I 1990 brød valutakrisen i ud i Sverige. Finansminister Allan Larsson fremlagde en krisepakke. I en bisætning gav Allan Larsson også ´et klart signal til erhvervslivet, om at regeringen nu er for svensk EU-medlemskab.´

af Anders Carlsson, formand for KPML (r)
I 1990 brød valutakrisen i ud i Sverige. Finansminister Allan Larsson fremlagde en krisepakke. I en bisætning gav Allan Larsson også 'et klart signal til erhvervslivet, om at regeringen nu er for svensk EU-medlemskab.'
Allan Larssons lille bisætning i kriseprogrammet i efteråret 1990 indebar, at den svenske monopolkapital tilsluttede sig den overenskomst, som allerede tidligere var blevet indgået af den førende monopolkapital i Europa.
Givetvis skete det af egeninteresse. Ved at tilslutte sig den organiserede europæiske reaktion så de svenske kapitalister en mulighed for lettere at tage det tilbage, som var blevet givet arbejderklassen i form af reformer i den epoke, som bar præg af, at kapitalismen blev udfordredet af et konkurrerende samfundssystem.
Det er dette vi så alt for mange prøver på i 1990'erne. Og det er dette der går igen i al politik i det tidlige 2000-tal, til trods for al snak om, at det går så uendelig godt for Sverige.
Givetvis så den svenske monopolkapital også mulighed for gennem EU at hævde sine globale interesser ved at tilslutte sig en kommende imperialistisk blok.
Derfor bliver neutralitetspolitikken opgivet, som ikke længere modsvarer monopolkapitalens behov. Derfor udruster forsvarsminister Björn von Sydow en svensk lejehær som cadeau til den europæiske imperialisme, en lejehær der kan sættes ind hvor som helst nogen i den allierede monopolkapital kan få brug for den.
Monopolkapitalen er kosmopolitisk i den henseende, at den har frigjort sig for alt nationalt ansvar.

Svensk industri holder brandudsalg
Svensk industri sælges gladeligt til udenlandske konkurrenter, job eksporteres uden mindste hensyn til sociale konsekvenser, hovedkontorer flyttes uden indvendinger til Europas finanscentre, og den del af velfærden, som regnes for ulønsom, slagtes uden betænkeligheder.
Hvad udsalg og velfærdsslagtning betyder for Sverige og det svenske folk spiller ikke den mindste rolle - profitten er den eneste loyalitet og for direktørerne går det lige op, hvad enten de huserer i Stockholm, London eller Paris. De flyder ovenpå, hvor de end befinder sig.
For arbejderklassen står spørgsmålet helt anderledes.
Arbejderklassen er national i den forstand at den har interesse i faste og sikre arbejdspladser, i tryghed i det sociale liv og i den nationale kultur, i gode skoler og harmonisk skolegang for sine børn, i nærhed af familie og venner, i at kunne kommunikere på modersmålet og så videre. Dette gælder arbejdere i alle lande.
At værne om muligheden for at arbejde og leve i sit eget land og i sin egen kultur er en international arbejderinteresse. Det har intet med national indskrænkethed at gøre, men er en fælles stræben i forhold til monopolkapitalens kosmopolitisme.
Kapitalen må strømme over grænserne ved et enkelt tryk på en taste, og kapitalens ejere og forvaltere må strømme efter i bevidstheden om, at overklassen er sig selv lig verden over, at ejerskabet byder dem et godt liv hvor som helst på kloden de befinder sig.

Fædrelandsløse
Men for arbejderklassen er et liv som fædrelandsløse rejsende ikke noget at hige efter - for dem er påbudet om at 'flyde med' den grænseløse kapital en tvang, ikke en frihed.
Med spørgsmålet om nationen står i dag to klasseinteresser over for hinanden.
På den ene side monopolkapitalen og dens politiske repræsentanter, hvis eneste loyalitet er profitten og som i dens navn har opgivet alt ansvar for nationen og al respekt for nationernes suverænitet.
På den anden side er arbejderklassen og lag, der står arbejderklassen nær og som har interesse i en politik, der sørger for arbejde og velfærd i fædrelandet og som forsvarer den nationale uafhængighed, ens egen nations såvel som alle andres.
Hvad angår Sverige og EU er denne modsætning krystalklar. Husk Peter Wallenbergs næsten profetiske målsætningsdeklaration fra 1992:
'EF kommer til at medføre de mest dramatiske forandringer for Sverige i 100 år - ja måske nogensinde. Følgerne bliver omfattende afmonteringer af den offentlige sektor, indefrosne overførsler og private løsninger inden for den offentlige service.'
Den svenske monopolkapital pressede Sverige ind i EU for med EU's hjælp at kunne indlede sin offensiv mod den såkaldte svenske model, mod den svenske form for velfærdssamfund.

Velfærdssamfundet kasseres
I den post-socialistiske æra, som da var startet, havde Wallenberg & Co ikke længere brug for velfærdssamfundets klassesamarbejde og karrige klassekompromiser.
Den svenske model var forvandlet til udelukkende en hæmsko for den uhæmmede profitinteresse. Derfor medlemsskabet af EU, derfor opgivelsen af den nationale selvbestemmelsesret.
Man kan indvende, at Wallenberg & Co ville have siddet i uskiftet bo også uden EU-medlemsskabet, at det var kapitalen, der fremførte selvbestemmelsesretten, da den politiske magt befandt sig i Stockholm og at den derfor kan kvitte arbejderklassen, som den nu blev solgt til Brüssel. Man kan ikke miste noget man ikke har.
Sådan et standpunkt er at forvanske kortene. Af flere grunde.
Et første er givetvis, at national selvbestemmelsesret på globalt plan er hvad demokratiet (også det borgerlige) er på nationalt plan, det vil sige det drejer sig om at anerkende alle nationers lige ret og politiske jævnbyrdighed i det internationale samfund, uafhængigt af størrelse, økonomisk styrke og kulturel udvikling.
Som påvist i den første del af denne artikel har arbejderklassen en egeninteresse i at fjerne alle former for national ulighed og national undertrykkelse, eftersom enhver følelse af national overordning eller underlæggelse medvirker til at fordunkle klassetilhørsforholdene og dermed indvirker negativt på arbejderklassens kamp.

Ud af EU er et demokratisk krav
Lenin ofrede megen tid på disse spørgsmål, og han understregede altid det absolut nødvendige i at formulere et revolutionært program og en revolutionær taktik angående alle demokratiske krav, heraf som ikke det mindst vigtige kravet om national selvbestemmelsesret.
'Den sociale revolution er ikke en enkelt kamp men en hel epoke af kampe i alle spørgsmål vedrørende de økonomiske og demokratiske omformninger, som kun kan fuldendes ved bourgeoisiets ekspropriation. Det er nemlig for dette endemåls skyld, at vi må give ethvert af vores demokratiske krav en konsekvent revolutionær formulering', skrev han.
Det vigtige ved dette er, at det er forkert at stille kampen for national selvbestemmelsesret op som modsætning til klassekampen og kampen for socialismen.
Marxister forbinder tværtimod kravet om enhver nations ret til selv at bestemme over sin skæbne med kravet om arbejderklassens ret til at gøre det, det vil sige med tanken om 'arbejderklassens konstituering af sig selv som nationens ledende kraft', for nu at låne en klassisk formulering.
Kravet om at Sverige skal forlade EU er et demokratisk krav. Men det er ingenlunde neutralt i klassekampen. Tværtimod.
Det føres frem af arbejderklassen - og af lag i nærheden af arbejderklassen - i åben kamp mod den kosmopolitiske monopolkapital og mod et borgerskab, som solgte Sveriges nationale suverænitet til fordel for euroen.

Kapitalen hersker i EU
Sverige ud af EU er på samme tid et demokratisk krav og et klassekrav, et arbejderkrav. Fjenden er både EU og det svenske borgerskab, som via EU forenede sig med den europæiske reaktion.
EU-spørgsmålet drejer sig om national selvbestemmelsesret, om Sveriges mulighed for at føre en politik i overensstemmelse med folkeflertallets behov og vilje. Læg mærke til 'mulighed'.
Hvorvidt muligheden udnyttes afgøres angiveligt af styrkeforholdet mellem klasserne, af den styrke folkeflertallet formår at sætte bag sine krav.
Muligheden findes i et selvstændigt Sverige. I EU-Sverige hersker kapitalens frihed over alt hvad der hedder folkevilje.
Det betyder ingenlunde, at der ikke kan og bør stilles krav til regering og rigsdag, tværtimod, men nok at styrkeforholdet mellem klasserne gennem EU på afgørende måde er forskudt til kapitalens fordel, det er selve pointen med EU-medlemsskabet.
Kampen for at få Sverige ud af EU drejer sig fra arbejderklassens synspunkt om at forskyde styrkeforholdet i modsat retning.
Men EU-spørgsmålet drejer sig også om demokrati, om det borgerlige demokrati, om forsvaret af det borgerlige demokrati. Hvad så, tænker nogen måske.

Demokrati er en statsform
Demokratiet er jo en statsform, en form for den ene klasses undertrykkelse af den anden. Skal det borgerlige demokrati så være noget at forsvare og kæmpe for?
Marxister svarer ja - ikke for at idyllisere den form for klasseherredømme som også det borgerlige demokrati udgør, men fordi netop denne form giver de bedste betingelser for arbejderklassens kamp.
Det borgerlige demokrati indebærer en i det mindste formel anerkendelse af alle medborgeres politiske lighed, hvilket med Lenins ord 'har en vældig betydning for arbejderklassens kamp mod kapitalisterne'.
Marx's våbenbroder og Lenins læremester Friedrich Engels gik endnu videre.
'Hvis noget er hævet over enhver tvivl, så er det, at vores parti og arbejderklassen kun kan komme til magten i form af den demokratiske republik', skrev han.
Historien har delvis korrigeret Engels. Arbejderklassen er kommet til magten også under andre betingelser end en demokratisk republik, men han har utvivlsomt ret i, at det borgerlige demokrati trods alle sine begrænsninger udgør den bedste ramme for arbejderklassens organisering og kamp under kapitalismen.
Netop derfor var arbejderklassen den drivende kraft i det demokratiske gennembrud. Og ikke mindst vigtigt - netop derfor angribes og indskrænkes demokratiet i dag, også det borgerlige, af de såkaldte frie markedskræfter.
Befolkningens indflydelse skal indskrænkes så meget, at det kun gælder om, at profitten skal tildeles endnu friere råderum.

EU bliver aldrig et demokrati
EU udgør det typiske eksempel herpå. EU er ikke et demokrati og kan ikke være et demokrati, ikke engang et borgerligt.
En aftale mellem kapitalisterne om at organisere reaktionen kan ikke overlades til befolkningens prøvelse, ikke engang hvert fjerde år; kan ikke gennemskinnes af offentlighedens lys, det ville afsløre for mange ubehageligheder; må ikke udsættes for et folkeligt opinionstryk, for så kan der være risiko for at møjsommeligt indgåede kompromisser bliver kuldkastede.
Derfor det elitære og bureaukratiske EU-system, derfor uærligheden og hemmelighedskræmmeriet, derfor manøvreringen og stormagtsafgørelserne på tomandshånd, derfor EU's angst for folket.
Der tales om at demokratisere EU, om at befolkningens indflydelse skal garanteres gennem en føderal struktur. Det er i bedste fald en illusion og i værste fald et bevidst bedrag.
På kapitalistisk grundlag kan en føderal samfundsopbygning i det ulige udviklede og økonomisk og nationalt opsplittede Europa kun skabes på den dominerende monopolkapitals grundlag, kan en føderal samfundsopbygning kun være åbent folkefjendsk og imperialistisk, ikke kun i forhold til den tredje verden men også i forhold til mindre eller uudviklede nationer inden for egne domæner.
Ud fra et arbejdersynspunkt er det nødvendigt at gøre sig fri af EU-elendigheden.
Ikke fordi det automatisk løser alle arbejderklassens problemer, de har deres grunde i det kapitalistiske system og i styrkeforholdet mellem klasserne, men fordi EU udgør den organiserede reaktion i Europa, som det er nødvendigt at drive tilbage og splitte for at arbejderklassen skal kunne sikre sine interesser på både kort og langt sigt.
Vist kan arbejderklassen vinde delsejre også under EU-styret, i det mindste på visse områder. Men for at ændre den arbejderfjendtlige hovedlinie i samfundsudviklingen og for at forhindre den europæiske monopolkapitals imperialistiske revanchisme må EU afsløres.
Spørgsmålet er hvordan dét skal gå til. Efter hvilke linier skal kampen mod EU føres for at samle maksimal styrke. Det spørgsmål behandles i de næste artikler.