To næsten identiske historiske forløb afslører, at USA og Vesteuropa frygter for konsekvenserne af deres egen politik i Irak. De har for anden gang begået en historisk fejltagelse. Læs selv!

Hanne Mouritsen, Værløse
Scenarie 1:
Første Verdenskrig udløstes, fordi især Tyskland troede en begrænset europæisk krig var uundgåelig. Den sluttede i 1918, og Tyskland blev taberen. Sejrherrernes straf lå i fredsbetingelserne, der krævede, at Tyskland nedrustede totalt, afleverede alle våben, og ikke oprustede igen. De skulle også betale enorme summer i krigsskadeserstatninger til de skadelidte lande, og udlevere store dele af landets økonomiske værdier (kulminer, handelsskibe, fiskerflåde, kvæg, jernbanemateriel og så videre) til sejrherrerne. Høje toldmure og direkte modstand mod samhandel med Tyskland betød, at tyskerne endte med en vanvittig stor inflation og i den dybeste armod.
Resultatet kender vi. Hitler kom til magten og oprustede i det skjulte, trods forbudet. Og det tyske folk støttede ham, da han syntes at være den eneste (stærke mand), der kunne føre Tyskland ud af det umenneskelige armod, som straffen havde sat dem i. Det endte med Anden Verdenskrig..

Scenarie 2:
Især siden 11. september har USA argumenteret for, at en begrænset krig mod Irak er uundgåelig. I 1991 invaderede Irak med held Kuwait. For at befri Kuwait angreb USA Irak i Golfkrigen i 1991. Irak tabte krigen, og FN straffede bagefter Irak med at kræve total nedrustning, forbud mod at eje og producere masseødelæggelsesvåben, samt indførte meget stramme handelssanktioner, der har resulteret i, at millioner af irakiske borgere lever i dyb armod uden de nødvendigste dagligvarer og livsvigtig medicin.

Konklusion:
De to næsten ens historiske forløb fortæller tydeligt, at USA og Vesteuropa har to grunde til at ønske en krig mod Irak. Den ene er at få kontrollen over olien i Irak og dermed resten af området. Den anden - og lige så vigtige grund er at i årerne efter Golfkrigen, har USA med jævne mellemrum provokeret Irak med bombninger, har indført 'flyveforbudszoner', og har forsøgt at oppiske en stemning af frygt og had mod Irak i hele verden gennem en mere end villig verdenspresse.
USA - og dets lille hjælper, Vesteuropa, er klar over - og frygter, at deres egen tyranniske politik mod Irak på et tidspunkt skal give en aggressiv reaktion - at Saddam Hussein opruster i det skjulte. De ved også, at den stærkt frustrerede irakiske befolkning vil stå bag Saddam Hussein (den stærke mand), for de har større grund til at frygte og hade USA og de vestlige magter end deres egen diktator. Det er jo ikke ham, der fremtvinger sult og fattigdommen. At vente på en reaktion har givet USA og Vesteuropa paranoia, hvorfor de nu mener sig tvunget til at indlede en 'forebyggende' krig.
Historien selv burde have forhindret den form for provokation og straf mod et land, og det viser igen, at vi har at gøre med et USA, der selv ejer kolossale mængder af masseødelæggelsesvåben, der med jævne mellemrum anvendes i 'fredens navn', alt mens de optræder totalt hensynsløst ud fra deres egne egoistiske økonomiske interesser.
Vi har et FN, der misbruges til økonomisk imperialisme i 'fredens navn' og et EU, der påstås at være opbygget i verdensfredens navn, men som reelt fungerer som et logrende vedhæng til USA's egotrip. De forsøger at opruste i takt med, at USA's tomme retorik når ud i de mere end villige medier. Det er herligt at sidde med ved bordet i fredens navn, ikke?
Mit eneste spørgsmål er: Hvem er egentlig skurken her?