Markedsgørelsen af den offentlige sektor Daglig læsning om Arriva, privatiseringer i alle afskygninger og konkurrencens indførelse i de offentlige systemer bør få alle alarmklokker til at ringe.
Ulla Nygaard, 54 år. Næstformand i BUPL Århus Kommune og medlem af BUPL`s hovedbestyrelse.
Markedet er for alvor ved at gøre sit indtog i den offentlige sektor, og virkningerne vil blive katastrofale. Ideologisk er vi oppe imod en tænkning, som er diamentralt modsat forestillingen om fællesskab og lige muligheder. Frihedsbegrebet sidestilles med markedet. Jo mere marked - jo større frihed. Men markedet vil aldrig tage sit udgangspunkt i borgernes behov. Her er det de økonomiske kræfter, der tæller, og de stærkeste der vil vinde.
Konkurrence
Vi er på vej til at have en offentlig sektor, hvor alle opgaver og hver eneste funktion skal prisfastsættes. Der skal skabes konkurrence inden for det offentlige og mellem offentlige og private tilbud - og økonomien bliver målepinden. En udvikling, hvor det er overskuddet på bundlinien, der tæller, og som fuldstændig vil bryde med fællesskabets pligt til at sikre den enkelte borger en relevant og kvalitativ indsats efter behov.
Mange borgere vil blive tabere og mødes af et personale, som stresses mere og mere af ikke at kunne yde den nødvendige omsorg. Tiden til brugerne af de offentlige ydelser bliver mindre samtidigt med, at administrationen, byrokratiet og kontrollen af de offentlige ansatte øges. Det er også en udvikling, der sætter det politiske system ud af kraft.
Udfordringsretten, som blev indført 1.januar, giver private ret til at 'udfordre' kommunen med tilbud på at udføre opgaver, som kommunen i dag selv udfører. Initiativretten lægges i hænderne på erhvervslivet, hvorefter det offentlige skal ofre en masse ressourcer på at regne ud, hvad hver enkelt opgave koster, inden kommunalbestyrelsen kan tage stilling til, om opgaven skal udliciteres.
Afdemokratisering - større ulighed
Sagen om Arriva er blevet dagens joke, men viser i sin dybeste alvor konsekvensen af at lade markedet overtage offentlige opgaver.
Det politiske system står med ryggen op af muren og har godkendt en kontrakt, som ingen garanti giver for den nødvendige togdrift, og som juraen nu skal til at afgøre. Her og nu bliver den enkelte borger taberen. Men i det store billede er det demokratiet, som er i spil. Lægges styringen af samfundsmæssige opgaver over i private hænder, vil der ske en afdemokratisering af vores samfund.
Og det var netop ønsket om at tage en del af økonomien ud af markedet og underlægge den demokratisk og politisk styring, der lå bag kampen for velfærdsstaten og en stærk offentlig sektor. Netop begrænsningen af markedskræfternes magtudøvelse via kollektive løsninger skabte en social udjævning og bidrog mere end noget andet til større frihedsgrader for den enkelte borger.
I dag er udviklingen vendt 180 grader. Markedskræfterne slippes løs, og vi vil igen se uligheden i vores samfund vokse.
Velfærdskonference d. 5. april
Fagbevægelsen har været alt for længe om at forholde sig til markedsgørelsen af den offentlige sektor.
Den 5.april afholder Fagligt Ansvar i samarbejde med LO-storbyerne en landsdækkende velfærdskonference i Odense, hvor vi med erfaringer nationalt og internationalt skal diskutere, hvordan vi i fællesskab kan dæmme op mod den nyliberale udvikling.
Sæt kryds i kalenderen.
Ulla Nygaard, 54 år. Næstformand i BUPL Århus Kommune og medlem af BUPL`s hovedbestyrelse. Tilknyttet temagruppen om den offentlige sektor under Fagligt Ansvar. Deltager i landskoordineringen af Fagligt Ansvar. Medlem af DKP/ML's landsledelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278