Det er den sværeste og mest omfangsrige overenskomst, jeg har været med til at stemme om.
af Per Andersen, Bestyrelsesmedlem i Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet, NNF, i Horsens.
Overenskomsten har både gode og dårlige sider. Jeg havde ikke forventet, at det gik så hurtigt med at få den i hus, så dér må jeg sige til vores forhandlere: ”Godt gået”.
Men nu er vi jo også kommet ind under nogle andre arbejdsgivere. Førhen var overenskomsterne dikteret af de danske slagterier, der var ligeglade med alt og alle. Dansk Industri, DI, derimod, tror jeg, har et andet menneskesyn.
Det gode
Jeg vil gerne starte med det gode ved denne overenskomst.
1. Vi har fået to fridage mere, og så er det med fuld løn på alle seks dage. Dét er skide godt. Det trænger vi også til, med det tempo vi lægger for dagen.
2. Vi får fuld løn, når vi kommer til skade på arbejdspladsen. Det har vi haft med hver eneste gang, vi har været til forhandlinger. Før mistede vi cirka 40-50 kroner pr. time, når vi kom til skade.
3. Vi får ti kroner mere i timen, når vi går på uddannelse. Jeg føler, det er vigtigt i vores branche, da vi står overfor nye udfordringer.
4. Når vi får ny teknologi ind på vores fabrikker, så er det os, der skal have jobbene. Det er da noget, der rykker.
5. Vi har lavet en aftale om det rummelige arbejdsmarked. Nu får vi muligheden for at tage hensyn til vores ældre medarbejdere, der er slidt op eller ikke kan mere efter mange år på slagteriet. Det har vi virkelig trængt til. Jeg ved godt, at det kommer til at tage tid, men jeg tror, det kommer.
Det dårlige
Men så er der heller ikke mere ros til denne overenskomst.
Der er meget nytænkning over den, og jeg synes, nytænkning er fint, men her er man gået for langt.
Alt det med valgfrihed er sgu noget pop og liberalt pis, som ingen plads har i en solidarisk fagforening. Jeg vil gerne ha' lov til at sige: - I den tid, hvor vi har været til, har vi altid holdt på fællesskaber og de solidariske holdninger. Kom ikke her og lav om på dem.
Om nogle år vil vi se, at vi har været med til at gøre en forskel på folk, når de har valgt penge og fridage frem for pension. Så tror jeg, at vi får nogle mennesker, der halter bagefter og bliver fattigere i forhold til andre. Det er jo altid sådan, at når man er ung, så vælger man penge frem for det andet. Men det er selvfølgelig også det, der er meningen,
DI siger, at der er cirka 2,70 procent på frit valg hylden, at vi har fået seks dage, som vi kan vælge om vi vil have penge for, sætte over til pension, eller holde fri for. Men nu er det sådan, at vi havde de fire dage i forvejen, så 2,70 procent passer ikke helt.
Når I har taget noget af det, som vi havde i forvejen og gjort valgfrit, hvad så med næste gang? Bliver det så vores pension, hvor I tager to procent af og lægger den ud til valgfrihed?
Hvis det ikke er at udhule vores overenskomst, så ved jeg ikke hvad det er.
I år fik vi kun 0,3 på pension. Det er da meget godt, når vi nu ved, at alle der er ansat i forbundet, får 12 procent. Det er sikkert, at der på næste konges vil bliver stillet forslag om, at vores forhandler skal gå ned i procent.
Så er der lige det med den etårige overenskomst. Det betyder, at det er sidste gang, at vi får lov til stemme alene. Næste gang er vi under det store område, og dem der siger, at det ikke passer, er nogle fjolser. Efter min mening er vi er på vej over i SiD. Det er o.k. fra min side, men vi skal bare til at have fart på, inden De giver det hele frit.
Per Andersen, 42 år, slagteriarbejder på Danish Crown i Horsens.
Bestyrelsesmedlem i Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet, NNF, i Horsens.
Byrådsmedlem for Socialdemokratiet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278