artiklen 'Om parolen Europas forenede stater'.

Tilbage til Lenin
Lenin var i 1915 skeptisk med hensyn til om det overhovedet var muligt varigt at forene de europæiske kolonimagters konkurrerende interesser i ét statsforbund.
Dertil anså han de forskellige interesser for store og den ulige udvikling for stærk. Men han udelukkede ikke tilfældige overenskomster.
Snart 100 år senere har Europas stormagter tabt deres tidligere førerstilling til USA samtidig med at Japan i økonomisk betydning er en alvorlig udfordrer til andenpladsen i imperialismens verdenshierarki.
Ud fra denne deklassering er en overenskomst allerede indgået mellem monopolkapitalen i Europa - af nødvendighed og revanchisme. Men om hvad?
Lad os citere et afsnit af Lenins artikel 'Om parolen Europas forenede stater' for at få hjælp med svaret:
'Selvfølgelig er tilfældige overenskomster mellem kapitalisterne og mellem magterne mulige. I denne henseende er også Europas forenede stater mulige som en overenskomst mellem de europæiske kapitalister... om hvad? Kun om hvordan de i fællesskab skal kvæle socialismen i Europa, i fællesskab forsvare de røvede kolonier mod Japan og Amerika, som føler sig yderst forfordelte ved den nuværende fordeling af kolonierne og som i det sidste halve hundrede år har forøget sine kræfter utilsvarende hurtigere end det tilbagestående/gammeldags, monarkistiske og af ælde hensmuldrende Europa. /... / På det nuværende økonomiske grundlag, det vil sige under kapitalismen, ville Europas forenede stater indebære en organisering af reaktionen for at dæmme op for Amerikas hurtigere udvikling.'

De fire friheder
Hvad er EU-overenskomsten indgået om, lød spørgsmålet. Et svar ville kunne formuleres omtrent sådan her:
Om at organisere reaktionen i Europa mod den såkaldte velfærdsstat og mod alt, der blot på mindste måde indskrænker kapitalens absolutte fortrinsret. Om at skubbe arbejderklassen fagligt, politisk og socialt tilbage. Om at skærpe udbytningen af de lande i Østeuropa og den tredje verden, hvor europæisk imperialisme stadig har eller er i færd med at skaffe sig en dominerende indflydelse.
Derigennem vil EU-overenskomsten for alvor at kunne udfordre USA og Japan om herredømmet på det kapitalistiske verdensmarked, som efter den såkaldte virkeliggjorte socialismes sammenbrud igen er verdensomspændende og ensartet.
Svaret kan måske lyde ortodoks-kommunistisk, men enhver som bryder sig det allermindste om at betragte EU bag om fraserne vil se, at det netop er dette, det drejer sig om.
De fire såkaldte friheder er kapitalens frihed til at harmonisere faglige og sociale rettigheder på det lavest mulige niveau.
Det elitære og bureaukratiske beslutningssystem er monopolkapitalens offensiv mod det borgerlige demokrati og dets lille råderum for den folkelige opinion til at gøre sig gældende.
Valutaunionen ØMU er metoden til at overdrage den afgørende indflydelse på den økonomiske politik til et af monopolkapitalen kontrolleret organ.
Militariseringen af EU er det imperialistiske bourgeoisis forberedelse på at dominere og med vold underkue sine interessesfærer

Monopolkapitalens overenskomst
Al tale om at EU udgør et samarbejde mellem folkene i Europa er en monstrøs konstrueret efterrationalisering.
EU er et projekt, som påtvinges folkene fra oven af monopolkapitalen og dens politiske repræsentanter.
Folkeviljen spørges der ikke efter og er fra første færd blevet holdt behørigt på afstand af alt, hvad der hedder indsigt og indflydelse..
Hemmelighedskræmmeriet og udemokratiet i EU er ikke noget ulykkestilfælde i arbejdet, er ikke nogen skønhedsplet. Det er en nødvendig følge af, at EU netop udgør en overenskomst mellem kapitalisterne, en slags politisk forretningsaftale.
I EU's kernelande er folkeviljen kun blevet spurgt i ét eneste tilfælde. Det var i Frankrig i 1992, hvor det kun med nød og næppe lykkedes kapitalisterne at få hevet et ja i land ved folkeafstemningen om Maastricht-aftalen. Det sker kun én gang og aldrig mere...
EU er monopolkapitalens overenskomst om at organisere reaktionen - det er det afgørende og grundlæggende, selve grundvolden for EU-konstruktionen.
Et EU uden reaktion er ikke muligt, for et EU uden reaktion ville umiddelbart ophæve overenskomsten og tvinge de medvirkende monopolkapitaler til at søge nye veje for at sikre deres stillinger og profitter.
'Et rødt EU' eller et 'Folkenes EU' er illusioner, er at lukke øjnene for EU's grundlæggende karakter.