I den højreorienterede klike i amerikansk politik er der enighed om, at Irak kun er det første land i en lang række af Israels naboer og fjender, hvor `kampen mod det onde` skal fortsætte.

af Susanne Arends, Lønstrup
Ikke ret mange tror på hverken Bush's, Powell's og da slet ikke Rumsfeldt's diverse påstande om masseødelæggelsesvåben, der truer hele den vestlige verden, nu hvor Saddam Hussein og hans befolkning har levet under sanktioner, elendighed og - det må vi ikke glemme - konstante overflyvninger og bombardementer 'nærmest for et syns skyld' af vores allierede, USA og UK.
Så er der nogle, som siger 'olie', og det lyder også meget sandsynligt, da Irak har verdens næststørste olielagre, men hvorfor lige nu, hvor Bush havde fået resten af verden til at gå i krig mod de onde terrorister. Det er tilsyneladende ikke lige olieselskabernes kop te.
Måske er valget faldet på Irak og Hussein, fordi de billiondyre bombardementer ikke har ramt bin Laden eller andre af de skurke, man var ude efter. Som altid, når vi 'gode' går i krig mod et fattigt tredjeland, dræber vi mange, mange tusinde ved dét, vi kalder 'collateral damage' - det vil sige civile ofre - men som regel går de værste skurke fri.

Mange rundt om i verden var formentlig lige så forbavsede som undertegnede, da præsidentvalget i USA i 2000 ved en dommers afgørelse faldt ud til Bush's fordel. En mand, der stort set ingen meninger havde, som stort set ikke havde vist nogen udpræget forretningssans, som ikke kunne sige en hel sætning uden at kløjs i det og som havde en fortid som misbruger af både narkotika og alkohol.
Men måske var det netop sådan en figur, de, som har den reelle magt i USA, ønskede sig? Man kan bare tage et enkelt blik på de ministre og de rådgivere, Bush har valgt - eller rettere, som har valgt Bush. De udgår allesammen fra en meget snæver, men også meget rig og indflydelsesrig klike. Nogle af dem var også ministre i Bush senior- og/eller Reagan-regeringerne - andre blev benådet for sager som Iran-kontra skandalen umiddelbart før, Bush senior gik af.
Mange af disse personer omtales slet ikke i Danmark, selvom deres indflydelse på verdenspolitikken langt overgår Schröder og Chirac - og den mest indflydelsesrige af dem er Richard Perle - en højtstående person i de pro-israelske kredse, som igennem de sidste 40 år har haft en finger med i det nationale sikkerhedsetablissement i Washington.

I 1996 var Perle sammen med nogle andre i kredsen med til at udarbejde en politisk plan for den tidligere israelske premierminister, Netanyahu. Ifølge deres plan, 'En ny vej', skulle USA sammen med Israel sørge for regimeskifte - først og fremmest i Irak, men også Iran, Syrien og Libanon - og måske endnu videre.
Perle har i mange år arbejdet tæt sammen med viceforsvarsminister, Wolfowitz, der kæmper for total krig mod Israels fjender. Kliken har siden 1970'erne dannet en politisk gruppe, de neo-konservative, som dog først fik vind i sejlene under den tidligere Bush-regering. Lederen af deres propaganda, den allestedsnærværende Kristol, kommer fra en meget indflydelsesrig, jødisk familie, og støttes af Rupert Murdoch, Rockefeller og Rocthschild milliardærerne, og hører til den globale elite, der inviteres med til de hemmelige Bilderberg-møder hvert år. Han er valgt leder for den nye gruppe: Project for a New American Century, er redaktør på det Murdoch-finansierede magasin, The Weekly Standard. Hans far var med til at danne den neo-konservative gruppe, finansieret af CIA.
Man kan blive ved med at nævne navne, men de er alle filtret sammen i diverse, meget indflydelsesrige grupperinger med stor magt økonomisk, politisk og mediemæssigt. Ikke alle er jøder, men de har alle en meget tæt forbindelse til Israel - dog kun den ultahøjreorienterede del af regeringen Sharon. De har alle igennem mange år arbejdet på 'flytning' af palæstinenserne (fordrivelse) . De er og har alle været modstandere af ikke bare Oslo-aftalen, men enhver fredsaftale, hvor Israel skal levere den mindste modydelse.

Viceforsvarsminister Wolfowitz lægger ikke engang et diplomatisk låg på disse holdninger, mens andre - som Bush, Rumsfeld og Powell - blot undlader at nævne Israel i forbindelse med krigen. Dog går Bush (og dermed sagt: hans rådgivere) i den Nationale Sikkerheds-Strategi af november 2002 klart ind for, at der også skal ske en 'regimeveksel' hos palæstinenserne.
Mange i kliken taler om at genindføre et monarki i Irak, men denne tanke vinder ikke udbredt støtte. Til gengæld er de alle enige om, at Irak kun er det første land i en lang række af Israels naboer og fjender, hvor 'kampen mod det onde' skal fortsætte.
I Danmark tales der ikke så meget om den del af krigen mod Irak, men i de arabiske lande, som ikke umiddelbart står for angreb, er man helt klar over de planer, der rodes med i den højreorienterede del af amerikansk politik. Den arabiske Liga, hvis medlemmer bestemt ikke er de store beundrere af Hussein, støtter modstanden mod krigen, fordi de ved, at de kommer bagefter, hvis denne vanvittige plan ikke standses.
Det er utroligt, at en meget stor del af regeringerne i Vesten (herunder vor egen) bakker op bag Bush's krig, og især at medierne taler om Tyskland og Frankrig som var det dem, der var de yderliggående i den sammenhæng. Ikke mange af Vestens regeringer og deres medier taler om, hvad faldet af den første dominobrik - Irak - i den lange række vil betyde for verdensfreden og for de religiøse krige, vi selv vælger, hvis vi støtter hånddukken, Bush, og hans dukkemagere.