Derimod vil jeg mene at krig er kulturens fjende nummer ét og militærvæsen, som den kultur jeg har arvet informerer mig om, at sidestille med slaveri

af Erik Stinus, Digter. Modtager af blandt andet kritikerprisen i 1979 og Otto Gelsted-prisen i 1995.

Kultur er det som et folk eller en gruppe af folk er fælles om. Den har at gøre med både deres materielle og åndelige liv. Den begrænser ikke men forudsætter den enkeltes vækst, udfoldelsen af enhvers evner til glæde for fællesskabet. Den giver den enkelte en følelse af at han er et led i en slægternes kæde, altså at der er et formål med det ene liv som er ham givet og at han har ret til det. Her er vi allerede ved menneskerettighederne længe før de blev skrevet ned og fik navn.
Kulturen er ikke Gud, selvom denne forveksling af begreberne ofte forekommer, den er vækstgrundlaget, og vi formes af den, men vi former den også selv, føjer nyt til den. Man er fri i sin kultur, for så vidt som man ikke behøver at forstille sig undtagen måske overfor herskeren , samfundsmagten eller en klassemagt der udmønter kulturens værdier i love eller indfører love der bryder sig fejl om værdierne. På samme måde kan et præsteskabs religiøse regler og spekulative dogmer beskære friheden.
Men i kulturen er der frihed i hvert fald i modsætning til den ufrihed og utryghed man ville føle hvis man blev omplantet til et sted eller en tilstand, hvor det fællesmenneskelige formål - at bære noget videre så langt vi nu kan - er tabt af syne. Sådanne omplantninger opleves ikke blot af mennesker der flygter over grænserne fra forfølgelse, undertrykkelse, krige og fattigdom, de finder tillige sted indenfor de enkelte landes og samfunds grænser. Omplantningen til gold jord, kulturløsheden, opleves ikke mindst af soldater der sendes i krig ligesom formentlig af krigsspillets øvrige deltagere, fra våbenfabrikkernes forskere, konstruktører og arbejdere til dem der sidder på kontorer og underskriver ordrerne. Med en udviskning af kulturen, fjernelsen af vækstgrundlaget, følger den store forstillelse. Forståelsesrammen er snævret ind, i stedet for at tale og tie sammen venter vi på og handler udfra signaler. Mislykkede forsøg på at samle hændelser, handlinger og signaler til en håndtérbar virkelighed fører til individuelle sammenbrud, undertiden massesammenbrud.
Dette er ikke et forsvar for fundamentalismerne som netop med udgangspunkt i sammenbruddet vil rekonstruere en gylden fortid minus grundsætningen at livet, også de andres, er helligt. Derimod vil jeg mene at krig er kulturens fjende nummer ét og militærvæsen, som den kultur jeg har arvet informerer mig om, at sidestille med slaveri.
En københavnsk avisredaktør trøstede for nylig sine læsere med at der jo kommer 'en dag efter krigen'. Det var hans glade søndagsbudskab, og, indrømmet straks, ordene ramte mig, min kultur har nemlig lært mig det samme, at se frem i tiden: en skønne dag er det hele, slemt eller ej, forbi. Men nogen har man behændigt sprunget over i den beregning, alle dem for hvem ingen dag skal gry. Visioner lyver næsten altid, visionen af dagen efter bombenætterne lyver grovere end de fleste.

Erik Stinus
Digter. Debuterede med 'Grænseland' i 1958 og har siden udgivet en lang række digtsamlinger, noveller og rejsebøger, senest digtsamlingen 'Blivesteder'. Modtager af blandt andet kritikerprisen i 1979 og Otto Gelsted-prisen i 1995. Erik Stinus har oversat indiske, tyrkiske og afrikanske romaner og digte til dansk. Bor på Østerbro i København. 68 år.