Hvad ligger bag USA´s planer om at angribe Irak og vælte Saddam Hussein? Olie, svarer de fleste. Men det handler om mere end det, nemlig om at bevare dollaren som verdensvaluta og dermed USA´s økonomiske magtposition i verden.

af Bertil Kilner, medlem af det svenke kommunitparti, KPML(r)
Det er ikke mange, der deler den svenske regerings officielle synspunkt, om at den truende krig handler om Saddam Husseins eventuelle masseødelæggelsesvåben eller om at den irakiske diktator har sit eget folks blod på sine hænder.
Alle undtagen de, der støtter George W. Bush planer om krig ved, at det handler om Iraks olie. Og ikke bare om Iraks, men om hele Mellemøstens: således også om Irans og Saudiarabiens.
Men det handler ikke kun - måske ikke engang først og fremmest - om kortsigtede olieleverancer, selv om dette uden tvivl er en af USA's helt store interesser.
Når USA vil vælte Saddam Hussein, så er det den nye EU-valuta, euroen, som er målet.
USA's særstilling som eneste supermagt og verdenshersker hviler på to piller. Den ene er militærmagt med kernevåben, biologiske og kemiske våben foruden de såkaldte konventionelle våben, så som en enorm orlogsflåde, bombe- og andre fly, artilleri, kampvogne og så videre samt soldater til at betjene disse våben.
Den anden grundpille er deres valuta, dollaren, og dens stilling som eneste verdensvaluta.

International Valuta
Efter Anden Verdenskrig vedtog verdens industrilande, at den amerikanske dollar skulle fungere som såkaldt reservevaluta internationalt. Eksport og import mellem alle lande kunne betales i dollar.
USA garanterede dollarens værdi mod guld. 35 dollar modsvarede en unse (ca. 31 gram) guld, og hvert land som tog imod dollaren kunne, hvis det ønskedes, indløse disse dollars mod guld i USA. Dollar var altså lige så sikkert som guld, og de fleste lande lod sig nøjes med det.
Dette var meget fordelagtigt for USA. Landet kunne importere uden at behøve at eksportere noget. Man trykte bare dollarsedler og sendte dem afsted til de lande, man importerede fra.
I 1971 ophævede USA ensidigt denne aftale. Men på trods af det vedblev dollaren at være verdensvaluta. Og USA kunne fortsat importere og betale med dollarsedler, fordi de olieproducerende landes organisation, OPEC, havde besluttet at deres olie udelukkende skulle sælges for dollar. Det var derfor nødvendigt for alle olieimporterende lande at have et forråd af dollars.
En dollarseddel er, som alle andre sedler, et gældsbevis fra det land den kommer fra, det vil i det her tilfælde sige USA. Når USA betalte deres import med dollarsedler i stedet for med eksport af andre vare, kom de i gæld til de lande, som de importerede fra.
Gældsætningen beroede altså på, at USA importerede mere end de eksporterede, at landet havde et såkaldt handelsunderskud. Så længe tilstrækkeligt mange lande vil have dollars for at kunne betale deres olieregninger, fungerer det.
USA's underskud på betalingsbalancen voksede fortsat. Til at begynde med skabte dette bekymringer på det internationale finansmarked.
Da underskuddet for eksempel i en måned i 1987 steg til over 11 milliarder dollars udbrød der panik på børserne. Hvordan skulle USA nogensinde kunne betale en så stor gæld? Det var det spørgsmål som spekulerende finanskapitalister stillede sig selv.

USA lever af andre
Siden da har verden vænnet sig til tanken, og da det offentliggjordes at USA's underskud på betalingsbalancen i november og december sidste år var henholdsvis 40,1 og 44,2 milliarder dollar - et årsgennemsnit på over 500 milliarder dollar! - blev det kun til små notitser på finanssiderne i aviserne, hvis det da overhovedet blev nævnt.
I dag lever USA i vid udstrækning af omverden. Bogstaveligt talt.
Andre lande producerer og USA konsumerer. USA har i dag en gæld til resten af verden på over seks billioner, det vil sige 6000 milliarder i dollar!
Det svarer med de seneste kurser til over 50.000 milliarder svenske kroner, det er mere end 20 gange det svenske bruttonationalprodukt. Så meget har amerikanerne konsumeret uden at behøve at producere noget andet end dollarsedler!
Det har været og er muligvis stadig takket være dollarens stilling som verdensvaluta, hvilket beror på at OPEC vil have sin betaling i dollar.
Verden har nu fået en ny valuta, euroen. Den omfatter en større befolkning end dollarens USA og meget større efter en eventuel udvidelse. Desuden har ØMU-landene en balanceret handel med omverdenen, og altså ingen stor udlandsgæld. Men dollaren er stadig betalingsmidlet for olie, og dermed består dens dominans og den for USA fordelagtige ordning.
Men pludselig trues dollarens stilling. Den 6 november 2000 besluttede OPEC-landet Irak at kræve betaling i euro for den olie, man solgte ifølge mad for olie-programmet!
Desuden vedtog man at veksle de 10 milliarder dollar, som landet havde i sin FN-fond, til euro. Naturligvis skete dette af politiske årsager, eftersom det anses for at være en dårlig forretning, da dollaren jo var mere værd end euroen.
Disse valutaspekulationer beseglede sandelig Saddam Husseins skæbne. USA besluttede at slå til.
For tænk hvis Saddam Husseins eksempel blev fulgt af andre. Tænk hvis euroen blev olievalutaen i stedet for dollaren. Det ville betyde, at dollaren ville miste sin betydning som verdensvaluta til fordel for euroen.
Følgerne ville blive dramatiske, for eksempel:
* Alle olieimporterende lande - blandt andet de fleste europæiske lande, samt Japan - vil hurtigt sælge deres dollar for euro. Det drejer sig om store beløb. Cirka 60 procent af alle officielle valutareserver, selv Sveriges, udgøres af dollar.
* Det store udsalg af dollar vil få dens vekselkurs til at falde som en sten, måske med hele 50 procent. Modsvarende vil euroen stige i pris.
* Alle der har placeret aktiver, der vurderes i dollar - aktier og andre værdipapirer, fast ejendom - vil så hurtigt som muligt sælge disse, for at kunne veksle deres dollar til euro. Konsekvensen ville blive at bunden gik ud på aktiebørserne og ejendomsmarkedet i USA. Desuden vil det presse dollarkursen yderligere ned.
* Den enorme indlandske gældsætning i USA er sket mod sikkerhed i aktier og fast ejendom. Bankerne vil ikke kunne få sine udlånte penge tilbage, hvis sikkerheden ikke længere modsvarede lånenes værdi, og USA ville få en finans- og bankkrise i et omfang, der sjældent er set.
* De, der har penge på kontoen i amerikanske banker vil hurtigt forsøge at hæve dem, dels for at kunne veksle dem til euro, dels for at sikre at de ikke gik tabt i et bankkrak. Det vil forværre bankernes problem..
* USA's import vil falde drastisk, hvilket vil sænke levestandarden og i visse tilfælde ramme de basale livsfornødenheder i USA. Blandt andet vil oliepriserne stige til niveauer, som det meget olieafhængige USA aldrig har oplevet før.

Flere går over til euro
Hvor stor er så risikoen for at det ovenstående sker?
Ja, udover at Irak har vekslet dollar til euro, så har Iran konkrete planer om at gøre det samme. Foruden de økonomiske grunde - euroen er i dag mere værd end dollaren - er der også politiske. Bush har kaldt Iran for en 'ondskabens akse', hvilket næppe er egnet til at øge USA's popularitet i Iran.
Den 14. april 2002 holdt OPEC's generalsekretær Javad Yarjeni en tale for EU's finansministre, hvor han dels lykønskede EU med den tilsyneladende problemfri overgang til euro og dels spekulerede over over, om mon ikke OPEC som helhed skulle begynde at tage betaling i euro i stedet for i dollar.
Argumenterne for et sådan skridt er blevet stærkere i løbet af 2002, hvor euroen steg i værdi med 17 procent i forhold til dollaren, og altså nu er mere værd end dollaren.
Nordkorea har også skiftet over fra dollar til euro, naturligvis som et politisk skridt, men af begrænset betydning i global sammenhæng.
Selv Venezuela truer dollarens stilling som olievaluta, eftersom landet under Hugo Chavez i stigende omfang sælger olie i ren byttehandel med omkring femten lande. Cuba betaler for eksempel sin import af olie gennem indretning og bemanding af lægeklinikker rundt omkring i Venezuela. Se det er årsagen til det USA-støttede kupforsøg i april sidste år og den fortsatte undergravende aktivitet mod den lovligt valgte præsident..
Udover visse olieproducerende lande findes der naturligvis andre, som er interesserede i at euroen indtager den stilling som dollaren har haft de sidste 50 år.
Hvorfor var Tyskland for eksempel så villig til at opgive sin D-mark, en valuta med stor styrke og international prestige, i bytte for euroen? Og Frankrig?
Naturligvis fordi de, ligesom USA i nykolonial ånd, vil kunne få noget for intet gennem en økonomisk førerstiling. Til det formål var D-marken og franken alt for små valutaer.

USA's verdensmagt trues
Der råder altså næppe nogen tvivl om at der findes en reel trussel mod USA-dollarens stilling, den ene af de to piller som USA's verdensmagt hviler på.
Og når den grundpille trues griber USA til den anden: sin enorme militære slagkraft. Verden skal tvinges med vold til at underordne sig USA's interesser.
En krig mod Irak vil betyde en mangeårig besættelse og udstationering af store amerikanske styrker. Ikke bare for et kue irakerne og bevare indsat lakaj på den irakiske trone, men også for at holde øje med Iran.
Der findes planer for en invasion af Iran. Men også af Saudiarabien, hvis den despotiske kongefamilie skulle væltes af en folkelig, om muligt muslimsk, opstand. Selv andre lande som Egypten og Syrien er i amerikanske medier blevet nævnt som mulige mål.
Ved at beherske Mellemøsten kan USA diktere vilkårene for produktion af og handel med olie, sikre sig at verdens efterspørgsel på dollar fortsat er stor. Og derigennem opretholde sin herskende stilling.
Det kan ikke undre at Tyskland, Frankrig, Rusland og Kina med deres egne imperialistiske planer og forhåbninger om en nyopdeling af verden, i det lys modsætter sig USA's krigsplaner.

Artiklen har tidligere været brag i den svenske ugeavis Proletären