I stedet for at lefle for tidsåndens hyldest af individets frihed, burde LO holde sig Marx’´ ord for øje om, at arbejdernes frigørelse som klasse er forudsætningen for den enkeltes frihed!

Søren Elsberg, Formand for SiD Nørresundby og medlem af SiD’'s hovedbestyrelse.
”Frihed i fællesskab”, lyder parolen for LO'’s ekstraordinære kongres den 8. februar. Det kunne næsten lyde som noget fra en af Venstres valgplakater.
Det er da også helt i tråd med tidsånden, at individet skal mere i centrum, som det hedder i LO’'s oplæg til kongressen.
Det kan nok få det til at gibbe i en gammel socialist!
På kongressen skal de delegerede –som jeg er een af - tage stilling til blandt andet et nyt værdigrundlag for organisationen, nyt fagpolitisk grundlag og nye principper for behandling af grænsestridigheder mellem forbundene.
LO foreslår, at overenskomsterne skal være et tag-selv-bord, hvor medlemmerne kan vælge mellem ferie, pension, uddannelse eller løn.
Og ansatte skal kunne stemme om, hvilken organisation, de vil tilhøre. Derfor skal flere organisationer kunne indgå overenskomster for samme arbejde.

Nej til pluk-selv
Jeg har intet imod mere plads til det enkelte menneske. Heller ikke på arbejdsmarkedet. Fagbevægelsens opgave er jo netop at skabe et bedre liv - for den enkelte.
Men jeg er absolut tilhænger af det kollektive og forudser et arbejdsmarked i kaos, hvis LO’'s tanker bliver realiseret.
Hvordan skal arbejdspladser og virksomheder kunne samle trådene, hvis medlemmer/ansatte blot plukker, hvad de nu synes, de kan bruge fra overenskomsterne? Og hvordan skal fagforeningerne kunne administrere et utal af mere eller mindre individuelle arbejdsbetingelser?
Grænsestridigheder mellem forbundene vil LO løse ved parallel-overenskomster og ved at give medlemmer mulighed for selv at vælge organisation.
Jeg er enig i, at grænsestridigheder er et problem, som fagbevægelsens medlemmer ofte er helt uforstående overfor.
Men i stedet for de foreslåede individuelle løsninger, mener jeg, at industriforbund er vejen frem.
Hvis fagbevægelsen opbygges efter ”én arbejdsplads/én organisation/én overenskomst”, vil samtlige grænseproblemer være løst. Men jeg ved godt, at industriforbunds-tanken heller ikke er populært i store dele af mit eget forbund.

Bånd til partierne
Endelig vil LO kappe de sidste forbindelser til Socialdemokratiet.
At bryde båndene mellem LO og parti er et gammelt krav fra venstrefløjen. Men det handlede om ensidigheden i LO's politiske forbindelser.
Lige nu er der i høj grad brug for, at fagbevægelsen holder tæt kontakt med arbejderpartierne; og det er både S, SF og Enhedslisten.
Det gælder efter min menig også økonomisk støtte!
I stedet for at lefle for tidsåndens hyldest af individets frihed, burde LO holde sig Marx’' ord for øje om, at arbejdernes frigørelse som klasse er forudsætningen for den enkeltes frihed!
Det ville nemlig betyde faglig og politisk kamp for kollektive goder og rettigheder, så udviklingen trækkes den rigtige vej i fællesskab.

Søren Elsberg, 50 år. Formand for SiD Nørresundby og medlem af SiD’'s hovedbestyrelse.
Har været medlem af afdelingsbestyrelsen uafbrudt siden 1976 og ansat i afdelingen siden 1978.
Blev medlem af DKP i 1973, er uorganiseret i dag.