10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Der er noget galt.

Der er noget galt.

Torsdag, 06. marts, 2003, 00:00:00

Frit valg på alle hylder. Vi borgere skal være glade over, at vi har en regering der i den grad lovpriser hver mands ret til selv at vælge, hvad der er godt for den enkelte. Det er det der er grundsubstansen i et velfærdssamfund som det danske.

af Dorte Ørsted Petersen, København.
Forjættende vil mange sige, men hvor frit. Regeringen lancerer en politik hvor den gør sig til smagsdommer for, om for eksempel god ældrepolitik er at udlicitere dele af ældreplejen til andre aktører som konkurrent til den offentlige sektor.
Ældreplejen skal udliciteres, så udbud og efterspørgsel svarer til hvad de ældres behov er. Det er hvad regeringen kalder at give ældre indflydelse på egne vilkår. Ja, tak for kaffe siger jeg bare, når det er indlysende, at den medindflydelse sker på bekostning af effektivisering og rationalisering.
Den offentlige ældrepleje skal skæres ned til at omhandle basale ydelser såsom daglige indkøb og den fornødne pleje. Ekstra ydelser skal så kunne købes hos såkaldte andre aktører. Men hvad med de ældre der har lommesmerter og dermed ikke har råd til at købe sig til såkaldte luksusydelser. Skal de 'nøjes' med at få gjort rent og få vasket tøj engang om måneden.
Der er noget galt, når politikere gør sig til overdommere for, hvad jeg ser som en samfundsopgave. At staten har en forbandet pligt til at sikre og varetage de ældres vilkår på ordentlig vis.

Bedre bliver det ikke, når det frie valg krydres med det såkaldte frie valg over kommunegrænser indenfor daginstitutionsområdet. Af hensyn til vore små poder, vil man nu lovfæste forældres ret til at få deres børn passet i en anden kommune end den man bor i.
Som om vi forældre ikke godt ved, at den ret har vi allerede, når blot vægtige grunde taler derfor. Vi ved også godt, at mange ikke benytter sig af denne mulighed, fordi vi som forældre godt ved, at vores børn har det bedst med at være forankret i det miljø de er en del af. Børn har brug for en forudsigelig hverdag hvor tilknytningen til kammerater og de voksne de er omgivet af har stor betydning.
Børn har ikke brug for at blive kastebold i regeringens bestræbelser på at effektuere arbejdskraftens frie bevægelighed også indenfor landets egne grænser. Så kære politikere! Hvad med at kalde en skovl for en skovl, og en spade for en spade. Lovforslaget handler jo om at mobilisere og flytte arbejdskraften derhen, hvor der er behov for den.

Men heldigvis er der noget der tyder på, at danske forældre ikke sådan lige lader sig flytte på.
Jeg ved ikke om Fogh og kompagni forestiller sig os forældre som en slags landevejs rodies på evig jagt efter 'drømmejobbet'. Forældre ønsker tryghed og nærvær for deres børn. Vi forældre, inklusiv undertegnede, er meget fleksible.
Men fri mig for en regering der lovpriser det frie valg, og i stedet lænker mig udfra en diktatorisk devise om at 'vi ved bedst'.

Dorte Ørsted Petersen er medlem af DKP/ML København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. mar. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp