Antikommunisten Bent Jensen grebet i citatfusk

af Anton Nielsen, KPiD
Den professionelle, antikommunist, professor Bent Jensen fra Syddansk Universitet, har gjort jagten på 'de røde' til sin hovedbeskæftigelse. Det ligner nærmest en mani. Ingen kan føle sig sikker for professor Jensen. Et positivt ord om socialismen eller kommunismen og man er på listen over professorens fjender.
Alle midler bliver taget i brug, og skulle en smule citatfusk eller manipulation, efter professorens mening være nødvendig, for at sandsynliggøre de løse påstande, de halve sandheder og de hele løgne, går denne reaktionens sorte ridder selvfølgelig ikke af vejen for det.
På det sidste er professor Bent Jensen kommet i klammeri med pastor Svend Aage Nielsen, som også er formand for Kennedy Selskabet. Det er Bent Jensens angreb i Jyllands Postens sær-tillæg 'Den røde Terror', på blandt andet den tidligere konservative leder, og Danmarks udenrigsminister i befrielsesregeringen i 1945, Christmas Møller, som får pastoren til at fare i blækhuset.
Helt konkret drejer det sig om en tale, som Christmas Møller holdt i DKP's Centralkomite den 1. august 1945. Pastoren beskylder Bent Jensen for citatfusk og manipulation.

Den 8. januar skriver pastoren indledningsvis i Jyllands Posten:
'Professor Bent Jensen skriver den 26/11 i Jyllands-Postens særtillæg 'Den røde Terror', at Christmas Møller efter 1945 priste DKP for at have udbredt forståelse for ' de store og positive' ting, der var sket i Sovjetunionen.'
'Men bemærk,' fortsætter pastor Nielsen, 'at citatet fra ham kun er de fire citerede ord, så før det er dokumenteret, at fortsættelsen er den, Bent Jensen anfører '.. folkemord, deportationer og verdens største kz-lejrsystem,' er det, han har prist, ser det ud som utroværdigt og uanstændigt citatfusk fra Bent Jensens side.'
Dette bringer selvfølgelig professor Jensen i harnisk, og uden på nogen måde at tilbagevise pastorens påstande, falder han over ham og påstår, at 'det er pastor Nielsen der opfører sig uanstændig, ved at rette den slags beskyldninger mod mig, og uden at have forsøgt at sætte sig ind i forholdene.'
Men det er nu pastoren, der har ret. Til bevis herfor bringes den tale Christmas Møller holdt, som repræsentant for de inviterede gæster, blandt dem flere ministre - Frode Jacobsen, Busch-Jensen med flere, ved DKP's Centralkomites møde den 1. august 1945:

'Jeg vil gerne have lov til - jeg kan jo ikke gøre det på de øvrige ministres vegne, da jeg ikke er bemyndiget dertil, men måske kan jeg få bemyndigelsen på denne hurtige måde, - at takke for den indbydelse, nogle af modstandsbevægelsens ministre har fået til det Centralkomitemøde.
Jeg ved ikke, om det er gået mine socialistiske partikammerater i ministeriet anderledes end mig, eller de måske er kommet her, fordi de har læst Socialdemokraten i morges og har ment, at nu skulle vi få besked om hvorvidt Enhedspartiet var blevet til noget eller ikke, for forhandlingerne var jo afsluttet, læste vi, men det har jeg nu ikke regnet med.
Jeg er kommet her og har gerne villet komme her for at sige tak ikke blot for en venlig indbydelse, men også tak for en enestående indsats, det kommunistiske parti har udført for Danmark i disse fem okkupationsår, i ganske særlig grad gennem de sidste de 3-4 sidste.
Jeg må måske have lov at gøre et par personlige bemærkninger. Efter det samarbejde, som Aksel Larsen og jeg sammen med professor Fog - vel på hans initiativ - havde allerede på et meget tidligt tidspunkt for at skabe en undergrundsbevægelse, kan jeg forsikre, at da vi i London hørte om Aksel Larsens skæbne, gik den os lige nært til hjerte, som tilfældet var med alle i det kommunistiske parti.
Skønt, måske forskellige i meget, havde vi et samarbejde i de få måneder, som viste enighed i meget af det mest væsentlige, og da Alfred Jensen og jeg mødtes få måneder før den 5. maj og også mødtes med fru Alvilda Larsen i Stockholm, var der en overensstemmelse i synspunkter om, hvorledes tingene skulle gribes an, når den afgørende, sejrrige dag kom, som også må kunne føre til et befrugtende samarbejde i fremtiden. Og jeg tror, at Frode Jacobsen og Busch-Jensen vil sige det samme, som jeg har sagt her.
Men en ting til må jeg i den særlige stilling, i hvilken jeg er, have lov at sige til denne forsamling: Det ville have været meget lykkeligere, om man fra videre kredse end blot i det Kommunistiske Parti havde haft større forståelse af de mægtige kræfter og positive kræfter, der var i Sovjetrusland. Jeg kan sige det så meget tryggere, som jeg vel fejlede sammen med så mange andre før krigen og i dens første år, og jeg tror, at det har været en stor lykke for Danmark, at Det kommunistiske Parti på den måde, som det har kunnet gøre det, har søgt at skabe forståelse for det Rusland, som også i fremtiden, ja, mere i fremtiden end nogensinde før, vil have afgørende indflydelse på forholdene i verden og dermed have en afgørende betydning for forholdene for vort land.
Der er af hele regeringen givet udtryk for, at det for dansk udenrigspolitik er af afgørende interesse, at Danmark har samme hjertelige forhold til øst som til vest, og man kan sige, at grunden til forståelse heraf blev lagt, også før 1939, af den positive politik, som Deres parti har ført.
Jeg takker for indbydelsen og må have lov til at udtrykke ønsket om, at det arbejde, De skal udfører i disse to dage, må blive et arbejde for hele den store, brede, almindelige befolknings vel, må blive et arbejde for arbejderklassens og det danske folks gode fremtid.'

Så mange var ordene hr. professor og kommunistjæger, Bent Jensen!