Skærveknuseren handler i disse uger om Kommunismens sorte bog, et nyere fransk antikommunistisk værk, der anklager kommunister verden over for at være ansvarlige for omkring hundrede millioner menneskers død, heraf de russiske kommunister for omkring 20 millioner.

af Kjeld Stenum
Bogen skaber et hysterisk diskussionsklima, derfor er det væsentligt, at den ikke forbigås i tavshed. Sidst omtalte jeg bogens generelle indfaldsvinkel til sit emne, denne gang skal jeg koncentrere mig om dens behandling af den russiske revolution.

To virkeligt skelsættende katastrofer, som kostede millioner af menneskeliv under den russiske revolution, var hungerkatastroferne i begyndelsen af tyverne og i 1932-33.
Bogen vurderer, at den første kostede omkring fem millioner mennesker livet, og den anden omkring seks millioner, og den giver udelukkende bolsjevikkerne ansvaret for begge disse katastrofer. Men er dette sagligt?

Hungerkatastrofen i begyndelsen af tyverne blev afslutningen på fire års borgerkrig. Men hverken revolutionen eller borgerkrigen var noget, bolsjevikkerne valgte. Det, de gjorde i oktober 1917, var at påtage sig ansvaret for dels at afslutte Ruslands deltagelse i 1. Verdenskrig, og dels føre en forlængst udbrudt revolution til sejr.
En bonderevolution havde da stået på i mere end et halvt år, og Ruslands krigsdeltagelse havde ført til omfattende opstande og deserteringer i hæren.
Bonderevolutionen i sig selv standsede kornhandelen. For at afslutte krigen måtte man yderligere afstå kornkammeret Ukraine. Allerede før borgerkrigens udbrud var byernes kornforsyning ved at blive et problem, og dette problem skærpedes voldsomt af den udenlandske intervention og den kontrarevolutionære opstand i 1918.
I den situation greb bolsjevikkerne til tvangsinddrivelser af korn hos bønderne, og gradvist skærpedes modsætningerne så meget, at hungerkatastrofen blev en kendsgerning.
Det kan diskuteres, om voldsanvendelsen under tvangsinddrivelserne kom ud af kontrol. Men havde katastrofen været til at undgå? Hvem kan pege på et alternativ til bolsjevikkernes politik? Og hvem kan vurdere, hvilke katastrofer som havde udviklet sig, om bolsjevikkerne havde undladt at påtage sig ansvaret i oktober 1917?

Den sorte bog beskriver katastrofen som logisk konsekvens af kommunistisk ideologi. Men dette er absurd. Bolsjevikkerne betegnede selv deres politik under borgerkrigen som krigskommunisme netop for at understrege undtagelsestilstanden.
Så snart borgerkrigen var slut, blev krigskommunismen afløst af den såkaldte NEP-politik (ny økonomisk politik). NEP-politikkens kerne var, at socialismen skulle bygges på en alliance mellem arbejdere og bønder.
Tvangsinddrivelserne hørte op, bønderne opmuntredes til at sælge kornet på markedet, og de fik mulighed for at akkumulere, så de kunne efterspørge industriprodukter og gennem fredelig vækst skabe grobund for mekanisering og stordrift.
Lenin mente, at NEP var nødvendig i mindst et par årtier, og at den nødvendigvis måtte ledsages af en kulturrevolution. Under NEP, som jeg mener er en af de vigtigste og mest lærerige perioder i socialismens historie, indrømmer den sorte bog, at der stort set ingen konflikter var mellem styret og befolkningen (bønderne).
Og derfor, mener forfatteren, så er der ikke noget at skrive om! Han tilføjer dog så alligevel, at årsagen til de manglende konflikter var, at bolsjevikkerne havde for travlt med at skændes med hinanden til at plage folket!

Desværre gik Lenin hen og døde. Og tilhængerne af hans politik gik hen og tabte. NEP blev afsluttet i slutningen af tyverne efter bare syv år og ikke to årtier.
Allerede i 1926 blev der truffet beslutning om at accelerere industriinvesteringerne, og tvangsinddrivelserne blev forsøgsvis genoptaget. Herefter skærpedes modsætningen mellem bønder og regering gradvist, kulminerende i massekollektiviseringskampagnen, der også blev sat igennem med tvang.
Bønderne reagerede blandt andet med masseslagtning af dyr. I 1932-33 var den uhyrlige hungerkatastrofe en realitet.
For en ordens skyld: dette er min personlige opfattelse, som næppe deles af hverken Dagbladet Arbejderen eller dens udgivere. Men jeg mener, bolsjevikkernes politik for forceret industrialisering fra slutningen af tyverne, femårsplanerne, var et fatalt fejlgreb, og jeg kan ikke se hverken udenrigspolitisk eller indenrigspolitisk retfærdiggørelse af det.

Selvom jeg giver den sorte bog ret i, at bolsjevikkernes ledere havde ansvaret for katastrofen i 1933, så er det imidlertid ikke min pointe.
Min pointe er, at for den, der ønsker at diskutere sagen konstruktivt og objektivt, så var der ikke kun ét bud på kommunistisk politik. Der var blandt andet også det alternativ, som bestod i en afbalanceret industrialisering gennem en fortsættelse af NEP og en fastholdelse af arbejder-bonde-alliancen.
Dette var ovenikøbet den politik, Lenin selv havde lagt op til.
Den sorte bog går slet ikke ind i en analyse af dette. Og det gør den ikke, fordi den ikke tilstræber en konstruktiv og objektiv diskussion, men allerede på forhånd har dømt kommunisme som et despotisk system. Og hungersnød er blot ét af det despotiske systems midler til tugtelse af sit eget folk.

Sådan som jeg ser på det, så led bolsjevikkernes socialistiske opbygning et afgørende knæk med femårsplanerne, og det viser også den efterfølgende ulykkelige udvikling i trediverne.
Jeg tror også, dette har haft en del meget sørgelige konsekvenser, ikke bare i Sovjetunionen selv, men også for en lang række kommunistiske partier rundt om i verden, der efterlignede den forfejlede politik.
De så jo op til Sovjetunionen som modellen for socialistisk opbygning, det eneste land, der havde bevist, at det kunne lade sig gøre.
Alt dette er imidlertid en anden og ganske lang diskussion, som jeg måske kan komme tilbage til en anden gang.
Det eneste, jeg her har været ude på, er at slå fast, er at vi ikke behøver at være så bange for Kommunismens Sorte Bog, at vi ikke tør tale om den. Vi skal placere ansvaret for historiske forbrydelser, men ikke gennem subjektive besværgelser af ikke-eksisterende dæmoner.
Og vi kan trøste os med, at når så omfattende en besværgelse som den sorte bog stadigvæk er nødvendig, må det være fordi kommunismen nægter at dø.