Kommunismens sorte bog udkom i Frankrig i 1997 og er oversat til dansk. Den har fået meget stor betydning for antikommunismen i hele vores del af verden.

af Kjeld Stenum
Hvem har skylden for de menneskelige katastrofer, som følger af revolutioner?
Der er forskellige måder at svare på, en del af svarene er uforenelige.
Det almindeligste er, at man på forhånd har sin sympati solidt plantet på den ene eller den anden parts side, og så placerer man unuanceret ansvaret for blodsudgydelserne hos den modsatte part.
Den konservative filosof Edmund Burke mente således, at ansvaret for den borgerlige franske revolutions blodsudgydelser ensidigt skulle lægges på de revolutionære, og at deres humanitære hensigter kunne være nået hurtigere og med langt færre lidelser med fredelige reformer.
Omvendt er der i revolutionsromantiske kredse nogen, der forsvarer synspunkter i retning af, at man er befriet for humanitært ansvar, fordi man repræsenterer det historiske fremskridt. Ansvaret for humanitære katastrofer hviler efter dette synspunkt udelukkende på den part, som trodser det historiske fremskridt - som revolutionsromantikeren så selv har patent på at definere.

Begge disse måder at svare på er subjektive. Svaret afhænger af, hvilken side man på forhånd har valgt, ikke af en konkret vurdering af den sag, der er tale om. Det ville være utænkeligt både for den ærkekonservative og for revolutionsromantikeren, at der opstod sager, hvor de måtte vurdere modsat af, hvad de mente i forvejen.
Det vil være typisk, at man ensidigt udvælger facts, som bekræfter ens egen holdning, og vender det døve øre til ting, der anfægter den. Hvorimod den, der søger en objektiv bedømmelse, vil bestræbe sig på at få alle sider af sagen med, opsøge nuanceringer og problematiseringer, og forsøge at diskutere problemerne igennem til bunds.

'Kommunismens sorte bog' er en bog, der udkom i Frankrig i 1997 og nu er oversat til dansk. Den har fået meget stor betydning for antikommunismen i hele vores del af verden.
Nuværende eller tidligere venstreorienterede bliver mundlamme eller forfærdede og ved ikke, hvad de skal gøre for at angre og bekende synder, de aldrig har begået. Og moderate konservative debattører bliver frådende antikommunistiske drager ved opdagelsen af al denne kommunistiske ondskab, godt, at de aldrig har forsvaret den slags! Og nu skal utøjet rykkes op med rode!
Bogens enorme dødslister er da også rystende læsning. Jeg kan ikke give nogen kyndig vurdering af, i hvor stort omfang tallene holder vand, for bogen kommer hele jordkloden rundt, og der er tale om et uhyre omfattende materiale.
Men der er ting, som jeg har haft mulighed for at krydstjekke, især fra den russiske revolutions historie, hvor jeg har læst enkelte andre kilder fra den nyere forskning, som baserer sig på Sovjetstatens egne arkiver (Thurston, Medvedev).
Og for alt hvad jeg har haft mulighed for at krydstjekke, så holder bogens tal desværre vand.
En del af de store milliontal beror dog på skøn. Men selv hvor skønnene måtte vise sig overdrevne, og selvom nogle kilder måtte vise sig at være upålidelige, så er der næppe tvivl om, at dødstallene under borgerkrige, revolution og forsøg på socialistisk opbygning de seneste hundrede år har været enorme.
Og diskussionen om placeringen af ansvaret for katastroferne er uhyre væsentlig.

Men er det en nuanceret, alsidig og tilbundsgående diskussion om dette ansvars placering, bogen tilstræber? Jeg er bange for, det ikke er.
Alene indfaldsvinklen: at slå alle revolutionære rørelser i sidste århundrede sammen under én hat og konstruere ét sammenhængende, verdensomspændende system, - leninistisk kommunisme - der er ansvarligt for de forskelligste tragedier og forbrydelser, forekommer mig at være suspekt.
Det kan være sandt, at den russiske revolution på godt og ondt fik rollen som model for mange revolutioner over hele kloden, fordi det var den første, som så ud til at lykkes.
Efter min opfattelse vil det også være berettiget at kritisere mange kommunistpartier for for slavisk at kopiere den russiske model og bedrive for lidt selvstændig analyse. Men det store sammenhængende verdenssystem, som er ansvarligt for omkring hundrede millioner menneskers død, det findes ikke.
Bag hver eneste politiske beslutning, som eftertiden har dømt som forbrydelse, har der stået levende mennesker. De og ikke et dæmonisk system havde ansvaret. Nogen gange var beslutningerne måske fatale. Til andre tider kunne de måske ikke have været anderledes.

For det er ikke kun de revolutionære, der har ansvaret for blodsudgydelserne i revolutionære situationer. Også det at undlade revolutioner leder til blod.
Tyskland havde aldrig en borgerlig revolution, og det er let at se en direkte linje fra det manglende opgør med junkervældet til nazismen. Er dette ikke en overvejelse værd?
Allendes Chile er et velkendt eksempel på, at det at afstå fra revolutionær vold langtfra er en sikker vej til at undgå blodsudgydelser.
Endelig kan man spørge: er det de revolutionære ledere, der vælger revolutionerne? Er det ikke mere korrekt at beskrive tingene sådan, at revolutionære ledere påtager sig ansvaret for at føre allerede udbrudte revolutionære opstande til sejr, og at det ikke er godt at vide, hvilke blodsudgydelser tingene kunne være endt i, hvis ingen havde påtaget sig dette ansvar? Allerede samtidig med den russiske revolution så man for eksempel i Finland et eksempel på, at kontrarevolutionære interventionshære sjældent tøver med at drukne for løst organiserede revolutioner i blod.

Sådanne nuanceringer kender bogen ikke. Det er symptomatisk, at i omtalen af den russiske revolution 'mangler' omtalen af entente-magterne England, Frankrig, USA og Japans hære, som intervenerede i 1918 og var væsentligt medvirkende til borgerkrigens udbrud.
I omtalen af sandinisternes Nicaragua (som man uheldigvis næsten ikke kan finde nogen forbrydelser at bebrejde) 'mangler' omtalen af USA's indblanding - en indblanding, som USA blev dømt til at høre op med af den internationale domstol, og som ifølge Noam Chomsky kostede titusinder af mennesker livet.
Og man kunne nævne mange eksempler.
De internationale sammenhænge nedtones eller undlades konsekvent, og katastrofer og vold vurderes udelukkende på indenrigspolitisk eller endnu snævrere baggrund.

Formål: Volden skal gøres til noget, der udgår fra 'systemet' selv, noget, der viser kommunismens dæmoniske karakter.

I næste skærveknuser skal jeg med den russiske revolution som eksempel give en antydning af, hvordan jeg mener, man med denne indfaldsvinkel går helt galt i
byen.