10 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Irak-krig er kun begyndelsen

Irak-krig er kun begyndelsen

Onsdag, 19. marts, 2003, 00:00:00

Det handler om olie, om økonomisk krise, om præsidentvalg, om våbenindustriens interesser og om globalt herredømme

af Sven-Erik Simonsen
Det er slået fast med syvtommersøm, at USA's forestående krig mod Irak handler om olie. Bush bekræfter det selv i sin tale mandag aften.
- Ødelæg ikke oliekilderne, siger han direkte i en appel til de irakere, som måtte lytte med på den arabiske oversættelse af talen, som blev sendt på kortbølgeradio.
Det handler om olie på to måder.
Dels har USA et livsvigtigt behov for at sikre olieforsyningerne til at dække sit ekstravangante forbrug. USA bruger alene over 25 procent af verdens samlede olieforbrug. Samfundet ville bryde sammen, hvis denne strøm af olie brev afbrudt eller blot reduceret mærkbart.
USA har desuden en åbenlys interesse i at kontrollere den globale strøm af olie og prisen på den. Konkurrenter på det globale marked som EU, Japan og Kina er - lige som USA - helt afhængige af olieimport. Hvis USA bringer sig i en position, hvor Washington kan styre olieleverancerne kan USA når som helst tage kvælertag på sine store konkurrenter.
Hvis USA kan bestemme prisen på olie kan Washington diktere Ruslands politik. Rusland er fuldstændig afhængig af sin eksportindtægt fra olie.
Kontrol med Irak er et meget stort skridt i retning af at skaffe en sådan kontrol med olien.
Men Bush-regeringens beslutning om at starte en krig - uanset FN, uanset reelle trusler fra Irak eller ej, uanset protesterne fra andre regeringer og verdens folk - har flere andre årsager.
Ud over olieindustrien er det USA's rustningsindustri, der betalte pengene til den valgkamp, som sikrede Bush præsidentposten. Gælden til rustningsindustrien skal nu betales tilbage i form af krig og oprustning i et omfang, der ikke er set i årtier.
Et nyt præsidentvalg nærmer sig med sit behov for valgstøtte i milliarklassen. Det spiller også en rolle.
Den økonomiske krise i USA har vist sig at være så dyb, at enorme skattelettelser, store rentenedsættelser og en lov, som tvinger amerikanere til at arbejde for sultelønninger ikke har været nok til at stoppe nedturen.
En krig er Bush-regeringens ultimative forsøg på at sikre profitter, der kan sætte gang i produktionen.
Bush har for et halvt år siden fået vedtaget en ny global strategi i Kongressen. Den fastslår, at USA vil skaffe sig rollen som verdens ubestridte leder. Den nye doktrin siger sort på hvidt, at USA ikke vil acceptere at nogen magt i verden kommer op på siden af USA endsige overhaler landet.
Hvis der er udsigt til det vil USA bruge sin (militære) overmagt at forhindre det.
Den krigspolitik, som i disse dage bliver fordømt i det meste af verden og som har fået de største menneskemasser i 30 år på gaden i protest, er den konkrete udmøntning af Bush's nye doktrin.
Og han er kun lige begyndt...

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. mar. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp