For næsten tres år siden skrev Gunnar Myrdal i An American Dilemma om de amerikanske negres levevilkår og muligheder i USA.

af Henrik Okkels, Hornslet
Hans undersøgelser viste, at der var en afgrundsdyb konflikt mellem grundlæggende amerikanske idéer og værdier om demokrati og lige rettigheder - og den måde de sorte (som man vist skal kalde dem i dag) blev behandlet på.
Hans bog fik stor betydning for debatten i USA og Europa og var med at til nære den vrede og skuffelse over det amerikanske hykleri, som først fik afløb i borgerretsbevægelserne og senere var fødselshjælper for reformerne under for eksempel præsident Lyndon Johnson.
Men i dag er der et andet amerikansk dilemma, som det for ikke-amerikanere vil være naivt og næsten landsforræderisk at overse, og dette gælder for hver enkelt af os, som det burde gælde for Tony Blair, Anders Fogh Rasmussen og Silvio Berlusconi. Det handler ikke om Saddam Husseins grusomheder eller om den mellemøstlige eller centralasiatiske olie. Det drejer sig ikke om Israels cordon sanitaire - eller om de mange andre, særskilte motiver til at være for eller imod USA's selvopfattelse eller rolle i verden.

Det drejer sig om, at magt korrumperer og at absolut magt korrumperer absolut.
Dette vidste Montesquieu i 1748, og hans forestilling om magtens deling blev direkte overtaget af The Founding Fathers, da de i 1776 skrev den amerikanske forfatning. Siden da har opbygningen af checks and balances i stats- og samfundslivet været et af omdrejningspunkterne i den amerikanske selvforståelse: At magtmisbrug kun kan undgås, hvis ingen enkelt magtbase bliver for stærk.
I hvilket omfang disse mekanismer og institutioner faktisk virker, har det vist været legitimt at sætte spørgsmålstegn ved, siden præsident Eisenhower i sin afskedstale advarede om, at magtkoncentrationen i det militær-industrielle kompleks var en trussel mod demokratiet.
Men magtkontrol og konkurrerende magtbaser er ikke kun nødvendige i USA eller i Danmark; de er uundværlige også i den internationale politik.. Og det er her, udviklingen er ved at køre fuldstændig af sporet. USA har længe med voksende arrogance kunnet ignorere de traditionelle magtbalancer og er nu ved at drage konsekvensen af den manglende modstand: Den erklæret imperialistiske klike omkring præsident Bush (Rumsfeld og Wolfowitz stikker ikke noget under stolen) betegner skamløst ethvert internationalt organ som 'irrelevant', hvis det ikke kritikløst blåstempler den amerikanske politik.
Allerede præsident Reagan forhindrede, at USA betalte erstatning efter dommen i Nicaragua-skandalen i 1980'erne - og lige nu ryster alle småstatspolitikerne i bukserne, fordi de er ved at opdage, at det meste snak om et internationalt retssamfund er varm luft. For eksempel er det tydeligt, at mange politikere langt hen ad vejen vil føje USA for at undgå en yderligere svækkelse af FN - tilsyneladende uden at forstå, at FN på sigt mister enhver legitimitet, hvis for eksempel Sikkerhedsrådet bøjer sig for Bush's Al Capone-politik.

Denne situation er naturligvis dybt ulykkelig - og erkendt og forstået af begge udenrigsministrene Per Stig Møller og Joschka Fischer; den første bøjer sig som sine forgængere Munck og Scavenius, den anden spræller endnu i garnet (for et par dage siden skrev The Observer om, hvordan den amerikanske regering var ved at forberede økonomiske sanktioner mod Tyskland!).
Det britiske århundrede (fra Wienerkongressen til 1914 - hvor Storbritannien var verdens absolut dominerede magt) voksede blandt andet ud af tre hundrede år, hvor England altid allierede sig med den næststærkeste magt på det europæiske fastland - mod den stærkeste. Dette er almindelig sund fornuft: Man skal aldrig styrke den stærke, men gå imod ham for ikke selv at blive knust til sidst.
Før den lektie er forstået, vil intet ændre sig. Det åbne spørgsmål er så, om en stærk økonomi og en anstændig moral på den ene side, og ressource- og fordelingsmæssige problemer på den anden, kan føre til en ny slags modmagt, et nyt sæt af checks and balances, så USA kan blive holdt i skak. Hvis ikke, må resten af verden forberede sig på en konflikt med - måske krig mod - USA. Eller - blive føjelige vasaller i et nyt romerrige, under en ny Pax Americana.
George W. Bush er langt farligere for verden end Saddam Hussein, langt mere skræmmende end selv Nordkorea. Det véd man i Buenos Aires & São Paulo og mange andre steder. Men man véd også, hvad det koster, hvis det bliver sagt uden for avisernes spalter, for eksempel på de bonede gulve & ved de runde borde. Rapporterne om de ubeherskede vredesudbrud i Det Hvide Hus er nok ikke kun skriveøvelser fra spindoktorernes konsultationsværelser.