Vist kan arbejderklassen vinde delsejre også i EU, i det mindste på visse områder. Men skal den arbejderfjendske udvikling ændres må EU afsløres. Spørgsmålet er hvordan dét skal gå til. Efter hvilke linier skal kampen mod EU føres for at samle mest styrke.

af Anders Carlsson, formand for KPML(r)
Spørgsmålet er hvordan dét skal gå til. Efter hvilke linier skal kampen mod EU føres for at samle mest styrke.
Når KPML(r) kræver, at Sverige skal forlade EU, anklages vi af forskellige på venstrefløjen for nationalisme. Udgangspunkterne er forskellige.
Det velfriserede og til borgerligheden tilpassede pseudo-venstre hævder, at EU repræsenterer en uundgåelig, globaliseret objektivitet, som man bare må acceptere og få det bedste ud af.
At yde modstand er at prøve på at dreje historiens hjul tilbage, påstår man.
For den mere vildtvoksede venstrefløj, som opildnes af storslåetheden i sine egne paroler, er en svensk platform i kampen mod EU alt for småtskåret og ikke himmelstormende nok.
Det skal være en fælles europæisk arbejderrevolution, og i stedet for EU et socialistisk Europa eller på anarkistisk vis ingen statsmagt overhovedet. Alt sammen straks!
Udgangspunkterne er som det ses forskellige, men alligevel havner de velfriserede og de vildtvoksede i samme fælde: i fornægtelsen af værdien af den nationale selvbestemmelsesret i almindelighed og i fornægtelsen af en national platform mod EU i særdeleshed.
Lad os studere udgangspunkterne noget.
Vist er den såkaldte globalisering noget objektivt i dagens verden. Men repræsenterer den noget nyt og i givet fald noget, som sætter punktum for den historiske kategori, som nationerne udgør, hvilket bliver hævdet fra visse sider?

Globalisering
Overhovedet ikke. Økonomisk er globaliseringen kun de kapitalistiske forholds hastige udbredelse i bredden (geografisk) og i dybden (penetrering af enhver afkrog af menneskeligt liv).
Nøjagtig sådan som Marx og Engels beskrev den allerede i Det Kommunistiske Manifest fra 1848 og sådan som den derefter udvikledes helt frem til 1914, da Første Verdenskrig og siden socialismens sejr i Rusland og den koloniale frigørelsesproces i den såkaldt tredje verden fremtvang en historisk parentes af kapitalistisk tilbagetog.
Vist sker alting meget hurtigere i dag, men det er et faktum, at verden var mindst lige så internationalt integreret for hundrede år siden, hvad Paul Hirst og Grahame Thompson fjerner al tvivl fra i deres bog Myten om den globale økonomi.
Hvad konkret indebærer de kapitalistiske forholds hastige udbredelse i bredden og i dybden?
Ja, absolut ikke at mennesker nærmer sig hinanden, at uligheder i livsbetingelser udjævnes og at nationale forskelle udslettes.
Tværtimod fører globaliseringen til øgede forskelle og øget ulighed på alle planer - mellem fattige og rige lande, mellem rige og fattige regioner i forskellige lande og mellem fattige og rige i alle lande.
Kapitalismen udjævner ikke forskelle men har tendens til at forstørre forhåndenværende forskelle og skaber ved sin ujævne, anarkistiske udvikling bestandigt nye.

National selvbestemmelse
Dette er der skrevet ofte og meget om, så de konkrete eksempler lader vi i denne sammenhæng være.
Men globaliseringen er ikke blot økonomi, den har også en politisk dimension - er politik i den forstand at den bruges til at udbrede kapitalens politiske magt på bekostning af demokrati og national selvbestemmelsesret.
Det er her spørgsmålet om nationen og nationalstaten kommer ind.
Der tales om at nationalstaten har udspillet sin rolle i globaliseringens tidehverv, om at den transnationale region og et mystisk globalt demokrati, simpelthen et kosmopolitisk demokrati, er fremtidens melodi.
Denne snak markedsføres som internationalisme. Men det er falsk internationalisme, for den har sin brod rettet mod nationernes selvbestemmelsesret og princippet om nationernes lige ret, som er internationalismens hjørnepiller.
Inden vi går videre må nogle spørgsmål redes ud.
Hvad er national selvbestemmelsesret? Lenin fremhævede, at 'det ville være forkert med selvbestemmelsesret at forstå noget andet end retten til egen statslig eksistens'.
Det drejer sig altså om politisk selvbestemmelsesret, om hver nations ret til at træffe sine egne politiske beslutninger.

Nye stater opstår
Sådanne beslutninger træffes givetvis ikke i et vakuum. Imperialismen har skabt en kapitalistisk verdenshusholdning, som binder lande og folk sammen i et verdensomspændende system af økonomisk afhængighed og dominans.
Økonomisk selvstændighed har længe været en umulighed for et lille kapitalistisk land, for en sådan selvstændighed forudsætter, at det omtalte land stiller sig udenfor den kapitalistiske verdenshusholdning, det vil sige går over til en eller anden form for socialistisk økonomi.
Imperialismen har dog ikke ophævet den statslige eksistens. Tværtimod. Aldrig nogensinde har der været så mange formelt selvstændige stater som i dag. Heri ligger der både et paradoks og en skæbnens ironi.
Samtidig med at alle mulige professorer og politikere profeterer om nationalstatens død og om nationernes opløsning i en eller anden slags globaliseret verdenssamfund, så dannes der nye nationalstater på løbende bånd, som i det tidligere Sovjetunionen og i det tidligere Jugoslavien - som regel under bifald fra de samme professorer og politikere.
Deres profetier gælder kun, når de kan bruges som værktøj for bestemte politiske formål, for de tidligere socialistiske føderationer, hvor imperialismens opskrift at herske ved at splitte gælder andre scenarier.
Dog har retten til egen statslig eksistens altid været et stridsspørgsmål under imperialismen.
Således opstod hovedparten af de nye stater i 1900-tallet gennem de koloniserede folks revolutionære kamp. Dette er vigtigt at have i erindring.

IMF, WTO og Verdensbanken
Præcis som demokrati har stået over for reaktion hvad de politiske forhold angår (statsmagtens organisering) i de udviklede lande, så har national selvbestemmelsesret stået over for imperialistisk reaktion, hvad de politiske forhold mellem lande og folk angår. Af naturlige årsager.
Som tidligere påpeget er national selvbestemmelsesret på internationalt plan hvad demokrati er på nationalt.
Det er derfor ingen tilfældighed, at kampen for social frigørelse i den tredje verden altid har gået og stadig går hånd i hånd med kampen for national selvbestemmelse. Det er to sider af samme kamp.
Tilbage til globaliseringens politiske dimension.
På et internationalt plan ender institutioner som Verdensbanken, IMF, OECD og WTO som regel i centrum af globaliseringsdebatten. Det findes der gode grunde til.
Disse institutioner er ikke kun redskab for imperialismen men de fungerer også som brækjern for de kapitalistiske forholds udbredelse, ikke mindst i den tredje verden.
Med afpresning og nyliberale hestekure skal ethvert land, som havner på deres vej, forvandles til rendyrkede markedsdiktaturer - koste hvad det koste vil.
Men Verdensbanken, IMF, OECD og WTO er blot én side af globaliseringspolitikken.
Lige så vigtigt er det, at folkesuverænitetens princip, som har været grundlaget for international ret siden 1945, nu bliver løsnet og omprøvet.

Den nye verdens orden
Nationernes selvbestemmelsesret gælder ikke i den nye verdensorden, ikke engang på papiret.
Et selvudnævnt verdenssamfund, ledet af USA og NATO, giver sig selv ret til med vold at gribe ind mod ethvert land, som trodser deres vilje, imperialismens vilje, som i angrebskrigen mod Jugoslavien.
Noget FN-mandat kræves ikke længere, for i FN kan lande som Kina og Rusland obstruere. En sådan begrænsning accepterer imperialismens selvudnævnte verdenssamfund ikke.
Dermed torpederes den internationale demokratisme, som princippet om nationernes selvbestemmelsesret indebærer. For hvad?
For voldens verdensmagt, for imperialistisk reaktion over hele linien, for kapitalens grænseløse diktatur - ikke kun i økonomisk henseende (det økonomiske diktatur sørger Verdensbanken, IMF, OECD og WTO for), men også i politisk.
Små nationer har ikke længere ret til at træffe deres egne politiske beslutninger, den der obstruerer trues med at blive overfaldet med vold.
EU indgår i den samme forskydning fra demokrati til politisk reaktion.

Kapitalens klub
EU er som tidligere fremhævet en overenskomst mellem kapitalisterne om at organisere reaktionen i Europa, mod den såkaldte velfærdsstat og mod arbejderklassens faglige, politiske og sociale rettigheder.
Men også og ikke mindst mod demokratiet, mod det borgerlige demokrati, mod en ordning som giver folkelige opinioner en mulighed for at gøre sig gældende, om ikke andet så hvert fjerde år og kun inden for de rammer, som det kapitalistiske system udgør.
EU udhuler det borgerlige demokrati og erstatter det med et elitært bureaukratisk system, kontrolleret og ledet af kapitalisterne og de kapitalistiske stormagter.
Tilbage til udgangspunktet.
Kampen mod EU er et klassespørgsmål men også et demokratisk spørgsmål - er et spørgsmål om at forsvare demokratiet, også det borgerlige, mod reaktionen, både på nationalt og på internationalt plan; er et spørgsmål om at skabe de bredest mulige folkeligt demokratiske alliancer mod reaktionen.
Enhver fremgangsrig kamp mod EU må forene disse sider, må forene klassekamp med kamp for national selvbestemmelsesret og demokrati. Den skaber maksimal bredde i modstandskampen.
For arbejderklassen er det helt afgørende, ikke kun på kort sigt, for at forsvare dét der er opnået af politiske, faglige og sociale fremskridt mod kapitalens angreb, men lige så meget på langt sigt for at forberede den afgørende kamp mod kapitalismen.
'Det er fuldstændig tænkeligt, at arbejderne i et bestemt land styrter bourgeoisiet inden ikke en eneste af de vigtigste demokratiske omformninger er blevet fuldstændig gennemført. Men det er fuldstændig utænkeligt, at proletariatet som historisk klasse kan besejre bourgeoisiet, hvis ikke det forberedes dertil gennem undervisning i den mest konsekvente og helhjertede revolutionære demokratismes ånd', skrev Lenin.

EU og klassekampen
Vi kommunister rejser kravet om Sverige ud af EU! Det er et demokratisk krav som forsvarer national selvbestemmelsesret og demokrati mod monopolkapitalens angreb.
Det er også et klassekrav, for Sverige er ikke besat af EU, er ikke blevet tvunget ind i EU.
Selvbestemmelsesretten og demokratiet er blevet prisgivet af den svenske monopolkapital og af den svenske overklasse, af den klasse som tidligere holdt på den nationale selvbestemmelsesret, som i EU ser et instrument for sine klasseinteresser, for sin klassekamp mod Sveriges arbejdende flertal.
Dette er ikke nogen ny foreteelse i historien. Efter Anden Verdenskrig, da kapitalismen for alvor udfordredes af et konkurrerende samfundssystem og da Europas kapitalister frygtede socialistiske revolutioner i lande som Frankrig og Italien, opstod der en lignende situation, om end ikke fuldt ud i Sverige så i flere andre lande i Europa.
Stalin fremhævede dette i sin tale til de udenlandske gæster på SUKP's nittende kongres i 1952, i øvrigt en af de sidste taler han holdt. Tillad et lidt længere citat:
'Tidligere tillod bourgeoisiet sig at spille liberalt, det forsvarede de borgerligt-demokratiske friheder og gjorde sig derved populært blandt folket. Nu findes der ikke (et) spor tilbage af liberalismen. Nu eksisterer den såkaldte personlige frihed ikke længere - de personlige rettigheder anerkendes nu kun for dem der ejer kapital, og alle øvrige medborgere betragtes som menneskeligt råmateriale, der kun dur til at blive udbyttet. Princippet om menneskers og nationers ligeberettigelse er blevet trampet under fode, det er erstattet af princippet om totale rettigheder for den udbyttende minoritet og retsløshed for den udbyttede majoritet af medborgere. De borgerligt-demokratiske friheders fane er smidt over bord. Jeg tror at I, repræsentanter for de kommunistiske og demokratiske partier, bør hæve denne fane og føre den fremad, hvis I vil samle folkets majoritet omkring jer. Der findes ikke andre der kan hæve den.
Tidligere blev bourgeoisiet betragtet som nationens overhoved, det forsvarede nationens rettigheder og uafhængighed og satte det 'over alt andet'. Nu findes der ikke (et) spor af 'det nationale princip'. Nu sælger bourgeoisiet nationens rettigheder og uafhængighed for dollars. Den nationale uafhængigheds og den nationale suverænitets fane er smidt over bord. Der hersker ingen tvivl om at I, repræsentanter for de kommunistiske og demokratiske partier, bør hæve denne fane og føre den fremad, hvis I vil blive nationens ledende kraft. Der findes ikke andre der kan hæve den.'

Udenfor EU
Læg mærke til at Stalins refleksioner fra 1952 passer godt på Sverige og EU næsten 50 år senere.
Kampen for borgerligt-demokratiske rettigheder og national selvbestemmelsesret er en nødvendig del af arbejderklassens kamp i en tid, hvor borgerskabet prisgiver demokratiet og selvbestemmelsesretten, er en del af den 'revolutionære demokratisme', som Lenin taler om som en forudsætning for arbejderklassens endelige sejr.
Det betyder helt givet ikke at alt bliver fryd og gammen ud fra et arbejdersynspunkt, hvis bare Sverige forlader EU, lige så lidt som den elendighed, der har ramt Sveriges arbejdere i de sidste ti år, udelukkende skyldes EU. Det drejer sig om klassekamp.
EU-elendigheden er en følge af det svenske borgerskabs politik og stræben. Hvis ikke det var lykkedes monopolkapitalen at føre Sverige ind i EU i 1995, havde man givetvis forsøgt at føre den samme politik uden for EU, sådan som lydige politikere gjorde i begyndelsen af 1990erne, hvor Sverige uden at være medlem blev betegnet som Europas mest EU-tilpassede land.
Hvis Sverige forlader EU vil monopolkapitalen alligevel føre EU-politik, nu med henvisning til at dét at stå udenfor kræver det - det drejer sig som sagt om klassekamp.
Men ikke mindst vigtigt: klassekampen afgøres af styrkeforholdet mellem klasserne. Hvis det lykkes den svenske arbejderklasse at få fremtvunget en udtræden af EU, så forandres styrkeforholdet umiddelbart og på afgørende vis til dens fordel.

Den nationale base
Her er en påpegning på sin plads. Monopolkapitalen er kosmopolitisk i den forstand, at den kun kender til én loyalitet: den til den maksimale profit; er ikke-national i den forstand, at den er parat til at sælge nationen for profitten.
Men den er stadig national på den måde, at den er afhængig af en national base, ikke mindst i konkurrencekampen på et skrumpende verdensmarked, som når Göran Persson og Björn von Sydow farer jorden rundt for at sikre JAS-kontrakter til SAAB, Volvo med flere, som når regering og rigsdag lystrer det mindste vink fra svindlere som Lars Ramqvist eller som når Stefan Persson og andre multimilliardærer får eksklusiv skattefrihed.
Dette gælder ikke kun i Sverige men i alle udviklede kapitalistiske lande. Således har 199 af verdens 200 største virksomheder en national base i USA, Japan eller Vesteuropa med alt hvad det indebærer af politiske (og militære) påvirkningsmuligheder.
Monopolkapitalen tager intet ansvar for nationen, men den kræver at nationen tager ansvar for profitten - er selv i disse EU-tider afhængig af at nationen, den 'egen' stat, tager ansvar for profitten. I dette perspektiv skal EU-kampen ses.
EU-medlemsskabet udgør utvivlsomt en af den svenske monopolkapitals svageste fronter. Ikke kun fordi EU-medlemsskabet i Sverige er gået hånd i hånd med et nyliberalt systemskifte af yderst brutal slags, hvilket automatisk og næsten uden tvivl kobler EU til arbejderfjendsk politik, men også fordi EU-medlemsskabet udsletter traditionelle og tidligere alment accepterede værdier som national selvbestemmelsesret, alliancefrihed, folkestyre og folkehjemmet.