Over 90 procent af den tyrkiske befolkning er imod krigen

af Sven Tarp
Lørdag den 1. marts havde jeg den store oplevelse at deltage i en gigantisk og meget militant fredsdemonstration i Ankara. Over 100.000 gik igennem byens gader og råbte slagord mod krig og imperialisme.
Endemålet for den imponerende march var landets Parlament. Herinde sad folkets 'repræsentanter' og diskuterede, om Tyrkiet skulle tillade USA at bruge landet som udgangspunkt for sin kommende krig mod Irak og dermed også selv gå ind i krigen.
Selv om landets højreregering støtter dette skridt, og selv om regeringens parti, AKP, har absolut flertal i Parlamentet, rystede parlamentarikerne på hænderne. Slagordene, der rungede uden for ruderne, gjorde indtryk. Den kendsgerning, at over 90 procent af den tyrkiske befolkning er imod krigen og nu begynder at røre på sig, havde sin virkning. En stor gruppe medlemmer af AKP brød med partidisciplinen. Parlamentet endte med at forkaste forslaget om at gå i krig.
Alt kan nu ske. Parlamentet kan gentage debatten og ændre sin beslutning. Eller hæren kan selv tage beslutningen hen over hovedet på parlamentarikerne. Men uanset hvad, er alt dette en stor erfaring for Tyrkiets og verdens folk:
Det nytter noget!

Historiens subjekt
Når folket vågner og giver sin mening til kende med overvældende styrke, bliver det en faktor, der skal regnes med. Det begynder at blive 'historiens subjekt' - den, der skaber historien.
Den 26. februar skrev Miguel Urbano Rodrigues en tankevækkende artikel i Dagbladet Arbejderen. Heri påpegede han blandt andet, at interessemodsætningerne mellem USA på den ene side og Frankrig og Tyskland på den anden side ikke i sig selv er tilstrækkelige til at forklare sidstnævntes modstand mod USA's krigsplaner.
Kun truslen fra deres egne folk, truslen om massive fredsdemonstrationer, som kan slå om i en 'oprørsbevægelse mod krigen', kan forklare de kurrer, der nu er kommet på tråden i den imperialistiske familie.
Selv om man utvivlsomt kan diskutere den første del af denne påstand, har Miguel Urbano helt sikkert fat i den lange ende, når han så klart drager den folkelige faktor frem i forgrunden.

Folkene rører på sig
Den 15. februar oplevede vi verdenshistoriens største demonstrationer på samme dag. Et sted mellem ti og tyve millioner gik på gaden for at forhindre en krig, som endnu ikke er startet. Det er aldrig sket før.
I Europa var demonstrationerne størst i England, Spanien og Frankrig, det vil sige netop de lande, som med liv og sjæl har stillet sig bag USA's krigseventyr. I Danmark oplevede vi de største demonstrationer siden 1985.
Massemobiliseringen den 15. februar formåede ikke i sig selv at stoppe krigen. Men den fik mangen en krigsmagerhånd til at ryste.
De store problemer, som USA gennem de seneste måneder har haft med at stable en international koalition på benene og få Sikkerhedsrådets blå stempel til en krig mod Irak, kun kun forklares, hvis man tager denne faktor i betragtning.
Den uhørte isolation, som USA er genstand for internationalt, kan kun forklares ved, at verdens politikere og regeringsledere har kastet et nervøst blik på stemningen i deres befolkninger.
Det nytter noget at protestere!

Atomkrig blev afværget
I 1969 havde USA's daværende præsident, Richard Nixon, efter egne oplysninger besluttet at kaste atombomber over Nordvietnam.
Men, skriver han i sine erindringer, 'den 14. oktober vidste jeg med sikkerhed, at mit (nukleare) ultimatum var slået fejl'.
Nixon hentyder her til de hundreder af tusinder, som den dag gik på gaden i Washington i protest mod Vietnam-krigen.

Nye kampformer må overvejes
I dag har millioner allerede været på gaden. De har udskudt krigen nogle dage, men endnu ikke forhindret den. Men de står også over for en langt mere rabiat og blodtørstig fjende, som stiller selv Hitler-Tyskland i skyggen.
Nye demonstrationer må planlægges. Det er vores simple pligt som humanister og fredselskere. Men demonstrationer er i sig selv ikke nok. Også andre kampformer må overvejes.
Rundt om i verden rejser fagforeninger og fredsfolk parolen om blokader, punktstrejker og tilmed generalstrejke, hvis krigen bryder ud. Der er allerede i forskellige lande indkaldt til generalstrejke den 21. marts. Det forekommer at være et både rimeligt og effektfuldt skridt, som for alvor kan kaste grus i krigsmaskineriet - især hvis den gøres tidsubestemt, indtil krigen er afblæst.
Det er helt naturligt, at det er verdens arbejderklasse, som tager dette betydningsfulde skridt. Det er den, der kommer til at bære hovedbyrden, når krigens omkostninger skal betales.
Ved at erklære strejke vil de forskellige landes arbejderklasse forvandle sig fra passiv tilskuer til en aktør, der kan få afgørende indflydelse på begivenhedernes gang. Den vil dermed tage et vigtigt skridt på vejen til at blive 'historiens subjekt'. Den vil endnu engang vise, at det nytter noget.

Ondet må rives op med sin rod
Men USA's krig mod Irak er ikke en enkeltstående handling. Ifølge den plan, som Bush-regeringen lagde frem umiddelbart efter 11. september, er den blot en episode i en lang kæde af krige, som historiens største supermagt forbereder.
For endegyldigt at fjerne faren for krig, må det imperialistiske system, som Bush-regeringen repræsenterer, derfor fjernes fra jordens overflade.
Det er den historiske opgave, som arbejderklassen og folkene nu står overfor.

Store kriser - store løsninger
I en tale i begyndelsen af februar erindrede Fidel Castro om, at al historisk erfaring viser, at det er i perioder med store kriser, at de store løsninger findes.
Menneskeheden står nu over for en sådan krise. Dens fremtid trues ikke blot af en vanvittig og fascistoid krig. Den trues også af økonomisk nedsmeltning, sociale massakrer og økologiske sammenbrud, som altsammen kan føres tilbage til en produktionsmåde, som har overlevet sig selv: den kapitalistiske.
At finde en bæredygtigt udvej af denne store krise er den udfordring, som stiller sig for nutidens generationer.
Uanset hvordan den bliver til, og hvilken form den får, hedder løsningen socialisme - det eneste alternativ til den kapitalisme, som har skabt alle problemerne.
Menneskeheden står dermed over for et enkelt, men afgørende valg: Socialisme eller kapitalistisk barbari. Valgdatoen nærmer sig. Der findes ingen gylden middelvej.
De dramatiske begivenheder og store kampe, som den kommende tid byder på, vil givetvis føre til, at dette spørgsmål tages op til løsning.
Når det sker, vil folket endelig skabe sin egen historie. Det nytter absolut at kæmpe for dette smukke mål. For det kommer ikke at sig selv!