Mange irakere er imod USA´s krig - det behøver ikke betyde, at de støtter Saddam Hussein

af Hind Al Naimi Kjær
Med min irakiske baggrund, og jeg tror også for mange danskere, er det svært at forstå, at så mange herboende irakere i læserbreve og tv-interview fortæller, at de ser positivt på USA's krigsplaner mod Irak.
Her må man for det første forstå, at vi er flygtninge fra et land hvor forholdene på alle måder er uudholdelige både politisk og for det daglige liv. Vi er utilfredse og ønsker forandringer i Irak.
I nogle af medierne har det fremgået, at næsten alle irakere ønsker amerikansk krig mod Saddam Hussein. Det er imidlertid ikke nogen repræsentativ gruppe. Der er stor forskel på holdningerne. For det første er der forskel på hvor man kommer fra. Kurderne har i mange år ønsket deres egen stat, og nogle ser krigen mod Irak som en mulighed for gennembrud. Der kan også være folk som kommer fra de sydlige områder og som ønsker en muslimsk stat på linie med Iran.
Men generelt tror jeg de fleste er imod krigen, men de er af mange forskellige grunde ikke så åbne, og markante i mediebilledet. Det kan være at de tror, at USA gør som de vil uanset hvad. Det er en almindelig holdning i Mellemøsten. De er måske fortvivlet, men resignerer. Det kan også være svært sprogligt at forklare sig.
Mange synes heller ikke om de danske medier, ikke kun på grund af det danske sprog, men mange føler at indvandrere generelt er blevet misbrugt til at piske en folkestemning op mod dem. Der er også nogen som føler, at de har afgivet forklaring da de søgte flygtningestatus og ikke nu kan sige noget andet. Endelig kommer, at vi er fra et land hvor man, ligesom i andre arabiske lande, skal passe på med at sige sin politiske mening, og vi kan være bange for hvad der på længere sigt kan ske i Danmark, hvis man er i opposition. Vi hører for eksempel om med forfølgelse af muslimer og folk fra Mellemøsten i USA.

Her vil jeg forklare om den irakiske politiske eksil-opposition, som kan opdeles i tre hovedgrupper:
Gruppen som er for krig: Dem som man i de vestlige medier kalder 'den irakiske opposition'.
Hovedparten i denne gruppe er:
Irakisk Nationale Congress, INC. En paraplyorganisation betalt af CIA og ledet af en person ved navn Ahmed Challabi. De er kollaboratører for USA og deres mål er at USA og deres allierede fjerner regimet i Irak, så de selv kan få chancen for at styre landet.
Selve INC organisationen har ikke egentlig forbindelse til det politiske liv i Irak hverken nu eller tidligere. Ahmed Challabi er irakisk forretningsmand som har en dom for bedrageri på otte års fængsel i Jordan, hvor han var chef for en bank. I kraft af de mange millioner US dollars har INC imidlertid kunne samle en del af den reelle irakiske opposition, og holdt forskellige konferencer blandt andet i London i december 2002. Her deltog repræsentanter for:
Tilhængerne af Monarki, - en mindre gruppe mennesker som blev smidt ud fra Irak i 1958. Fri Iraks Råd. - Suni-irakere. Den gruppe er skabt på initiativ fra det Saudi Arabiske forsvarsministerium i 1992, politisk-religiøse shia-muslimer som næsten alle er bosat i eksil i Iran. De har relativ mindre indflydelse i det sydlige Irak. (Der er også andre shia-grupper især Al Dawa - se nedenfor.)

Endelig er der de to kurdiske partier, Kurdistan Demokratisk Parti og Patriotisk Union af Kurdistan. De kurdiske partier har siden 1970'erne haft en del indflydelse på irakisk politik, deltaget i regeringen og har haft selvstyre for de nordlige kurdiske områder. Siden 1991 har de været under FN (USA) mandat. Kurderne ønsker på sigt en selvstændig stat, hvor alle kurdere er samlet. Det vil sige sammen med de kurdiske områder, som nu hører ind under Syrien, Iran og Tyrkiet. (En særdeles konfliktfyldt problematik.)
Det lykkedes imidlertid ikke for INC at skabe enighed mellem oppositionsgrupperne på konferencen i London. Derfor vedtog de at mødes i byen Abil i de kurdiske områder, hvor de for nylig var samlet. Denne gang dog kun INC-folkene, kurderne og shia-muslimerne. Og Washington havde forinden meddelt den, at de ikke skal lege for meget opposition. De måtte for eksempel ikke danne eksilregering. I stedet for har de nu dannet nogle arbejdsgrupper.
Men INC præsenteres stadigt ufortrødent i de 'intellektuelle' vestlige medier hvor de forklarer, at så snart Saddam Hussein er fjernet, vil de på et par år kunne lave demokrati i Irak. Virkeligheden ser dog mere ud til, at blive et USA-militærstyre hvor INC-folkene måske kan blive konsulenter og hjælpere. Nogle af dem bliver femte kolonne og senere ledere af fangelejre (trænet i Ungarn).
Det er altså grov løgn og kamuflage når man i de vestlige medier præsenterer INC som 'den irakiske opposition'.

En anden hovedgruppe har svært ved at finde et ståsted, for eller imod krig.
Hovedparten af denne gruppe er samlet i to partier. Islamisk kald (al Da'wa) og Iraks Kommunistiske Parti. Begge partier havde tilknytning til INC indtil midten af 1990'erne, og modtog økonomisk støtte fra USA. Man kan sige de står på to ben, eller at de ikke kan finde et ståsted. Begge partier har indtil for nylig set Saddam Hussein som imperialismens (USA's) repræsentant i Irak. Islamisterne fordi Irak er et sekulært samfund, og kommunisterne særligt fordi CIA hjalp Baathpartiet til magten i 1963, og fordi USA ikke væltede Saddam efter invasionen af Kuwait.
Denne hovedgruppe ses ind imellem refereret i de vestlige medier.
Islamisk kald er en politisk-religiøs gruppering som blev startet i slutningen af 1950'erne. De udspringer fra det shia-muslimske center i byen Najef. Kun enkelte ledere er i eksil, og Islamisk kald har stadig stor indflydelse på landbefolkningen i det sydlige Irak. De har ligesom Islamiske Revolutions Højeste Råd haft tæt tilknytning til de iranske ayaltollaer, går ind for Sheria lov (stat) men de er mere moderate og har også dybere rødder i den shia-muslimske kultur. Ligesom i den kristne religion er der hos shia-muslimerne delvis 'socialistiske moralværdier. '
Kommunisterne har været med i det politiske Irak siden 1950'erne, og har i perioder haft en vis tilslutning i befolkningen. De var tidligere meget Moskva - tro, men efter Sovjetunionens sammenbrud har mange forladt partiet. Kommunisterne ønsker, som de siger, 'saglig solidarisk støtte fra udlandet til at fjerne Saddam Hussein', og har også haft forhåbninger til hjælp fra USA. (indtil 1996 var de medlem af INC). I dag er de næsten lige store modstandere af Saddam Hussein og USA, idet de dog afviser et angreb fra USA.

Den tredje hovedgruppe står klart som modstandere af et amerikanske angreb på Irak.
De arbejder for at samle irakerne til at bekæmpe det imperialistiske angreb på landet, og på regionen. De mener irakerne i en periode med fred selv kan genopbygge og udvikle landet i et demokratisk enhedsprojekt, som dog reelt vil tage relativt lang tid, udviklet måske 20-30 år.
Gruppen udspringer af og har kontakter på alle planer i det irakiske samfund. Men de hverken får, eller vil have økonomisk støtte, - hverken fra det irakiske regime eller fra andre lande.
Gruppen repræsenterer det irakiske og pan-arabiske synspunkt bredt, man ser dem i de arabiske medier, men de vestlige medier beskæftiger sig stort set ikke med gruppen.

Denne gruppe har to undergrupper:
Det Patriotiske Aktion Råd, er en fraktion af Irakisk Kommunistiske Parti, demokrater og uafhængige personer. De er enige i, at Baathpartiet er legitimt og en vigtig del af en national samling men tilbageholdende med samarbejde med det irakiske regimes ledelse. De kræver politiske skridt og forhandlinger der reelt viser, at regimets ledelse vil opløse etpartisystemet.
Den Patriotiske Alliance er en paraplyorganisation for en række partier og grupper:
Det største parti i Alliancen er en fraktion af Baathpartiet, som drog i eksil i Syrien i 1976. Derudover er der en række mindre grupper og partier: Pan-arabiske Naserister, Arabisk Socialistisk Arbejder Parti, det Socialistiske Enheds Parti, Islamiske Kurdiske Hær, Socialistiske Nationalistiske Kongres, Tyrkmeniske Patrioter, Partiet for Retfærdighed og Reformer, Miljø Partiet, det Civile Samfunds Bevægelse, Kommunistisk Strøm, Irakiske Beduinernes Råd samt flere uafhængige personer og meningsdannere.

Selv om den patriotiske Alliancen er klare modstandere af diktaturet mødtes de i december 2002 med højtstående repræsentanter fra det irakiske regime. Udover krigstruslerne var dagsordenen for mødet, at regimet for tre år siden offentliggjorde en rapport, hvor det blev vist, at to tredjedele af Baathpartiets medlemmer ønskede forandringer til et flerpartisystem.
Ved mødet gav regimet tilsagn om at påbegynde systemreformer, med åbning mod flerpartisystem, friere presse og uafhængige domstole. Alliancen holdt konference i februar 2002 i Paris, hvor der den ene af dagene også deltog en række fredsorganisationer fra arabiske lande, Europa og USA (Not in Our Names).