Ordet frihed har umiddelbart en positiv klang, men hvad ligger der egentlig i ordet, når det bruges af Fogh Rasmussen og andre såkaldt liberale politikere? De siger jo knap nok en sætning uden, at ordet indgår.
Jens Hammer, tillidsrepræsentant for kartonnagearbejderne på Smurfit Neopac i Randers, medlem af afdelingsbestyrelsen i SiD / Grafisk Randers/Århus afdeling.
På arbejdsmarkedsområdet har Venstre ligefrem præsenteret en hel frihedspakke. Heri blandt andet deltidsloven. Den gav arbejdsgiverne frihed til at sætte de ansatte ned i arbejdstid. Om de ansatte så kan leve af den reducerede løn, er et privat problem. De kan jo også frit vælge at stille sig op i arbejdsløshedskøen. I øvrigt griber deltidslovgivningen direkte ind i aftaler, der frivilligt er indgået af arbejdsmarkedets parter.
Så var der loven om tværfaglige a-kasser. I første omgang et forsøg på at splitte lønmodtagerne. På sigt er målet at fjerne a-kasserne fra fagbevægelsen. A-kassernes tilknytning til fagforeningerne har helt sikkert medvirket til den høje organisationsprocent i landet.
Eksklusivaftaler
Næste skridt er det planlagte angreb på retten til frivilligt at indgå aftaler med eksklusivbestemmelser mellem arbejdsgivereorganisationer, selvstændige arbejdsgivere og fagforbundene. Eksklusivaftaler har vist sig at være et effektivt middel til at opnå ordnede forhold for mange lønmodtagere.
Aftalerne har gjort det muligt at regulere dele af arbejdsmarkedet, der har været præget af helt urimelige arbejdsforhold. Områder der notorisk har været kendetegnet ved underbetaling, manglende overtidsbetaling, overtrædelse af ferieloven, overtrædelser af arbejdsmiljølovens hviletidsbestemmelser og arbejdsmiljølovgivningen i øvrigt. For ikke at tale om de mere ekstreme krav fra arbejdsgivere om at acceptere sort arbejde.
Retten til organisering
Det er for nyligt slået fast i LO's undersøgelse, at der er en klar sammenhæng mellem det at være fagligt organiseret og lønniveauet. De uorganiserede lønmodtagere er både de lavest lønnede og sakker bagud i forhold til andre grupper på arbejdsmarkedet.
Den meget lave organisationsprocent, for eksempel hos kassedamerne i Dansk Supermarkeds butikker, og det deraf følgende lave lønniveau, viser sig også på en anden måde, nemlig i supermarkedskædens milliardoverskud.
Det er spørgsmålet, om angrebet på retten til at kæmpe for organisering på arbejdsmarkedet er opstået frit i de liberale hjerner, eller om det er påvirket af kæmpeoverskuddet fra A.P. Møller, der tilfældigvis ejer Dansk Supermarked. Det er vel ikke nødvendigt at nævne, at lovforslaget om forbud mod eksklusivbestemmelser kun er rettet mod lønmodtagerne. Den meget udbredte brug af disse bestemmelser hos Venstres kernevælgere i liberale erhverv bliver naturligvis ikke berørt.
Blot nogle eksempler på hykleriet i det liberale parti. De hylder de frie markedskræfter, men hvis lønmodtagerne gennem sammenhold bliver en magtfaktor på arbejdsmarkedet, så er det slut med friheden.
Jens Hammer, 49 år. Har i en række år været tillidsrepræsentant for kartonnagearbejderne på Smurfit Neopac i Randers. Er desuden medlem af afdelingsbestyrelsen i SiD / Grafisk Randers/Århus afdeling.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278