Fagbevægelsen skal stå som en stærk politisk kraft, men ikke være hængt op på det ene eller andet partis parlamentariske vogn.

af Søren Becher, a-kasseleder i Lager & Handel, København
Efter folketingsvalget og regeringsskiftet sidste år fik store dele af fagbevægelsen en brat opvågnen. Og der bredte sig hurtigt en klam fornemmelse af, at den tid var slut hvor 'vennerne' i regering og departementer var venligt stemt overfor fagbevægelsen og dens politiske opgaver.

Apati og afpolitisering
Sovekammerromantikken var slut.
Og godt det samme for den havde gjort stor skade på fagbevægelsen. Den daværende socialdemokratiske og radikale regering opførte sig nemlig slet ikke pænt overfor fagbevægelsen.
Så langt fra endda.
Hårde indgreb i medlemmernes rettigheder blev systematisk gennemført under Nyrups mangeårige ledelse. Med forklaringer om 'konsensus' blev der samarbejdet med de borgerlige partier på et grundlag vendt mod fagbevægelsen. Fagbevægelsens ledelse stod som den tavse medspiller. Medlemmerne blev som hovedregel ikke konsulteret i vigtige spørgsmål (som for eksempel udviklinger i EU)og slet ikke mobiliseret til faglige kampe. De skulle holde sig i ro for ikke at skabe problemer for Nyrup.
Kritik blev derfor ofte stemplet som skadelig eller som direkte splittende. Mange fagforeninger og tillidsfolk, selv med socialdemokratisk baggrund, blev ofte opfattet som illoyale, når den herskende politiske linje blev kritiseret. Nyrup gjorde sig grundigt upopulær i fagbevægelsen og især blandt almindelige medlemmer.
Hans opgør med efterlønnen, hans håndtering af overenskomsterne i 1998 og hans opførsel overfor de aktive fagforeninger der anbefalede et nej til euroen under folkeafstemningen er blot enkelte eksempler på hans modsætninger til fagbevægelsens medlemmer. Der udviklede sig en regulær mistillids- og troværdighedskrise.
Den var med til at give Nyrup og co. nederlaget ved folketingsvalget november 2001.
Fagbevægelsens ledelse lagde det blinde øje til den voksende kløft. Den var opslugt af forfejlede politiske hensyn og den var intenst optaget af, at lægge hindringer i vejen for medlemmernes og fagforeningernes politiske initiativer og handlekraft.
Konsekvensen blev, at der under Nyrups ni år lange politiske regime langsomt spredte sig en politisk apati.
Den politiske sorgløshed havde kronede dage !
Og afpolitiseringen af fagbevægelsen spredte sig naturligvis til klubber og arbejdspladser. Resultat var en uundgåelig nedgang i det faglige arbejde og voksende vanskeligheder ved at organisere nye medlemmer.
Den politiske apati i fagbevægelsens ledelse svækkede arbejderklassen og fagbevægelsens grundlag. Og den var med til at bane vejen for den åbent borgerlige regering.
I hele den politiske atmosfære af 'konsensus' og apati var det også uhyre vanskeligt at udvikle et tæt og forpligtende samarbejde mellem fagligt aktive socialdemokrater, kommunister og venstreorienterede arbejdere og tillidsfolk, - der kunne fremstå som et klart alternativ. Det var op ad bakke.
Udviklingen af den faglige politik og den faglige aktionsenhed blev næsten sat i stå.
Under Nyrups regime blev solidariteten på tværs af byer, brancher og fag sat under pres.

Om nye politiske initiativer
Ingen af den borgerlige regerings venner eller fjender er i tvivl om, at fagbevægelsen er dens hovedfjende.
Og i den erkendelse så vi umiddelbart efter valget, at der blev taget et væld af nye og forskellige faglige initiativer. I byer over hele landet blev der sat gang i opbygningen af aktive netværk mellem tillidsfolk og fagforeninger.
Kampen mod deltidsloven markerede for alvor en ny fase i den faglige kamp..
Og med det nye landsinitiativ 'Fagligt Ansvar - For En Bedre Fremtid' er der sat gang i en proces, hvor fagbevægelsens aktive dele arbejder på at få politikken tilbage i den faglige kamp.
Det gælder ikke blot om at opnå enighed om fælles krav. Det gælder i virkeligheden også om at opnå enhed om fælles værdier og faglige grundholdninger.
Den gradvise opbygning af aktionsenhed lokalt og mange steder i lokale tillidsmandsnetværk, er en ny og meget central udvikling.
På den måde kan aktionsenheden opbygges fra neden omkring fælles konkrete krav. Og den kan bygges omkring solidaritet med andre grupper og bevægelser, der bekæmper arbejdsgiverne og den borgerlige regering. Det kan være unge studerende, kulturarbejdere og så videre.
Vi kan herigennem se konturerne af en bred folkelig alliance, der søger at gøre op med den borgerlige politik og i et forsvar for velfærden. Styrken i en sådan alliance er, nu som tidligere, arbejderklassens enhed.
Skabelsen af en levedygtig faglig aktionsenhed er en forudsætning for at løfte kampen for det samfundssyn, der bygger på solidaritet og fællesskab og en forudsætning for, at vi kan vinde kampen for velfærdssamfundet.
Der er ved at udvikle sig en gensidig forståelse for, at enheden i den faglige kamp kun kan leve og vokse, hvis den ikke spændes for det ene eller det andet partis parlamentariske vogn.
Der skal være plads til forskellighed i politiske og partipolitiske synspunkter, men de må ikke udvikle sig til kævl i de lokale netværk. Fagbevægelsen skal stå som en stærk politik kraft, men uafhængig af partipolitiske bindinger.
Den aktive fagbevægelses politiske synspunkter skal samle hele arbejderklassen uanset hvilken regeringen, der sidder ved magten.
Fagbevægelsens troværdighed afgøres i virkeligheden i dette ene spørgsmål.
Med dette nye positive politiske udgangspunkt er der lagt op til en styrkelse af den organiserede klassekamp i den kommende tid, - med nye perspektiver og muligheder.
I den forbindelse rejser der sig efter min mening især tre vigtige spørgsmål:

At opnå klarhed i EU-politikken
Den umiddelbart største fare for fagbevægelsen i dag rejser sig fra EU.
Skabelsen af den politiske union og det gradvise gennemslag for EU's social- og arbejdsmarkedspolitik vil for alvor true den fri forhandlingsret på det danske arbejdsmarked.
Indgåelsen af kollektive overenskomster, baseret på den fri aftale og konfliktret, er i EU sammenhæng ganske ukendt. I hovedparten af EU landene er overenskomster på arbejdsmarkedet nemlig et spørgsmål der afgøres i de nationale parlamenter.
EU's social- og arbejdsmarkedspolitik, der bygger på den 'individuelle' aftaleret, ligger derfor ikke så langt fra den lovmodel, der er kendt i mange EU-lande.
Det betyder, at lønmodtagerne i hovedsagen skal forhandle egne aftaler om løn og ansættelsesvilkår. De skal indgå i en forhandlingsproces, der bygger på grundlag af komplicerede EU-direktiver og/eller forordninger. I dette system afgøres tvister, eller uenighed, af EU-domstolen.. EU-domstolen afgør, hvorvidt EU-borgernes rettigheder overholdes.
Med en sådan model er fagforeninger og overenskomster i virkeligheden overflødige.
Strejkeretten som kollektivt kampmiddel sættes i realiteten ud af kraft..
En sådan dybtgående omlægning af det kollektive aftalesystem i Danmark kommer naturligvis ikke over en nat. Ændringer kommer bid for bid for ikke at skabe for åbenlyse og kraftige modsætninger til hele EU-systemet.
LO's ledelse støtter opbygningen EU's politiske union og det indre marked. Derfor støtter LO naturligvis også, at der skabes et helt sæt af social- og arbejdsmarkedspolitiske spilleregler, der skal virke på EU's arbejdsmarked.
I stedet for at fortælle fagbevægelsens medlemmer hvilken vej udviklingen går, i stedet for at skabe klarhed og lade medlemmerne tage stilling, bibringer LO's ledelse fortsat medlemmerne den opfattelse, at den danske aftalemodel er sikret overlevelse i EU.
Den manglende åbenhed og ærlighed i EU-politikken er et bedrag af dimensioner.
LO's forslag om, at der skal skabes EU-(overenskomst)aftaler og en ny EU-arbejdsret, der ligner den danske arbejdsret, er symptomatisk.
Der er tale om endnu en illusion der bygger på LO's 'vision' om, at der skal forhandles i et system, som ligner det danske forhandlingssystem blot overført til hele EU.
De eneste, som siger, de tror på denne 'overnationale' eller 'transnationale' model, er LO's egen ledelse. Den skal også i hovedsagen bruges til at stikke blår i øjnene på danske arbejdere og til at tage trykket af den stærke EU-modstand i dansk arbejderklasse.
LO's udspil er dybt udemokratisk. Det går ud på at fjerne overenskomsterne fra medlemmerne, og dermed fjerne medlemmernes mulighed for at tage stilling til egne løn og arbejdsvilkår. Der er tale om et alvorligt angreb på medlemsdemokratiet. Medlemmer, der fratages indflydelse på egne overenskomster, vil stille spørgsmål ved fagforeningernes rolle.
Denne udvikling truer selve fagbevægelsens centralnervesystem.
LO's ledelse fordømmer ofte EU-modstanden i den danske fagbevægelse som 'kortsigtet', 'indadvendt' eller kalder den ligefrem for 'nationalistisk'. Intet er mere forkert.
EU-modstanden i fagbevægelsen bygger på forsvaret for den fri forhandlingsret, på aftale- og konfliktretten, på medlemsindflydelsen og fagforeningsdemokratiet. Selvbestemmelsesretten bygger på et demokratisk grundsyn.
De aktive dele af fagbevægelsen udvikler derfor deres internationale samarbejde på et andet grundlag end LO's.
Der tages i dag utallige direkte kontakter mellem arbejdspladser, brancher og fagforeninger.
Der udvikles et gensidigt forpligtende samarbejde, der væbner arbejderne med større viden om hvordan arbejdsgiverne skal bekæmpes på tværs af landegrænserne.
Vi har også oplevet flere eksempler på, hvordan solidariteten udvikles mellem strejkende arbejdere.
Det faglige samarbejde i EU og i Europa i det hele taget er til stor og gensidig fordel.

Klarhed over prioriteringer og mål
Stadigt flere medlemmer stiller spørgsmål ved deres medlemskab af en fagforening.
Og de har krav på klare svar.
Klubberne og de lokale fagforeninger står overfor en gigantisk agitationsopgave. Organisering af medlemmerne er en af dagens hovedopgaver. Uklarhed eller slør i de faglige prioriteringer koster medlemmer, og tab af medlemmer betyder svækkelse af fagbevægelsen.
Ekstravagant misbrug af medlemmernes penge, pamperi, skjulte og åbne privilegier og så videre udgør et særligt onde, som må bekæmpes overalt.
Det gælder i særlig grad om at fagbevægelsens valgte og ansatte håndhæver en uangribelig etik og moral. Er dette ikke tilfældet, må der gribes ind øjeblikkeligt. Alt andet svækker medlemmernes retsbevidsthed og fagbevægelsens enhed.
At fagbevægelsen står med en tydelig profil og med klare budskaber er vigtigt for at kunne organisere nye medlemmer og ikke mindst nye unge medlemmer.
Hovedopgaven består i at vedligeholde overenskomsterne og tegne nye overenskomster.
Faglig organisering og indgåelse af overenskomster følges ad. Med overenskomsten følger kampen for mere i løn og mindre arbejdstid for medlemmerne. Heri ligger fagbevægelsens egentlige kerneopgaver. Og fagbevægelsen skal koncentrere sig om at gøre det, den er god til. Medlemmerne måler deres faglige organisation på evnen til at levere resultater på disse spørgsmål.
Den faglige organisering handler ikke om billige ferierejser, om rabatordninger i store indkøbskæder og så videre.
Den faglige kamp handler om at give forbedringer til det enkelte medlem på vitale områder af arbejdsmarkedet. Det gælder overenskomsten og medlemsdemokratiet.
Medlemmerne støtter og slutter op om fagforeningerne, når de forsvarer medlemmernes interesser.
Under overenskomstkampen i 1998 så vi mange eksempler på dette. Og nye unge kræfter blev trukket med i kampen.
Er fagbevægelsen parat til at vise tænder, når det er nødvendigt? Hvis ja, vil den ikke have problemer med at organisere ungdommen i stor stil. Men demokratiet lever ikke i og for sig selv. Medlemsdemokratiet lever, når det bliver brugt. Hvert enkelt medlem skal uddannes til at bruge medlemsdemokratiet. Og medlemsdemokratiet i denne forbindelse betyder at have indflydelse på egne løn og arbejdsvilkår, - at have indflydelse på sin egen overenskomst.
Men det betyder også at have indflydelse i fagforeninger og forbund. Et stort antal af professionelle rygklappere udhuler bevidst og ubevidst medlemmernes indflydelse i deres egne organisationer.
Og erfaringen viser, at medlemmerne ønsker, at klubben og fagforeningen skal være tæt på medlemmerne. Den personlige kontakt er afgørende.
Store og centrale faglige sammenslutninger langt fra medlemmerne og langt fra den personlige kontakt er dømt til nederlag.
Medlemmerne kræver nærhed og demokrati. Og medlemsdemokratiet er organisationens drivkraft.

Klarhed i arbejdsmarkedspolitikken
Fagbevægelsens opbygning af solidariske arbejdsløshedskasser har spillet en stor rolle i arbejds- og socialpolitikken i Danmark.
Med regeringens nye lov, der åbner for tværfaglige a-kasser, lægges der op til at svække fagbevægelsen og til at underminere en solidarisk arbejdsmarkeds- og socialpolitik. På én og samme tid.
De faglige a-kasser har fungeret som et solidarisk pejlemærke i den socialpolitiske kamp. Selvom fagforeningerne i almindelighed har svigtet, når det gælder organisering af de mange arbejdsløse bistandsmodtagere, så har a-kassernes tilknytning til fagbevægelsen skabt et særligt fokus på bistandssatsernes niveau og på kvaliteten i aktivering. Dette har været til tydelig irritation for den tidligere og for den nuværende regering.
De bryder sig ikke om, at overenskomsterne gøres til målestok og løftestang i socialpolitikken. Og når det gælder retningslinierne for aktivering har fagbevægelsens krav om overenskomstdækning været på tværs af både den tidligere og den nuværende regerings evige forsøg på at underminere elementære rettigheder.
Velfungerende faglige a-kasser knytter medlemmer tæt til fagforeningerne. Arbejdsløse opnår retssikkerhed og finder den korte vej til arbejde og uddannelse.
Dele af fagbevægelsens ledelse har ingen forståelse for a-kassernes betydning for medlemmerne og for deres rolle i arbejdsmarkeds- og socialpolitikken. Visse faglige ledere er endog parate til at afvikle a-kassernes faglige tilknytning og omlægge dem til store centrale kasser på et rent kommercielt grundlag.
Det vil være et uoverskueligt tab for medlemmer og fagbevægelse, hvis det lykkes for den borgerlige regering at skille fagbevægelse og a-kasser fra hinanden.
Det er derfor af central betydning, at de aktive dele af fagbevægelsen når til klarhed i kampen for at bevare de solidariske arbejdsløshedskasser med en stærk faglig tilknytning.

Søren Becher er medlem af DKP/ML's landsledelse. Indlægget har tidligere været bragt i Tidsskriftet Ret og Vrang. Abonnemnet kan bestilles på telefon 49 22 01 01.