10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SF på skråplanet

SF på skråplanet

Tirsdag, 04. marts, 2003, 00:00:00

SF har lanceret sine `Visioner for Europas fremtid` og opfordrer regeringen til at tage dem med på den næste regeringskonference i Rom.

Trine Pertou Mach, cand. scient. pol.
Medlem af JuniBevægelsens ledelse og talsperson.

SF siger, at vi ikke skal lade os provokere af ordet 'forfatning', selve navnet på traktatgrundlaget. Vi skal se på indholdet, siger SF.
Så lad os se på indholdet.
I SF's verden skal EU acceptere landenes forskellige måder at finansiere velfærden på. Men forfatningsudkastet centraliserer mere magt i EU og gør socialpolitik til delt kompetence. Medlemslandene skal varetage den økonomiske politik, 'under hensyntagen til fælles interesse, og med henblik på at bidrage til Unionens mål'. Og de skal lette Unionen i dens gennemførelse af dens opgaver.
Er det et 'samarbejde mellem selvstændige stater' eller det stik modsatte?

EU i USA's spor
SF ser gerne EU som progressiv aktør på den globale scene, som modvægt til USA og mod multinationale virksomheders indflydelse.
I en tid hvor verden trues af bål og brand og USA er fløjtende ligeglad med FN og den internationale orden; hvor Blair, Fogh Rasmussen og andre magtbegejstrede højreorienterede anti-demokrater som glade julemænd støtter op om USA's ønsker, da må venstrefløjen vise alternativer.
Også jeg skuer efter dette 'noget', der kan dreje verden i en mindre faretruende retning. Men jeg ser ikke, at EU vil være væsens-forskellig, fredsfremmende, ikke-imperialistisk, eller fastholde FN's monopol på at tillade brug af militær magt. Jeg ser ikke, at EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik er bæredygtig eller brugbar til at ændre fattige menneskers vilkår. EU leverer ikke et svar på den internationale kapitals ingenmandsvælde.
Med forfatningen får EU fælles udenrigspolitik og vil fremstå som en stat udadtil i verden. Om man derfor vil stå op mod USA afgøres fortsat af dem, der holder magten. Snarere ser EU ud til at gå i samme spor: Hvis EU's hidtidige linie fra topmøder skrives ind i forfatningen, vil EU ikke være tvunget til at indhente FN-mandat før det går i aktion.

EU ændrer ikke farve
Man skal vare sig for at tro, at EU's politiske farve bliver rigtig, selvom man af et rødt hjerte poster mere magt i EU. Det flertal af regeringer, der tegner sig i horisonten med folk som Aznar, Fogh Rasmussen, Haiders venner og Berlusconi, vil næppe lade sig inspirere af SF's visionspapir.
Et demokratisk, fleksibelt og folkeligt forankret samarbejde mellem suveræne stater får vi kun på éen måde.
Ved at progressive kræfter samles på tværs af Europa i en forfatningskamp, hvor ordenes indhold har betydning!


Trine Pertou Mach, cand. scient. pol.
Medlem af JuniBevægelsens ledelse og talsperson.
Bor i København. Har arbejdet i to år for EU-Kommissionens delegation i Ægypten med civilsamfundsudvikling og menneskerettigheder. Er nu projektmedarbejder i Verdensnaturfonden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. mar. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp