08 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Husk historien

Husk historien

Tirsdag, 04. februar, 2003, 00:00:00

En fremtrædende britisk politiker har nylig sagt, ´at det er legitimt at føre krig for at sikre sig adgang til olie og andre ressourcer´. Det er klar og usminket tale.

fra Pensionisternes Hobbyklub af 1965
Til den danske regering og det danske Folketing
Har Europas folk glemt Hitler og Chamberlain?
Dette spørgsmål blev stillet på klubbens generalforsamling den 29. januar i år. Vi er mange, der husker 1938, hvor Politiken efter 'forliget i München' med stor overskrift på sin forside skrev: 'Fred i vor tid'. Alle ved, hvordan det gik! Parallellen til dengang er truslen mod verdensfreden, som udtrykkes i den krigeriske alliance mellem den amerikanske præsident og den britiske premierminister. Vi støtter ikke Hussein, men det må være det irakiske folk, der afgør hans skæbne.
Uden hensyn til meldinger fra FN's våbeninspektører i Irak fremturer de to regeringschefer med krigstrusler om overfald på Irak med masseødelæggelsesvåben. - Den eneste stat, der siden afslutning af Anden Verdenskrig indtil nu har brugt masseødelæggelsesvåben på grusomste måde - er USA!
Årsagen til krigstruslerne er ikke bekymring for den irakiske befolknings velfærd eller demokratiske rettigheder. Den bunder i de amerikanske drømme om verdensherredømme og uhindret adgang til de olierigdomme, der findes i Irak. Det sker samtidig med, at USA på det skammeligste stiller profit over miljø, så dets egne naturlige ressourcer udpines og det ydre miljø trues. Og udtalelserne fra Bush understreger, at USA ikke agter at lade FN afgøre spørgsmålet om krig eller fred. Derfor er det vigtigt, at regeringer inden- og uden for NATO siger fra over for USA og Storbritannien, inden det er for sent.
Vi vil henlede opmærksomheden på massemøder i USA, arrangeret af antikrigs-netværket 'Answer'. Justitsministeren i Kennedy-administrationen, Ramsey Clark, sagde ved et sådant møde i Washington:
'Hvad Bush gør, er at han sætter sig over loven og handler på tværs af grundloven og folket. Han behandler alle og enhver som han ønsker.. Ingen civile rettigheder, ingen civile friheder, ingenting. Har Bush begået højforræderi? - Svaret er et rungende ja.'
Også i Europa og Asien afholdes der store protestmøder mod de krigsforberedelser, der er i gang. Med den trussel mod verdensfred og hele klodens eksistens er det ufatteligt, at ansvarlige politikere ikke for længst har sat Bush og Blair stolen for døren. En fremtrædende britisk politiker har nylig sagt, 'at det er legitimt at føre krig for at sikre sig adgang til olie og andre ressourcer'. Det er klar og usminket tale. Vi mener, det er forbryderisk at føre krig, og uoverensstemmelser bør og skal løses gennem politik og diplomati.

Enstemmigt vedtaget på klubbens generalforsamling 29. januar.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. feb. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp