Det er ikke svært at blive enig med Per Clausen om cirka 90 procent af hans indlæg den 4. februar i Dagbladet Arbejderen.

af Finn Hermann, DKP
Alligevel står nogle spørgsmål tilbage:
1) Hvor kom 'det lille privilegerede mindretal' i de socialistiske eller 'socialistiske' lande fra?
Nogle kom fra de embedslag fra de tidligere regimer som de unge socialistiske stater valgte/så sig nødsaget til at støtte sig til for at kunne overtage statsapparatet. Deres betydning for dannelsen af en privilegeret elite har nok været ganske væsentlig.
Andre kom fra de hidtil underkuede og udstødte i by og på land, som så revolutionen som en chance til at gøre op med fjenderne. Kulakkernes naboer, for eksempel.
Atter andre kom fra de overbeviste kommunisters skare, der anså det for nødvendigt at befæste 'proletariatets diktatur' med alle midler og som blev grebet af magtfuldkommenhed.
Hvad er/var det i Marx, Engels, Lenins tanker der kunne tolkes som en legitimering af vold og undertrykkelse?
2) Pers udtryk 'typer som Stalin' antyder, at han tillægger diktatorer en bestemt psyke på tværs af politiske systemer. Det tror jeg er en alvorlig misforståelse. Vi kan ikke løsrive analysen af diktatorers opståen i kommunismens navn fra klassekampens udvikling i konkrete samfund.
3) Jeg vil gerne medgive at Nordkorea, Kina, Sovjet og andre ikke er udviklede socialistiske demokratier, men de har/har haft træk af socialismen. Derfor må vi beskæftige os med dem. Og efter min mening komme i kritisk dialog med dem.
4) 'Socialisme er uforenelig med undertrykkelse af menneskerettighederne og demokratiet', skriver Per. Som om 'menneskerettighederne' var et over alting svævende, ophøjet begreb frigjort fra de vilkår kampen for disse menneskerettigheder foregår under.
Vi skal vel ikke placere Enhedslisten et sted mellem et borgerligt etisk retfærdighedsparti og et revolutionært klassekampsparti. Per slutter sit indlæg: 'Socialisme og diktatur er uforenelige størrelser' Skal det forstås sådan, at 'proletariatets diktatur' simpelthen ikke har noget med socialisme at gøre?
- Eller burde vi ikke snarere indrømme, at eftersom 'alle hidtidige samfunds historie er klassekampens historie', rummer også socialismens historie grusomme elementer, som vi dog ikke kan fritage os fra at tage med og lære af? Hvis vi vil fastholde, at 'kun frihed og demokrati (kan) sikre, at magten ikke falder i hænderne på et nyt samfundslag, der tilraner sig økonomiske privilegier på befolkningens bekostning', som Per så rigtigt skriver.