Det danske EU-formandskab er slut. De politiske resultater er til at se, men danske mediers indsats er svær at forstå. Det kan synes som om en række toneangivende medier foretrækker at være en del af den udøvende statsmagt i stedet for at være den uafhængige vagthund.

af Nicolai Kampmann, journalist og leder af NGO Center
EU-formandskabet er slut. De danske medier fortalte om et historisk topmøde med dramatiske ændringer. Hvad de derimod ikke gjorde, var at nuancere debatten: På trods af, at der var afsat 15 millioner kroner til NGO-organisationerne til at iscenesætte en anderledes politisk dialog, var det kun meget få journalister, der fandt alternativer til politikere i Bella Centeret og til forventningerne om, at det hele bryder ud i gadekrig.
I månederne op til topmødet i København i december blev NGO'erne (politiske græsrødder) sat i en kommunikationsmæssig skruestik af medierne. Hvis I laver vold, er I værdige til at komme i spalterne eller på tv. Hvis ikke, er I ligegyldige i vores redaktionelle prioritering.
Dermed er den danske presse blevet en fordummende del af den udøvende statsmagt, og det burde vække til selvransagelse efter et årti med flere gange 'nej tak' til EU's udvikling. Medierne er ikke længere den uafhængige vagthund, og i stedet for at stimulere til debat, er de ofte med til at gengive et forvrænget billede af virkeligheden.

Nogle eksempler:
I juli afholdt Stop Unionen Sønderborg en folkelig protest imod EU's miljøministermøde. Politi og presse var mødt talstærkt op, men arrangementet forløb stort set fredeligt. Som optakt til demonstrationen tog en journalist fra Danmarks Radio kontakt til Villiam Grønbæk fra Stop Unionen for at diskutere en eventuel konfrontation med politiet. Det havde Grønbæk ikke så meget at sige om, da optøjer ikke var en aktionsform, der overhovedet havde været inde i planlægningen. Eller sågar noget, Villiam Grønbæk havde kendskab til ville finde sted.
Men da man jo gerne vil i medierne indvilligede han i at stille op på den betingelse, at lige så længe der skulle snakkes aktivister versus politi, lige så længe ville Grønbæk have mulighed for at diskutere det egentlige: Hvad Stop Unionen Sønderborg kæmpede for miljøpolitisk. Svaret var kort og lakonisk:
'Det ved du godt, jeg klipper ud,' sagde journalisten.
En lille uges tid inden topmødet i København fik chefen for Politiets Efterretningstjeneste Lars Findsen, lejlighed til at sige, at han forventede uro i gaden, og at truslen især skønnedes at komme fra udenlandske aktivister:
'Trusselsniveauet er skruet op. Der er meget, der tyder på, at topmødet ikke bliver ligeså fredeligt, som de tidligere møder. Indtil videre har vi været i stand til at vurdere risikoen præcist, og det kan man frygte, at vi også er nu,' udtalte Findsen i Jyllands-Posten.
Han angav NGO'eres internationale mobiliseringsarbejde og offentligt tilgængelige hjemmesider som grundlag for sin vurdering. Det var ikke på baggrund af NGO'eres egne vurderinger af sandsynligheden for konfrontation eller de henvendelser, som PET's egne folk havde rettet i årets løb til blandt andet medlemmer af ATTAC, hvor man spurgte ind til, hvad de pågældende vidste om forskellige politiske grupperinger. Som bekendt forløb topmødet i København fredeligt, men havde Københavns befolkning grund til at tro det på baggrund af Lars Findsens uafprøvede vurderinger?

Torsdag den 12. december bragte B. T. et midteropslag med en informations-grafik over det indre København. Heri var blandt andet afbildet stenkastende demonstranter fra topmødet i Göteborg samt en række eksplosionsagtige fikspunkter i gaderne. Overskriften var utvetydig: 'Her går det løs'. Under informationsafsnittet hed det blandt andet: 'Hele fredagen er aktionsdøgn. Demonstranter og aktivister kan slå til hvor og når som helst.'
Senere excellerede samme udgivelse i at udråbe Pil fra 'Big Brother' som værende anholdt. Den anholdte hed ganske rigtigt Pil (Christensen), men hun er talsmand for Globale Rødder og har aldrig været med i Big Brother, men er set med redaktionens øjne måske mindre fotogen. B. T. fastholdt dog den redaktionelle misforståelse over for læserne to dage i træk.
Der var ikke den redaktion med respekt for sig selv, der i sin bemanding ikke forlods havde taget højde for den forventede vold. Jeg har hørt flere kolleger fortælle om en redaktionel prioritering, der hed X antal journalister på topmødet og X antal journalister på volden. Redaktionerne var klar til et forventet - eller skal vi sige selvophidset - 'showdown' mellem politi og aktivister. Fredag den 13. december blev det for eksempel illustreret på TV-2, da studieværten om formiddagen stillede om til en live-reportage og en reporter i marken med spørgsmålet: 'Er demonstranterne ved at vågne til dåd?'
Tjae, de (Globale Rødder) gik ud til Bella Centret, og så gik de tilbage igen. Det var der ikke mange stærke billeder i. Og det var et generelt billede. Der var for lidt vold set med mediernes øjne. Der kunne ikke sælges aviser på det eller laves billeder fra en hovedstad i brand. I stedet måtte vi 'nøjes' med indslag om betjente, der forberedte sig og som heldigvis kom godt hjem igen til provinsen uden at være kastet ind i uværdige gadeslagsmål.

Problemet i denne journalistiske tilgang er ikke, at vi fik lidt mere håndboldpiger, lidt mere hyldest til regeringen for effektiv mødeledelse eller lidt mere ros til politiet. Det hele skal være dem vel undt som repræsentanter for gode, danske indsatser.
Problemet er, at den journalistiske tænkning bag disse eksempler og mange andre er for slap. Med visse undtagelser havde medierne svært ved at tackle den kendsgerning, at EU-formandskabet faktisk kunne forløbe fredeligt, men at der stadig er en hulens masse politik at diskutere og mange forskellige positioner, der skal belyses. Hvis altså vi overhovedet vil give hinanden et rimeligt grundlag for at hitte ud af, hvad EU-politikernes beslutninger får af konsekvenser.
En journalistik, hvor en journalist spørger en anden journalist i Bella Centret, om hun kunne mærke 'det historiske sus' er dårlig journalistik. Hvorfor kommer det modtageren ved, at journalister føler sig højstemte over at gnide sig op ad politikere, der sidder i møder om fordelingspolitik og efterfølgende siger store ord? Lad politikerne om at føle historiens vingesus garderet bag NATO-hegn og 6000 veludrustede politibetjente. Kunne fru Olsen i Hadsten mærke suset? Kunne svenske Lena fra Umeå mærke suset? Og hvis ikke, hvorfor ikke?
Alt for mange medier annekterede det set med journalistiske øjne forbavsende synspunkt, at hvad politikerne, politiet og de selv vurderede, var den vigtigste sandhed at formidle. Hvorfor alt var en større eller middelstor succes.
Dette til trods for, at vi i Danmark i de seneste ti år har haft flere folkeafstemninger om EU, hvorfor det i dag må stå hamrende klart, at cirka halvdelen af befolkningen ikke synes at dele begejstringen over det EU-projekt, der i København bare blev større.

Hvordan kom denne EU-skepsis til orde i medierne i de sidste seks måneder? Gennem Stop Volden-initiativet og de Globale Rødder, der med deres bud om 'civil ulydighed' indikerede en modstand mod vold som aktionsform. Men de implicerede NGO'er definerer jo ikke deres normale virke ud fra et volds-scenarium. Men ud fra en politisk kamp, der lever hver dag. Hvor mange spurgte til den kamp, og til samfundskritikken i det græs, NGO'erne vokser ud af?
Ikke særlig mange, og dermed er demokratiet ude på et sidespor, hvor medier opfatter politisk aktivisme som en begivenhed, der kun fortjener dækning, hvis den orienterer sig i forhold til fysisk konfrontation med ordensmagten. Og kun nødtørftigt bør dækkes på indholdssiden, hvis den enkelte journalist føler pligt til at tage alsidighedskriteriet i brug.
Det er interessant at vide, om mediernes manglende interesse for alternative syn på EU bunder i NGO'ernes manglende realpolitiske indflydelse. Eller at man af magelighedshensyn hellere vil stå sammen med 2000 kolleger i Bella Centret og føle suset, mens virkeligheden uden for pressecentret er sværere at definere og at man derfor opgiver forsøget på at anskueliggøre den over for seeren eller læseren. Måske medierne antager, at det vil være for kompliceret at formidle, hvorfor man bare hellere må lade være.
Men dette fravalg er et bedrag af befolkningen og en fejlslutning af folkeafstemningerne om EU. De svære spørgsmål til almindelige danskere bliver ikke stillet, og derfor er det op til NGO'erne at fabrikere forskellige budskaber, som de døjer med at få ud, fordi medierne af kommercielle og for hurtige redaktionelle hensyn sorterer dem fra. Det er dumt og bedragerisk - for ikke at nævne den stigmatisering af politisk aktivisme, der er en anden (dårlig) afledt effekt af mediedækningen.
Eftersnakken har været domineret af statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i årskavalkader har fortalt om, hvordan han som skrap forhandlingsleder fik de andre statsledere til at makke ret under de intense forhandlinger. Og senest i nytårstalen til nationen, hvor statsministeren prøvede at sparke en debat i gang om den kommende EU-traktat. Her er vi som eneste EU-land stort ikke kommet i gang endnu. Mediernes foretrukne vinkel: Uenighed i regeringen og på Christiansborg om tidspunktet for endnu en tur til stemmeurnerne om de danske EU-forbehold...

Tilbage står et massivt billede af medier, der nok dækkede EU-formandskabet behørigt. Men også nogle medier, der kun i få tilfælde besværede sig til at kradse i den overflade, den udøvende og lovgivende magt serverede. EU-debatten blev taberen - og helt især den forestilling, at holdninger om EU stikker meget dybere end til kun at være for eller imod.
Vi er faktisk gået i stå med at debattere - måske har vi aldrig været i gang? Til gengæld kan vi se frem til kommende kampagner, hvor ja- og nej-siden kan smide skræmmescenarier efter hinanden. De virker. Måske. Det er en dårlig afslutning på et formandskab, der på andre måder var løfterigt.
Kunne du mærke suset?