25 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den dag Fogh gik i sort og rødt

Den dag Fogh gik i sort og rødt

Fredag, 21. marts, 2003, 00:00:00

Anders Fogh Rasmussen har bragt Danmark i bås med en håndfuld af Bush´s mest loyale allierede - som lommeuld Bush´s mest medietækkede jakkesæt

Det var den dag Fogh gik i sort og rødt. Selve malingsaktionen har vakt en stor forargelse. Det er en trussel mod demokratiet - hedder det.
Fogh vil sikkert bruge den røde jakke til at bevise, hvor langt ude i hampen krigsmodstanderne er.
Det ér naturligvis ikke en smart aktion at forvandle statsministeren til et sponsorat for Flügger Byggefinish - og så vil vi ikke høre mere om den. Den må ikke spærre for, hvad Fogh gjorde denne sorte tirsdag, som vil gå over i historien.

Et fejlspring
Regeringens beslutning - sammen med Dansk Folkeparti - om at gå i krig er utrolig på mange måder:
* Dansk Folkeparti sender danske soldater i krig i Mellemøsten for USA med Venstres og Konservatives stempel.
* Den danske regering vender sig mod FN og tilsidesætter organisationens autoritet. Folkeretten er overtrådt og skubbet til side.
* Den danske regering anbringer sig i lommen på Bush på et enestående og ekstremt USA-følgagtigt grundlag.
Fogh har vist sig at være nøjagtig lige så farlig som ventet. Hans tidligere skriverier og udtalelser på de store og principielle spørgsmål har vist, hvad han rummer. Han har bragt Danmark i bås med en håndfuld af Bush's mest loyale allierede - som lommeuld Bush's mest medietækkede jakkesæt.
Måden det er sket på er også bemærkelsesværdig.
Udenrigsminister Per Stig Møller har igennem måneder sagt, at 'vi kører efter FN-sporet'. Der skal en FN-beslutning til, har vi hørt sagt mange gange. Men han vendte 45 grader på en tallerken, da Fogh bad ham om det.
Nu ved vi i det mindste, hvor vi har Per Stig Møller, nemlig lige nøjagtig dér, hvor Fog beder ham om. Sådan fortsætter De Konservative deres markering af egne standpunkter.

Sort og rødt blod
Det principielle i den danske Mellemøstenkrig er især, at det sker på grundlag af nogle luftige erklæringer om demokrati og antiterror. Men enhver krig har sin skønmaling.
Den kynisme, som Fogh har tilsluttet sig - på vores vegne -, stikker dybere end nogen oliekilde.
Bush sagde det selv i sin tale natten til tirsdag. 'Ødelæg ikke oliekilder - det er en kilde til velstand, der tilhører det irakiske folk... ' Han manglede blot at sige vores oliekilder.
Budskabet fra præsidenten er klart. 'Det kan godt være, at jeres blod flyder i gaderne, når vi bomber jer sønder og sammen. Det er også muligt at I ikke får mad, hvis krigen trækker ud. Men husk, vi lader det røde blod strømme for jeres friheds skyld. Men husk især også, at I ikke må pille ved vores oliekilder, for den sorte olie skal strømme til USA's sultne biler'.
Fogh har købt aktier og ansvar i dette projekt.

Slutspillet
USA's krig mod Mellemøsten har været under vejs længe. Hvad der sker er ikke godt at vide.
Det er muligt at USA får en hurtig sejr - men hvis der ikke kommer et internt kup eller at Iraks top bliver fjernet på anden måde, så kan det også blive en længerevarende kamp.
Afgørelsen er slet ikke når selve slaget er ovre. Det er netop en af de måder historien manipuleres på.
For - ligesom USA og EU satte en kædereaktion i gang på Balkan - vil det være tilfældet i Mellemøsten. Og ligesom Saddam Hussein kom til magten med USA's hjælp, så vil en ny også komme det.
Spændingerne vil fortsat være der, og de amerikanske støtteregimer vil komme under voksende pres nede fra. Og så begynder spillet at åbne sig for Saudi Arabien.
Olie og blod flyder sammen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. mar. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp