Det er måske meget godt, at det netop er litteraturprisen, som professor Bent Jensen har fået af Weekendavisen for sine skriverier, herunder ikke mindst den meget omtalte ´Gulag og Glemsel´.
af Mikael Hertoft, København
For ligger der ikke heri, at det som professoren har skrevet snarere er et stykke fiktion, snarere end en saglig, endsige videnskabelig, historieskrivning?
I hvert fald må man konstatere at professorens egen glemsel er bemærkelsesværdig. Hele pointen i hans bog, er jo at venstrefløjen glemte at forholde sig til Stalintidens terror og fortiede denne, og at hele venstrefløjen dermed reelt var stalinistiske medløbere. Derfor virker det helt uredeligt, når Bent Jensen glemmer at forholde sig til den store mængde kritiske litteratur som venstreorienterede publicerede. En del af dette var meget centrale kildeskrifter som bidrog til at venstrefløjen og i øvrigt alle der ønskede besked, var ganske velorienterede om stalinismens forbrydelser.
En af de mest kendte bøger om dette emne er Victor Serges 'En revolutionærs erindringer', publiceret på det venstreorienterede 'Politisk Revy' først i halvfjerdserne. I disse erindringer er der blandt andet omfattende skildringer indefra set af de sovjetiske fangelejre, hvor Victor Serge sad i adskillige år. Men dette skrift er ikke omtalt i Bent Jensens bog.
Kaj Moltke, der som kommunist arbejdede for Komintern i Moskva i trediverne får en yderst hård kritik af Bent Jensen: Som en mand DKP 'kunne stole på altid ville skrive, som han skulle ifølge Stalins generallinje'. Også andre steder i bogen kritiseres Kaj Molkte for sin stalinisme.
Men Bent Jensen finder det ikke værd at nævne - hverken i bogen eller i litteraturlisten, at Kaj Moltke skrev to meget kritiske og oplysende bøger med erindringer fra Moskva og refleksion fra tiden derovre. Kaj Moltkes to bøger 'Stalins Gengangere' fra 1970 og 'Mordet på Komintern' var et blandt flere vigtige vidnesbyrd fra venstrefløjens side om masseudryddelser og politisk undertrykkelse i Stalins Sovjetunionen.
De er også et eksempel på at en kommunist som i begyndelsen antog en ukritisk holdning i hvert fald overfor offentligheden, blev klogere og gjorde sig store anstrengelser både for at forstå hvad der skete i Sovjetunionen og at informere om det.
Et tredje eksempel er 'De døde vender tilbage' af den tyske læge Joseph Scholmer, som er erindringer fra et ophold i 1947-54 i en af de mest forfærdelige dele af Gulag, Nemlig Vorkuta i det nordvestlige Rusland, hvor store lejre blev grundlagt i polarklimaet, for at bryde kul, og hvor tusinder døde. Denne bog, der kom på Danske Bogsamleres bogklub i 1957 kan man heller ikke finde omtalt i Bent Jensens bog. Det var måske fordi han var kommunist fra 1933 - 48 og derved ikke passer ind i Bent Jensens falske billede af størstedelen af venstrefløjen i det tyvende århundrede, som ukritisk mod Stalin.
Mikael Hertoft er cand. mag. i russisk og øststatskundskab.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278