Vores målsætningen må være at fortsætte det nære samarbejde mellem selvstændige stater uden for EU

af Henrik Skrak, medlem af landsledelsen i Folkerörelsen Nej til EU i Sverige

Vores målsætningen må være at fortsætte det nære samarbejde mellem selvstændige stater uden for EU
Statsmagten i vores land har endelig givet os en dato for afstemningen om ØMU'en. Det bliver den 14. september, lige efter sommeren, så valgkampen bliver kort men intensiv.
Som sædvanligt er staten gavmild. Den deler 120 millioner ud i kampagnebidrag. 30 millioner går til partierne i parlamentet, 42 går til organisationer på ja-siden og 48 millioner til organisationer på nej-siden. Problemet er at pengene til partier hovedsageligt går til ja-siden.
Men der er også en anden sag der spiller ind, og det er de ikke-statslige bidrag. I 1994, da Sverige stemte ja til EU, spenderede nej-siden 50 millioner på kampagne og ja-siden brugte én milliard! Det bliver ikke anderledes denne gang.
Når det gælder de økonomiske argumenter mod ØMU'en, har vi en statslig udredning til vores rådighed, Calmfors-rapporten. Her kan vi læse hvad magthaverne vil gøre den dag Sverige får en økonomisk krise og ikke længere kan devaluere valutaen: Lønnedgang og en svækkelse af de faglige rettigheder.
Calmfors og hans professorkolleger sagde at vi på sigt skulle tilslutte os ØMU'en. Og hvilke argument brugte de så? Ja, gæt tre gange, freden naturligvis! Og netop nu i denne krigeriske tid, er der mange som bruger fredsagumentet. Man ser et militært stærkt EU, 'solidarisk med den 3. verden', som et alternativ til det aggressive USA. Og Tyskland kan jo, gennem Gerhard Schröder, virke fredselskende i dag. Fint nok. Men lad os ikke glemme historien.
I 1991, da det hed EF, og Jugoslavien begyndte at splittes, samledes udenrigsministrene fra alle 12 lande til et uformelt møde. Tyskland krævede en hurtig anerkendelse af Kroatien og Slovenien, men de andre 11 lande modsatte sig disse krav.
Et halvt år senere fik Tyskland de andre 11 lande med sig. Selv Sverige anerkendte Kroatien og Slovenien. Da Kroatien og Slovenien brød ud af Jugoslavien, rykkede USA tøjlerne ud af hænderne på Tyskland og begyndte at agere for bosnisk selvstændighed: Krigen kørte og udmundede sig i Daytonaftalen i 1995, en triumf for USA.
Hvad er alternativet til EU-medlemskabet for vore nordiske lande. Selv tror jeg ikke på en nordisk union, fordi Danmark og Norge er medlem af NATO. For så ville Sverige miste sin troværdighed som neutral nation. Men vores neutralitet forhindre os jo ikke i at samarbejde. Vores målsætningen må være at fortsætte det nære samarbejde mellem selvstændige stater uden for EU.