For Enhedslisten er det vigtigt at opbygge modstanden mod den nyliberalistiske Fogh-regering. Skal det lykkes er det nødvendigt med en forståelse af betingelserne for en sådan kamp, både historisk og aktuelt. Disse vil vi i det følgende opridse i nogle hovedpunkter.

udtalelse fra Enhedslistens årsmøde
I. En borgerlig regering kan væltes via kamp
Det er en vigtig forståelse, at en regering kan væltes via udenomsparlamentarisk kamp. Det viser erfaringerne fra Hartling-regeringen i 1974 og Schlüter i 1985, og udenlandske erfaringer understøtter det også. Ikke nødvendigvis sådan at store strejker og demonstrationer i en lige linje vil føre til regeringens direkte fald, hvilket jo er det optimale.
Men sådan at forstå, at en regering kan blokeres politisk af en bevægelses styrke som i 1974. Eller sådan at en regering påtvinges et politisk kursskifte, som det var tilfældet i 1985, hvor det også lykkedes at bremse en meget aggressiv arbejdsgiverfront. Skal vi pege på et træk ved 85-situationen i forhold til i dag, som har særlig interesse, er det at bevægelsen havde en lang og ujævn forberedelsesfase gennem OK85, som ligner 'Fagligt Ansvar' og de tilknyttede tillidsmandsringen.
En vigtig del af denne 'forberedelse' var den mobilisering, som udløstes pga. regeringens og arbejdsgivernes angreb på eksklusivaftaleretten, hvor sejren i HT-konflikten var et lysende eksempel. I 1985 havde vi en massiv fredsbevægelse, som kulminerede umiddelbart før strejkerne, og som skyldtes Natos opstilling af raketter. I dag er det en Irak-krig, der truer, og på europæisk plan kan krigsmodstanden blive meget stærk.

II. Valgets resultat
Når det lykkedes for de borgerlige at erobre regeringsmagten ved en jordskredssejr, skal årsagerne findes i flere forhold. Forhold, som ikke hænger tæt sammen, men som viser, at det ikke var en så grundlæggende reaktionær udvikling i befolkningen, som lå bag:
1. For det første gik Fogh netop ikke til valg på sin ultra-liberalisme, men nærmest på et vel-færdsprogram. Som modpol havde han et Socialdemokrati (SD) med en udhulet troværdighed på dette punkt, da det selv havde stået i spidsen for en omfattende udbuds- udliciterings- og privatiseringspolitik samt angreb på blandt andet de arbejdsløses vilkår.
2. For det andet lykkedes det Fogh at udnytte en helt rimelig kritik af formynderi, bureaukra-ti og mangel på demokrati i den offentlige sektor til at vinde opbakning bag et helt uklart krav om fornyelse.
3. Dernæst lykkedes ikke for venstrefløjen at markere nogle ordentlige både integrations- og socialpolitiske svar på fremmedfrygten og udbrede dem i fagbevægelsen, så der kunne blive sat en anden dagsorden som modpol i debatten.
4. For det tredje udspilledes valgkampen sig i den ideologisk værst tænkelige formørkelse i månederne efter 11. september.
5. Afslutningsvis skal man også huske, at når folk afgiver deres stemme, aflejrer der sig en vis loyalitet. En loyalitet, som først brydes når der opstår helt synlige konflikter mellem rege-ringens tiltag og det, som folk vil.

III. Efter et år med Fogh
Ved udgangen af 2002 var regeringen så populær som nogensinde ifølge meningsmålingerne. Ikke fordi den ikke har haft vanskeligheder og heller ikke fordi den ikke har mødt modstand. Man kan mene, at Farum-sagen burde have svækket regeringen ideologisk, at Thor Pedersen-sagen for længst skulle have ført til hans afgang og at de kommunale nedskæringer burde væ-re knyttet meget tættere til regeringens politik.
Men for at starte med det sidste afsvækkes denne virkning af andre partiers direkte involvering i de lokale nedskæringer. Mere generelt har EU-formandskabet ført til en fredning af regeringen, der har rakt langt ud over hvedebrødsdagene. Endelig skal vi ikke overvurdere Farums betydning blandt almindelige mennesker, hvor den politiske kerne har været overskygget af frådset og korruptionen. Her har Fogh jo heller ikke været uheldig med, at der også er et velkendt modsætningsforhold mellem ham og Brixtofte.
Som nævnt har der været modstand, og i betragtning af valgets resultat, formedes den overraskende hurtigt, hvilket tillidsmandsmødet 1. marts i Silkeborg var et udtryk for, og som blev fulgt op af et endnu større i oktober i Århus. Modstanden har dog hidtil antaget så spredte og sporadiske former, at den ikke alvorligt udfordrer regeringen - hvilket dog ikke mindsker dens vigtighed som de spirer, der må bygges videre på.
Den mest substantielle kamp har vi set i strejkerne mod de kommunale nedskæringer. Dels i form af de omfattende pædagog-strejker og dels ved store brugerprotester mod sygehusluk-ningerne i Århus Amt f. eks. Men også på aktionsdagen den 16. maj (mod deltidsloven) så vi strejker, bl.a. i vigtige industriområder. Endeligt er der ved at være opbygget en protesttradition i uddannelsesområdet. Disse spirer viser potentialerne den dag, hvor regeringen måske ser sig nødsaget til at angribe over en bred front. Og det kan nemt ske, hvis den økonomiske afmatning fortsætter. For med et indsnævret økonomisk råderum kan løftet om skattestoppet vise sig som et tveægget sværd.
Samlet set betyder det, at der heller ikke i den aktuelle situation er nogen grund til at opgive perspektivet om at vælte eller svække og undergrave regeringen gennem udenomsparlamentariske aktiviteter.

Internationalt set er der sket en alvorlig forringelse af menneskerettighederne, siden 11. september 2001 og 'den internationale kamp mod terrorisme'. Sammen med EUs øgede retspolitiske samarbejde betyder det at en række rettigheder for danske statsborgere, der tidligere har været gældende, nu er blevet sat ud af kraft, selv om størstedelen af befolkningen endnu ikke har opdaget det.
Den danske regering har medvirket til denne forringelse af menneskerettighederne, bl.a. gennem vedtagelse af antiterrorlovgivningen, der giver politiet øgede beføjelser og gennem en udlændingepolitik der stærkt forringer menneskerettighederne for flygtninge og asyslansøgere.
Et hårrejsende eksempel på forringelsen af menneskerettighederne er den danske statsborger, der nu i mere end et år har været ulovligt indespærret af den amerikanske regering på Guantanamo basen. Han er ikke anklaget for noget, har ikke haft lejlighed til at tale med en advokat eller forsvare sig og er indespærret under umenneskelige forhold på ubestemt tid. Den danske regering har foreløbig intet foretaget sig for at hjælpe ham, men nu vokser den folkelige opmærksomhed omkring dette, og dermed presset på regeringen. Enhedslisten ser det som sin opgave at forsvare denne danske statsborgers rettigheder ud fra devisen 'en for alle - alle for en'.
Vi rejser krav om at den danske regering skal arbejde for denne, som for alle andre borgeres retssikkerhed.

IV. SD - oppositionens store svaghed
Et særligt element i regeringens styrke er SDs lunkne rolle som opposition. Taktisk vakler partiet mellem en oppositionslinje og ønsket om at 'sætte fingeraftryk' via parlamentariske forlig.
SDs svaghed som opposition er betinget af flere forhold:
1. At der helt grundlæggende ikke er den store forskel på regeringen og SD når man skræller retorikken af (ligesom der heller ikke er mellem højre- og venstrefløjen i folketingsgruppen). Da partiet selv var ved regeringsmagten førte den selv an i det nyliberalistiske felttog (jf. Ar-riva, som jo var forberedt af den forrige regering) og i stramningerne i udlændingepolitikken. Og udenrigspolitisk lå den som Blair også helt under for amerikanske interesser.
2. At det er så kort tid siden, at SD havde regeringsmagten, at de fleste stadigt husker det, f. eks. efterlønsskandalen. Jf. Lykketofts problemer med baglandet, da han ville være formand, især blandt ældre vælgere.
3. At SDs forankring i og autoritet i arbejderklassen er svækket dramatisk. Reelt er Social-demokratiet ikke længere en del af en bred folkelig bevægelse, men et 'almindeligt' parti. Dette ændrer dog ikke noget ved at mange aktive i fagbevægelsen, boligbevægelsen stadig er medlem af eller opfatter sig som socialdemokrater - og derfor forsøger at lægge et pres på dette parti, som i nogen tilfælde kan føre til et positivt resultat.

V. Regeringsspørgsmålet
Men hvorfor så overhovedet pege på en anden regering, når oppositionen er så 'ringe'? Af flere grunde:
1. Først og fremmest fordi der umiddelbart ikke er noget andet alternativ. Enhver snak om SF eller EL som alternativ er der jo ingen, som kan tage alvorligt.
2. Dernæst fordi der faktisk også er en forskel - specielt med en regering, der baserer sig på DF.
3. Endeligt for det tredje, så vil en SD-regering, som kommer til pba. en aktiv kamp mod den nuværende udtrykke et politisk skift. Et skift, som dybest set vil afspejle et ændret styrkefor-hold ude i samfundet. Og jo stærkere denne ændring vil være, jo større tilbøjelighed vil der være til, at SD tvinges til at indtage en venstreposition.
4. Socialdemokratiet vil imidlertid strategisk gå efter at fastholde et bredt politisk samarbej-de med de borgerlige partier. Nøjagtig ligesom LO vil forsøge at fastholde et samarbejde med arbejdsgiverne.
5. Det politiske projekt for SD og LO vil i den situation være at inddæmme og udnytte den politiske bevægelse, som væltede en borgerlig regering. Kun et massivt politisk pres fra neden vil kunne forhindre, at en sådan socialdemokratisk regering igen drejer mod højre.'
6. Derfor er det en politisk opgave for en bevægelse, som formår at vælte en regering, at den også fastholder sit grundlag efter et regeringsskift, og dermed sine krav til den.
7. Dette gælder også parlamentarisk, hvor vi på ingen måde må opfattes som sikkerhedsnet for en sådan regering. Eller indgå i varige alliancer, fælles valgkampe o. lign. Vores politiske selvstændighed er afgørende, og vores loyalitet ligger hos græsrødderne og i bevægelsen. Og ikke på regerings- eller topplan.
8. Følgelig er det heller ikke den konkrete alternative regeringskonstellation eller et formelt nyt regeringsgrundlag, som er afgørende for os. Bl. a. af den indlysende grund, at vi ikke kan forudse, hvilken parlamentarisk konstellation, der vi være efter et eventuelt valg. Men vi vil naturligvis foretrække, at Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten har et flertal sammen, da det vil sætte en socialdemokratisk regering under et makismalt pres for en mere arbejdervenlig politik.

VI. Omdrejningspunkter for modstanden
De mest centrale omdrejningspunkter for modstanden vil være spørgsmål, hvor regeringen kan komme i modsætning til brede befolkningsgrupper. Og her kan regeringens helt store akilleshæl vise sig at blive det kombinerede løfte om velfærd og skattestop. Men også spørgsmål om krig og fred og EU kan give den vanskeligheder.
1. En kommende krig mod Irak har stort set ingen legitimitet i befolkningen. Og ingen kan forudse, hvilken dynamik den kan sætte i gang. Det kan måske blive en kort affære, men så meget vigtigere er det, at Enhedslisten mobiliserer af al kraft.
2. En første udløber kan blive en svækket opbakning i missilskjold-spørgsmålet, hvor der er muligheder for at sætte en kile ind. En anden endnu mere uforudsigelig er Palæstina-spørgsmålet, hvor det står meget uklart, hvilke planer Israel kan have i ly af en krig.
3. En første knast kan blive overenskomsterne i 2003 (primært funktionærer, men også slag-teriarbejdere), hvis regeringen griber ind i en konflikt. Regeringens forsøg på at sætte yderli-gere gang i udliciteringer og privatiseringer kan give regeringen store vanskeligheder, som modstanden mod Arriva og tilsvarende kampe mod andre udliciteringer har vist. Og somme-ren over kan nye kommunale budgetforlig udløse både strejkekampe og brugerprotester. OK 2004 kan også blive vigtig. Det er oplagt at venstrefløjen allerede nu går i offensiven, og f. eks. indleder en agitation for at få slået hul på 37 timers arbejdsugen. Men også på uddannel-sesområdet vil der løbende være konfliktstof, som kan give anledning til mobilisering.
4. Et usikkert spørgsmål, er om regeringen vil gøre alvor af planerne om at sælge ud af de almennyttige boliger.
5. Det er i øjeblikket usikkert, hvordan regeringen vil tackle det delikate problem med und-tagelserne og en kommende traktat-afstemning. Men der kan ikke være tvivl om, at 2004 bli-ver året, hvor det afgørende slag kommer til at stå.
VII. Kampen skal opbygges fra neden
Skal Enhedslisten spille en rolle i at opbygge modstanden mod regeringen, må vi forstå, 1. at den skal opbygges fra neden, 2. at den skal have en appel, der rækker ud over venstrefløjen, og 3. at vi i Enhedslisten samtidigt skal udvikle sin fysiske organisation udenomsparlamenta-risk. For at starte med det sidste, så viste erfaringerne fra Topmøde2002-mobiliseringen, at vi kan noget, når en tilstrækkelig stor del af organisationen satser fælles og centraliseret. Og at vi også kan holde Enhedsliste-fanen højt samtidigt med vi indgår i et fornuftigt samarbejde med andre politiske kræfter. Denne erfaring er vigtig, hvis vi skal spille en rolle i en kommende anti-krigsbevægelse, hvor vi skal sætte bredden og enheden i højsædet. Men også i analyse og propaganda fremlægge vores egen udfoldede analyse, så vi kan være tiltrækkende for nye lag af radikaliserede aktivi-ster. Også i det faglige enhedsarbejde skal vi blive meget bedre til at gå på begge ben: Politisk har vi nærmest bevidst undgået at bruge vore 'egne' faglige konferencer til forberedelse af de bredere tillidsmandsmøder. Og mht. profilering har Enhedslisten nærmest været fraværende. I teori og praksis må vi udvikle vores linie for en aktionsenhed, som politisk omfatter bredden i 'Fagligt ansvar' og storby-LOernes basis, samtidigt med at vi tydeligt fremstår med en En-hedsliste-profil, som rekrutteringsmæssigt gør os tiltrækkende for lag af uorganiserede tillids-folk og faglige aktivister. Et særligt problem for Enhedslisten, er at vi står stærkest i fagforeningsapparatet, mens vi er svage på tillidsmandsniveauet. En svaghed, som også gælder 'Fagligt Ansvar' og karakteri-serer situationen i fagbevægelsen generelt, hvor ti år med en socialdemokratisk regering har drænet det politiske engagement. En svaghed, som kun kan besvares med en styrkelse af til-lidsmandsringene som centre for aktivitet og politisk mobilisering. 'Fagligt Ansvar' og tillidsmandsringene kan umiddelbart synes svækkede efter aktionsdagen den 5. oktober, som var en fuser. Men rent faktisk er der stadigt en tilgang til disse fora, og et midlertidigt aktivitetsfald ændrer ikke ved, at det er omkring sådanne at nye faglige opsving kan tage form. Enhedslistens opgave er i den sammenhæng at arbejde for tillidsmandslagets centrale rolle.

VIII. Et politisk handlingsprogram
Krigsmodstand, et frit Palæstina og en ny EU-forfatning er vigtige spørgsmål med brod mod regeringen. Her kan vi på ret enkle paroler samle en opbakning i enkeltsagsbevægelser, som rækker langt udover Enhedslisten. Men hvor det omvendt vil kunne svække bredden, hvis disse bevægelser forsøges 'politiseret' med sociale krav. Men til politisk handlingsprogram, der peger på et troværdigt regeringsalternativ, kræves der nødvendigvis et sæt paroler med en vis indre sammenhæng, både i forhold til opbakning og målgruppe, men også teknisk og finansieringsmæssigt. Og her vil det ikke nødvendigvis være relevant at inddrage EU og andre udenrigspolitiske spørgsmål som en del af grundlaget, hvis det svækker bredden. Dette udelukker dog ikke, at man lejlighedsvist (f. eks. på store tillidsmandsmøder) kunne lave vedtagelser af denne art, hvis stemningen er til det. Det er med andre ord ikke noget sta-tisk, men må afhænge af en konkret vurdering. Det er afgørende, at vi ved udformningen af et sådant handlingsprogram ikke skeler til snævre alliancemuligheder på parlamentsplan, men fokuserer på nogle forståelige paroler med appel til den almindelige befolkning. Med andre ord en række sociale krav, som kan give opbakning i fagforeningernes basis over en bred front og finde støtte i boligforeninger, lejerorganisatio-ner, studenter- og elevbevægelser mv.
Sådanne sociale krav kunne omfatte:
1. Løn, arbejdstid, OK, Arbejdstilsyn, stress og tempo
2. Sundhedspolitiske krav
3. Udlicitering/Privatisering, demokratisering og forbedring af den offentlige sektor.
4. Tvangsaktivering/udstødning
5. Uddannelse
6. Boliger til alle / nej til udsalg af den sociale boligmasse
7. Ligestilling
8. Integration
Samt en række populære finansieringspolitiske tiltag: 9. Skatte-politiske: Multinationales skat, Nordsøolien, formueskatten 10. Fordelingspolitiske: Fradragsregler, boligfinansiering
Med andre ord: En række sociale krav med et klart klasseindhold. Krav, der som ideologisk rygrad for en bevægelse, der 'vælter' Fogh også vil forpligte en kommende SD-regering. Ikke forstået sådan, at vi kan stole på den, men sådan at det vil være med til at definere folks forventninger og skærpe agtpågivenheden i forhold til en ny regerings politik. IX.
Enhedslistens organisation
Enhedslisten er som organisation ikke stærkt rustet til denne opgave, og vi har som partiorga-nisation flere steder været fraværende i dette arbejde På den faglige område må vi gennem Fagligt Udvalg gennemføre en debat om dette blandt de aktive medlemmer, og eksempelvis bruge vores egne faglige konferencer til det. Således er det oplagt, at vi bruger dem til forberedelse af de store tillidsmandsmøder, diskuterer vores linie og selvstændige markeringer. Her er det vigtigt med de nødvendige sekretær-resourcer - også til den direkte mobilisering til disse konferencer. Dette vil gøre det lettere for afdelingerne at arbejde målrettet, hvis der kommer nogle centrale initiativer, både af politisk og organisatorisk art. Især i provinsen er det i afdelingsregi dette må ske. Men også på de ikke-faglige fronter (antikrig, Palæstina, uddannelse, bolig, generel velfærd mv.) må vi løbende overveje, hvordan vi via kombinationen af sekretær-resourcer, centrale udvalg/arbejdsgrupper og aktiviteter ude i afdelingerne kan styrke vores indsats og styrke vores organisation samtidigt.

Vedtaget på Enhedslistens årsmøde i weekenden.