EU-lande kan stemme imod en krig imod Irak. Men EU har egne planer om militær oprustning og krigsforberedelse. EU er ikke et fredens projekt!
Udtalelse fra Folkebevægelsen mod EU
Folkebevægelsen mod EU spørger: Ønsker vi oprustning eller udvikling?
Over ti millioner mennesker er gået på gaden mod USA's plan om krig mod Irak, som blandt andet Frankrig, Tyskland, Rusland, Kina og Syrien har vendt sig imod i FN's sikkerhedsråd.
Styret i Irak har ikke ry for respekt for demokrati og menneskerettigheder. Saddam Hussein kan uden tvivl gøre mere for opfylde FNs resolutioner. Men berettiger det til, at én stat alene (USA) opfører sig som et verdenspoliti der vil diktere FN sin plan om at udsætte det irakiske folk for mere vold og ødelæggelse i form af en ny krig?
Det er derfor fristende at efterspørge en modvægt til USA. Specielt fordi Tyskland og Frankrig er imod krigen, falder en del for idéen om at EU er fredens projekt. Desværre må vi konstatere, at dette ikke er tilfældet.
EU har egne interesser
EU er ikke en neutral og upartisk organisation, der primært varetager globale interesser som f. eks. respekten for menneskerettighederne. Der er mange eksempler på at, også EU går imod globale interesser for at fremme egne interesser. Her er fem eksempler:
- EU's handelsbarrierer overfor de fattige lande (herunder at EU dumper priserne på de afrikanske markeder)
- EU's anerkendelse af Kroatien, der ikke havde mindretalsgarantier, på trods af modstand fra bl. a. FN's generalsekretær og fredsforhandlere
- EU's indgåelse af fiskeriaftale med Marokko over Vestsaharas søterritorium på trods af FN's arbejde for en folkeafstemning, der skal sikre landets fremtid
- EU's meget stille linje overfor Rusland og Kinas i forhold til menneskerettighederne.
- EU's ødelæggende fiskeri udenfor afrikanske kyster
EU opruster også til krig
Modsætningen mellem f. eks. Tony Blair og Jacques Chirac handler ikke om modsætning mellem krig og fred. I februar fandt de to statsledere sammen om en plan om en EU-flådestyrke med hangarskibe og fly til supplement for EU's allerede vedtagne fælles udrykningsstyrke på 60. 000 soldater. Samtidig lægges der op til en styrkelse af våbenproduktionen i EU sammen med en langt mere direkte indflydelse fra våbenindustrien i beslutningerne.
Det understreger den alvorlige udvikling af det militære samarbejde i EU og vidner om den stærkt øgede militarisering af EU, som også ligger i EU-konventets forslag til ny EU-grundlov. En militarisering, der er et led i opbygningen af Europas Forenede Stater.
Frankrig og Tyskland har foreslået, at en musketéred skal være gældende for EU. Den vil trække alle EU-landene med i balladen, hvis bare ét af landene går i krig. Samtidig lægges der op til en styrkelse af våbenproduktionen i EU sammen med en langt mere direkte indflydelse fra våbenindustrien i beslutningerne. EU er samlet set verdens næststørste våbeneksportør
Styrk FN og folkeretten
Verden har brug for at kunne løse problemer, der truer freden. Men at skabe en ny supermagt med egne interesser er ikke et alternativ til den nuværende situation. EU vil følge egne interesser, når de går i en anden retning end globale interesser. Den eneste modvægt til staternes egne interesser vil være at styrke FN og folkeretten samt fremme gensidig respekt og et åbent og ligeværdigt samarbejde mellem alle verdens lande.
Folkebevægelsen mod EU stiller spørgsmålstegn ved om verden har brug for flere våben!
Derfor er vi imod den nye EU-grundlov!
Derfor forsvarer vi den danske undtagelse mod EU's militære samarbejde og oprustning!
Derfor ser vi gerne en fredelig, politisk løsning på baggrund af internationale konventioner!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278