Nylig læste jeg en bog, Noam Chomsky skrev dengang jeg var ung. Da var han allerede ved at blive en halvgammel amerikansk sprogforsker og samfundsdebattør.

af Kjeld Stenum
I dag er Chomsky over halvfjerds. Han er still going strong. Hans sprogfilosofi har jeg forbehold overfor, det kan jeg måske komme tilbage til ved anden lejlighed. Men hans kritiske analyser af amerikansk chauvinisme og imperialisme har min dybeste respekt. Han har aldrig været bange af sig.

Bogen, jeg læste, var første bind af et værk fra Vietnamkrigens tid, der hed De nye Mandariner.
USA havde dengang inddæmning af kommunismen som overskrift over alt, hvad man foretog sig udenrigspolitisk. Inddæmning af kommunismen var et objektivt retfærdigt mål, hævdede man, fordi det var forsvar for demokratiet.
Demokrati er noget så indlysende rigtigt, at man ikke behøver at diskutere det. Og USA var per definition demokratiets forsvarer, enhver amerikaner vidste jo med sig selv, at han eller hun gik ind for demokrati. Alle, som vendte sig imod USA's politik, angreb altså demokratiet, og derfor gjorde de sig selv til legitime militære mål.
Det betød, at det kunne forsvares at anvende alle nødvendige midler for at korrigere deres adfærd. Også selv om der er tale om civilbefolkninger. Det var således for eksempel legitimt at bruge bombe- og kemikalieterror imod de vietnamesiske bønder, når målet var at demonstrere for dem, at de kommunistiske partisaner ikke magtede at beskytte dem, og de derfor burde flygte ind til byerne og begive sig ind under amerikansk 'beskyttelse'.
Altså, USA var et land, der gjorde beskidt, men objektivt nødvendigt arbejde for demokratiets fortsatte beståen.
Chomskys analyse gik ud på at vise, at der ikke var tale om objektivt nødvendigt beskidt arbejde, men om objektivt beskidt magtpolitik.

Hvor er der i grunden lidt nyt under solen!
Erstat udtrykket 'inddæmning af kommunismen' med udtrykket 'krig mod international terrorisme', og Chomskys analyse holder vand næsten fra ord til andet den dag i dag!
USA har da også ubrudt siden Vietnamkrigens dage anset terror mod civilbefolkninger som et legitimt middel i udenrigspolitikken.
Det så man for eksempel i Nicaragua i 1980'erne, hvor USA brugte både militær og økonomisk terror, og titusinder af uskyldige omkom. Eller man så det i halvfemserne for eksempel med USA's nøje overvejede 'fejlbombning' af al Shifa-medicinalvirksomheden i Sudan, en 'fejl', som Chomsky i en anden bog angiver har smadret halvdelen af alle lægemiddelreserverne i Sudan, og derudover hvad man havde af produktionskapacitet til at fremstille ny medicin med. En katastrofal konsekvens i et ludfattigt land som Sudan. Det er simpelthen for effektfuldt til at kunne være en fejl.
Eller man ser det den dag i dag i Afghanistan, hvor krigshandlingerne endnu ikke er ophørte, selv om USA hinsides al international ret har ophøjet sig selv til dommere over Afghanistans indre anliggender og besluttet, at de terroristiske narkohajer i Den nordlige Alliance er bedre forsvarere af demokratiet end de terroristiske talebanere, der dog trods alt satte en effektiv stopper for narkotikaproduktionen.

For ikke at tale om sanktionerne mod Iraq, der har stået på i ti år og ifølge de fleste sagkyndiges skøn kostet mindst trekvart million døde, heraf mindst halvdelen børn. USA's regering er hånden, der har styret denne sanktionspolitik.
Og at USA målrettet har satset på den krig mod Iraq, som nu er ved at blive startet op, og som uomgængeligt vil få de ulykkeligste konsekvenser for civilbefolkningen, ser man blandt andet af den omstændighed, at USA meget velovervejet lod FN's våbeninspektører rode i blinde, mens man holdt hvad man havde af indicier på kemisk eller bakteriologisk våbenproduktion tilbage, til man kunne sige, at løbet var kørt.
Man kunne have lyst til at spørge, hvordan et land som USA i det hele taget kan få sig selv til at hævde, at det er legitimt at starte krig mod et land med henvisning til, at det producerer masseødelæggelsesvåben, men lad det nu hvile her.
USA ønskede, at våbeninspektørerne ikke skulle få noget ud af deres arbejde, det er det, som er sagen. For USA ønskede ikke, at en eventuel fredelig afvæbning af Iraq skulle blive mulig.

Er disse ting, som kun er nogen af de groveste poster på et alenlangt synderegister, beskidt men nødvendigt arbejde for at forsvare demokratiet?
Nej, det er de ikke.
I firserne krænkede USA åbenlyst demokratiet, for eksempel i Nicaragua, eller på øen Grenada. Og man har støttet de sorteste diktaturer i Sydafrika, Chile, Indonesien...
Taleban i Afghanistan og Saddam Hussein i Iraq vil ingen opfatte som demokratiske regimer. Men derfor er de ikke legitime militære mål, for det er der mange andre regimer, der heller ikke er, for eksempel det Saudiarabiske. Og eksemplet Afghanistan viser jo, at USA er uendelig ligeglad med, hvilket styre diktaturet bliver erstattet med.
Den nordlige Alliance er ikke på nogen måde mindre terroristisk eller diktatorisk end Taleban.
Hvem siger, det bliver bedre i Iraq?
Det som det handler om er loyalitet mod USA og intet andet. Det handler om beskidt magtpolitik, som det gjorde i Vietnamkrigens tid.

Pointen i en analyse som Chomskys er, at for at forklæde beskidt magtpolitik som nødvendigt beskidt arbejde, så har man brug for en fjendedæmon.
I princippet er det fuldstændig ligemeget, om fjendedæmonen virkelig er ond, det afgørende er, at det er en, som kan fungere som billede på ondskab.
I Vietnamkrigens tid var det kommunismen, i dag er det international terrorisme.
Har man sådan en Ondskabens Dæmon, kan den groveste magtpolitik retfærdiggøres med henvisning til, at den er nødvendig i krigen mod ondskaben.
Så dengang den såkaldte socialistiske lejr brød sammen, var det ikke bare en fed sejr for amerikansk politik. USA var faktisk på skideren, for nu fandtes Ondskabens Dæmon jo ikke mere, og man havde ikke længere undskyldninger for beskidte overgreb mod uartige landes selvbestemmelse.
Det har man i dag.
Bin Laden har været en Guds gave til amerikansk udenrigspolitik. Og det er ikke tilfældigt, at al Qaeda-spøgelset nu også hives frem i forbindelse med den ideologiske oprustning til krigen mod Iraq.

Verdens befolkning hopper ikke på den længere, Bush! Vi kender og genkender jer - omsider!