EU er i sin grundlæggende karakter den europæiske monopolkapitals overenskomst om at organisere reaktionen, er en politisk forretningsaftale som udelukker folkelig deltagelse og demokratisk indsigt.

af Anders Carlsson, formand for KPML(r)
Der siges ofte at Sverige er unikt i denne henseende, at den svenske EU-modstand ikke har noget sidestykke i andre EU-lande, muligvis med Danmark som en undtagelse. Det er en sandhed med modifikation.
Det er sandt, at EU i de fleste andre EU-lande ikke lige så tydeligt er koblet til det nyliberale systemskifte, ganske enkelt fordi disse lande var medlemmer af EU længe inden det nyliberale systemskifte blev indledt.
Det er også sandt, at EU-spørgsmålet ikke har været lige så brændende i andre EU-lande som i Sverige, igen med Danmark som en undtagelse.
EU er noget som er foregået hinsides den folkelige bevidsthed, indenfor en elite i samfundets øverste lag, noget der ikke skal tages stilling til og noget som heller ikke bliver udsat for folkets dom.
Men det er ikke sandt, at den sande EU-modstand i Sverige står over for en slags grundlæggende EU-positivisme i andre EU-lande.
Ifølge det eurobarometer, der blev offentliggjort i efteråret 2000, mener kun 50 procent af EU-borgerne, at deres landes medlemskab af EU er en god ting.
Svenskerne hører til de mest negative, kun 34 procent finder EU godt. Men briterne er endnu mere negative med kun 28 procent EU-positive.

Arbejdere er mest imod EU
I alle EU-lande har modstanden klare klassemæssige træk - arbejdere er mod EU mens den højere middelklasse er for. Svenske arbejdere er de mest negative, kun 18 procent synes at EU er godt.
Men klassepolariseringen er faktisk størst i 'kernelandet' Belgien, hvor 42 procent positive arbejdere står over for hele 73 procent positive i den højere middelklasse.
I så godt som alle EU-lande er kvinder også mere negative end mænd, ifølge Maria Oskarsson ved det statsvidenskabelige institut ved Göteborgs Universitet. Hun karakteriserer ud fra sin forskning EU som 'et mandligt mellemklasseprojekt' (Göteborgs-Posten 30-3, 2001).
Det vigtige er, at dette punkterer forsøgene på at fremstille EU-modstanden som nationalt indskrænket. EU-modstanden er klassemæssig, udspringer af den voksende forståelse af, at EU repræsenterer en arbejderfjendsk politik.
Endnu har denne forståelse ikke fået en konsekvent revolutionær formulering i EU som helhed, men i takt med at modstanden vokser og klassepolariseringen øges, lærer den nok snart at formulere sig.
En ting er klart: en revolutionær politik udelukker den velfriserede venstrefløjs illusoriske reformisme.
EU er i sin grundlæggende karakter den europæiske monopolkapitals overenskomst om at organisere reaktionen, er en politisk forretningsaftale som udelukker folkelig deltagelse og demokratisk indsigt.

EU kan ikke reformeres
Vist kan EU forandres, sådan som EU hele tiden forandres - men aldrig i progressiv retning, aldrig til noget andet end det værktøj for reaktionen, som er aftalens hele sjæl og grundlag.
EU-reformismen går reaktionens ærinde, bidrager til at hylle et helt igennem folkefjendsk projekt ind i et falsk slør.
En revolutionær politik forudsætter EU-modstand, forudsætter en strategi for EU's opløsning, en strategi for at befri Europas arbejdere fra den organiserede reaktion, som EU udgør.
Hvordan skal det gå til? Den vildtvoksede venstrefløj foreslår som sagt fælles europæisk arbejderrevolution og et socialistisk Europa som en strategisk løsning.
Det lyder storslået og revolutionært men er bare fraser i det virkelige liv; har intet med klassekampssituationen i Europa at gøre, men er tværtimod kun et forsøg på at presse klassekampen ind i en fantasifuld skrivebordskonstruktion, uden hensyn til arbejderklassens faktiske stilling i EU som helhed og i forskellige EU-lande.
EU har ingenlunde ophævet den historiske kategori, som nationen udgør. Tyskerne er stadig tyskere, franskmændene er franskmænd og svenskerne svenskere, med alt hvad det indebærer af sproglige, kulturelle og historiske forskelle.

Europæisk indentitet...
Der eksisterer ikke nogen europæisk identitet. Noget europæisk demokrati er dermed ikke muligt, for demokrati forudsætter et fælles grundlag for demokratisk debat.
Det er sandt, at den europæiske monopolkapital har indgået en alliance - mod arbejderklassen og det arbejdende folkeflertal i Europa.
Det er sandt, at monopolkapitalen har frasagt sig ethvert ansvar for nationen. Imidlertid ophæver denne abdikation ikke nationerne, men stiller kun spørgsmålet om forsvaret af national uafhængighed og demokrati på en ny måde, stiller nye klassekræfter over for opgaven 'at hæve den nationale suverænitets fane og føre den fremad'.
EU indebærer, at den europæiske monopolkapital overgiver beslutningsmagt til fælles organer, for at undergrave demokratiet og minimere den folkelige opinions mulighed for at påvirke politikken.
Men EU indebærer ikke, at monopolkapitalen opgiver sine nationale stillinger. Nationalstaterne taber i betydning, men de nationale statsapparater bibeholdes som værktøj for de herskende klassers nationale magt. Arbejderklassens kamp er stadig national i sin form.
EU udgør en organisering af reaktionen i Europa med det hovedformål at styrke den europæiske monopolkapital i kampen mod amerikanske og japanske konkurrenter om herredømmet på verdensmarkedet.
For at opnå dette gennemføres gennem EU et generalangreb mod arbejderklassens politiske, faglige og sociale rettigheder.

Ingen fælles skabeloner
Det stiller arbejderklassen over for en forsvarskamp, over for den opgave at forsvare de positioner, der blev opnået under 1900-tallets klassekamp. En klasse som ikke kan forsvare sig kan heller ikke sejre.
Ud fra disse forudsætninger findes der givetvis fælles arbejderspørgsmål i EU-Europa, fælles arbejderkrav, der skal rejses over landegrænserne.
Men det er umuligt at presse arbejderklassens kamp i forskellige EU-lande ind i en fælles skabelon, til det er forskellene for store og kapitalens angrebsvinkler for skiftende.
Hvordan skulle en fælles kamp for lønningerne føres, når en arbejder i Danmark tjener fem gange mere end en arbejder i Portugal og tyve gange mere end en arbejder i ansøgerlandet Polen?
Hvordan skulle en fælles kamp for retten til en tryg alderdom føres, når der ikke findes et eneste EU-land, der har samme pensionssystem som et andet, og hvor der findes lande, som overhovedet ikke har nogen ældreomsorg udenfor familiens ramme?
Hvordan skulle en fælles kamp mod afviklingen af den offentlige sektor føres, når den offentlige sektors størrelse og organisering ser ud på femten forskellige måder?
Arbejderklassens kamp er konkret, udgår fra konkrete situationer og giver sig udtryk i konkrete krav.

Kravene er forskellige - målet det samme
Hovedindholdet er det samme i alle lande, er i EU-Europa at forsvare arbejderklassens rettigheder og opnåede positioner mod den organiserede reaktions offensiv.
Men formen, kravenes konkrete formulering, er nødvendigvis national, udgår nødvendigvis fra den konkrete situation og styrkeforholdet mellem klasserne i de respektive lande.
I Sverige er det en vigtigt for arbejderklassen at forsvare alliancefrihed og neutralitet. Som fælles EU-krav er det umuligt.
I Danmark, Storbritannien og Sverige udgør et nej til ØMU'en et centralt omdrejningpunkt for modstanden.
I de lande der allerede er med i ØMU'en foregår kampen anderledes. I Tyskland vender en bred arbejderopinion sig mod den planlagte EU-udvidelse og den sociale dumpning som uvægerligt vil følge i dens spor. I Irland er dette spørgsmål ikke særlig varmt, af naturlige årsager.
Kort sagt: maksimal styrke i kampen mod EU opnås ikke gennem konstruerede programmer på EU-niveau men gennem kamp omkring de spørgsmål, som er mobiliserende i de respektive lande.
Det har ikke noget med national indskrænkethed at gøre men går bare ud fra det enkle faktum, at nationale uligheder og kapitalismens ujævne udvikling skaber forskellige kampforudsætninger i forskellige lande.

EU's indre modsætninger
Man skal ikke spå om fremtiden, men et godt gæt vil være, at EU ikke kommer til at falde fra hinanden i et enkelt fælles slag. EU vil falde fra hinanden ved indre modsætninger.
Man skal huske, at EU i sig selv udgør et ømtåleligt kompromis mellem forskellige typer monopolkapital, hvor enhver forandring i magtbalancen, både mellem de forskellige typer monopolkapital og mellem klasserne i de forskellige EU-lande, udgør en trussel mod kompromiset.
Hvad vil der for eksempel ske, hvis og når de franske småbønder uundgåeligt mister størsteparten af deres landbrugsstøtte i forbindelse med en EU-udvidelse?
Kan Frankrig tåle det oprør, som dette vil føre til? Kan EU på den anden side tåle et fransk nej til en udvidelse? Eller franske krav om dramatisk øgede medlemsbidrag for at bevare støtten? Dette blot for at nævne én af alle de modsætninger, der findes indbygget i EU-konstruktionen.
Med en lettere omskrivning af Lenins analyse af imperialismen kan man sige, at EU-lænken brydes ved sit svageste led.
Tilbage er så, hvilket led der er det svageste, men det er arbejderklassens opgave, dens internationale pligt, at gøre hvad den kan for at forvandle netop sine lande til det svageste led.
Om bruddet så vil ske i Tyskland, Frankrig, Danmark eller Sverige er mindre interessant. Opgaven at skabe det svageste led, at forårsage bruddet, er den samme, er fælles, er international i sit indhold om end ikke i sin form.

Sverige ud af EU
I Sverige udgør kravet om 'Sverige ud af EU' den samlende og brede modstandsparole. Den brede folkelige støtte til dette krav gør Sverige til et af EU-lænkens svageste led.
Det kan godt være at Sverige kun er lidt og for EU mindre betydningsfuldt, et led i EU-lænkens ende, men alligevel vil en svensk udtrædelse af EU få store konsekvenser for EU som helhed og ikke mindst for kampen mod EU i andre EU-lande, præcis som Danmarks nej til ØMU'en fik store konsekvenser for ØMU-modstanden i Sverige.
At styrke kampen for en svensk udtrædelse af EU er derfor det vigtigste bidrag, den svenske arbejderklasse kan tilføre den internationale kamp mod EU.