08 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stakkels Per Stig

Stakkels Per Stig

Fredag, 07. februar, 2003, 00:00:00

Formanden for de nuværende våbeninspektører, Hans Blix, har officielt fortalt præsident Bush efter hans tale til Unionen, at det ikke passer, Saddam Hussein flytter rundt med våben alt efter, hvor inspektørerne befinder sig

af Susanne Arends, Lønstrup
Stakkels udenrigsminister, Per Stig Møller! Enten er den begavede mand foruroligende uvidende om forholdene i Irak, eller også er han ved at forsvare en sag, han ikke selv tror på. Uanset hvad, så misinformerede han groft i Horisont, DR-tv, den 3. februar.
Han brugte flere gange et argument om, at våbeninspektørerne blev smidt ud af Hussein i 1998. Det er forkert. Hvis man læser aviser fra dengang, var det offentlig viden, at våbeninspektørerne blev beordret ud af Clinton. Han og Blair skulle bombe Irak i nogle dage i december 1998 - en lille krig kaldet 'Desert Fox' - ørkenræven. Onde tunger - blandt andet fra præsident Bush's eget parti - siger, at den lille krig skulle fjerne opmærksomheden fra den storjury, Clinton stod overfor i de dage - om en plet på en blå balkjole!
Per Stig argumenterede også stærkt for, at Hussein kører rundt med sine lagre af nukleare våben. Det er også forkert. Hussein flytter ikke rundt med våben alt efter, hvor inspektørerne (som Hussein siges at aflytte) skal hen. Formanden for de nuværende våbeninspektører, Hans Blix, har officielt fortalt præsident Bush efter hans tale til Unionen, at det ikke passer.
Desuden sagde den anden våbeninspektør fra det Internationale Atomforskningsinstitut (IAEA) ved gennemgangen i FN's Sikkerhedsråd, at Irak ikke har flere nukleare våben.
Nu kan man så håbe på, at vores stakkels udenrigsminister tænker sig godt om, før han endnu en gang siger ja til en krig med de mange millioner irakere.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. feb. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp