Nemesis-teorien siger, at biologisk udvikling forløber i spring, hvilket det kunne være fristende at tage som en umiddelbar bekræftelse af dialektisk materialisme. Men her skal man nok passe lidt på.

af Kjeld Stenum
En gang cirka hvert 26. million år sker det, at en meget stor del af de forskellige arter af levende væsner på jorden pludseligt uddør.
Dette er en tilsyneladende lovmæssighed, som absolut intet har med den verserende diskussion om Bjørn Lomborg og hans syn på miljøkatastrofer at gøre.
Forskere har diskuteret mulige årsager, og der findes forskellige teorier. Men i hvert fald i forbindelse med nogen af de voldsomste, pludselige tilfælde af massedød har man kunnet konstatere stærkt øget forekomst af metallet iridium i aflejringslagene, for eksempel i forbindelse med dinosaurernes berømte pludselige forsvinden for 65 millioner år siden.
Iridium er et metal, som er meget sjældent på Jordens overflade. Når der forekommer iridium i stærkt forøgede mængder i aflejringslag ved jordoverfladen, er det et tegn på nedslag fra verdensrummet, af kometer, asteroider eller lignende. Sådanne nedslag af større legemer fra verdensrummet kan forårsage miljøkatastrofer af større omfang end atomkrige.
Men hvorfor skulle sådanne nedslag forekomme periodisk, med mellemrum på 26 millioner år?

Én af teorierne omkring det går ud på, at vores sol i virkeligheden er en dobbeltstjerne. At den har en ledsagestjerne, Nemesis, som har en omløbstid omkring Solen på 26 millioner år.
I vores solsystems aller-yderste lag befinder sig ifølge samme teori en mængde kometer, som vi normalt ingen berøring har med og næppe engang kan observere. Når Nemesis står i en bestemt position i forhold til Solen, kan de to stjerner tilsammen flå byger af kometer ud af denne fjerne kometsky, og en del af disse vildfarne kometer vil komme ind i vort solsystems indre. Af disse vil igen nogle stykker ramme Jorden.
Der er kun tale om en teori, men det er dog en teori, som nogen steder er blevet taget tilstrækkelig alvorligt til, at der har siddet astronomer og 'spejdet' ud i vort solsystems nærmeste omegn efter Nemesis. At de ikke for længst har opdaget den, er måske mere forståeligt, end man umiddelbart skulle tro.
Hvis Nemesis findes, må den ganske vist være meget tættere på vores solsystem end nogen anden stjerne i verdensrummet, nemlig 'kun' godt et par lysår væk, når dens afstand til Solen er størst. Men den vil formentlig være både meget lille og meget lyssvag, måske en såkaldt rød eller brun dværgstjerne.

Hvad der er spændende ved denne teori, er det den siger om evolutionen her på jorden, det biologiske livs udviklingshistorie.
Darwin lærte os, at udviklingshistorien er en fremadskridende proces, hvor de bedst egnede individer hele tiden overlever, og hvor udviklingen med andre ord bevæger sig frem imod større og større fuldkommenhed, kulminerende med mennesket.
En filosof som Spencer overførte dette princip om den bedst egnedes overlevelse til humanvidenskaberne, sociologien. Heraf opstod raceteorierne, som blandt andet nazisterne gjorde et stort nummer ud af, men som var vidt udbredte i vesteuropæisk ideologi helt op til årtierne efter 2. verdenskrig.
Normalt plejer vi at sige, at Darwin havde ret, men Spencer tog fejl. Man kan ikke overføre biologiske principper til humanvidenskaberne.
Men spørgsmålet er, om det er deri, fejltagelsen består. Om ikke det er selve dogmet om den bedst egnedes overlevelse, der er forkert, både i biologien og i humanvidenskaberne.

Teorien om Nemesis foreslår i hvert fald, at dogmet heller ikke duer i biologi.
Ifølge Nemesis-teorien forløber biologisk udvikling nemlig i bølger, med periodiske katastrofer hver 26 millionte år. Indtil katastrofen indtræder, udvikler livet mangfoldighed og tilpasser sig hver eneste tilgængelige økologiske niche efter princippet om udvælgelse af de bedst egnede.
Men når katastroferne indtræder, er det sjældent de bedst tilpassede, der har fordelen.
Det, som beseglede dinosaurernes skæbne, var ikke, at de var for 'lavt' udviklede og derfor måtte vige pladsen for 'højere' udviklede pattedyr. Nej, dinosaurernes fejl var, at de var for 'højt' udviklede, for godt tilpassede hver sin økologiske niche. Og da katastrofen kom, kunne de ikke omstille sig.
De, der klarede katastrofen, det var derimod evolutionens små sideskud, de rottelignende tidligste pattedyr, der overlevede ved at holde sig under jorden, eller som sky natdyr.
Var katastrofen ikke indtrådt, havde almindelig arv og udvælgelse aldrig levnet dem en chance.
Nu fik de en hel jordklode omtrent for sig selv, efterhånden som klima og miljø stabiliserede sig igen. Og det var et sandt udviklingsmæssigt drivhus, en paradisets have, hvor pattedyrene efterhånden specialiserede sig ud i økologiske nicher, der kunne minde om dem, dinosaurerne havde haft.

Nemesis-teorien siger, at biologisk udvikling forløber i spring, hvilket det kunne være fristende at tage som en umiddelbar bekræftelse af dialektisk materialisme. Men her skal man nok passe lidt på.
Dialektisk materialisme taler om, at de dialektiske spring fremkaldes af indre årsager. Engels betegnede disse indre årsager som kvantitative ophobninger. Det dialektiske spring er så hvad han kalder et kvalitativt omslag.
Et kendt eksempel er vand, der gradvist afkøles og så pludselig bliver til is.
Men det, der fremkalder springet i den biologiske udviklingshistorie ifølge Nemesis-teorien, er ikke indre årsager. Om noget kan kaldes ydre årsager i forhold til livets udviklingshistorie, så må det da være kometnedslag fra verdensrummet.
Det giver også den biologiske udvikling et langt større element af tilfældighed, end dialektisk-materialistiske processer traditionelt anses for at have.
Hvad teorien dermed også siger, er at intelligent liv desværre nok må være temmelig sjældent i universet.

Det er selvfølgelig uhyggeligt, hvis en nødvendig del af vores tilblivelseshistorie er regelmæssigt forekommende katastrofer af en voldsomhed, som mennesket formentlig allerede er alt for specialiseret til at kunne overleve.
Men kære læser, bare rolig! Det er tolv millioner år siden, katastrofen er sket sidst. Og hvis dødsstjernen Nemesis eksisterer, befinder den sig i øjeblikket i noget nær maksimal afstand fra os og vil først lave en ny katastrofe om 14 millioner år. Vi skal såmænd nok have udryddet os selv mange gange inden da.
I hvert fald hvis vi får ret mange statsautoriserede profeter af Bjørn Lomborgs slags.