Ham den gale mand derovre. Krigen. Før denne her skærveknuser er gået i trykken, er krigen vel gået i gang. Hvordan kunne jeg være så naiv at håbe på, der var en vej udenom?

af Kjeld Stenum
Det er sådan en fin årstid. Høje blå himle og sol hele dagen. Selv i min kolde våde jord kan forårsblomsterne ikke vente mere.
Allerede to dage efter vinterens ophør var hele det store staudebed dækket af gule erantis, nu står de og lyser som små fine sole i det sene eftermiddagslys.
Efterhånden kan man komme et helt spadestik i jorden uden at støde på is.
Fuglehannerne begynder at opføre underlige danse, hvis ikke de ryger i totterne på hinanden, deres største pligt i livet er at score nogen hunner og få mangfoldiggjort deres gener, og som de pligtnørder, sådan nogen hanner er, kaster de sig med dødsforagt ud i opgaven.
Altså, hvorfor bliver de aldrig klogere?
De ivrigste kan man gå ganske tæt på, de ser hverken lurende katte eller ræve. Sådan hindres vel spredning af altfor dominerende nørde-gener i fugleverdenen.

Til det sidste havde jeg håbet, at jeg kunne slippe for at fylde mit hoved - og dermed mine læsere - med alt det sorte og tunge.
Men nu tør jeg ikke tro på, vi undgår det mere. Ham den gale mand derovre. Krigen. Før denne her skærveknuser er gået i trykken, er krigen vel gået i gang. Hvordan kunne jeg være så naiv at håbe på, der var en vej udenom?
Har vi ikke set det så tit, ja har jeg ikke set den opførsel fra USA's side i hele mit halve århundrede lange liv, måske lige bortset fra nogen få års lammelse efter Vietnamkrigen?
Selvom jeg ikke kan skrive meget om det nuværende syge amerikanske projekt, som ikke er skrevet bedre af andre før, og da slet ikke i denne avis, så kan jeg ikke lade være med at blande mig i koret og råbe også min protest.

Min afmægtige protest, desværre. For det ender sgu nok med, at han slipper af sted med det.
Og det kan blive blodigt.
Dengang Bush var ved at udråbe en forvokset legetøjsflyver, som våbeninspektørerne havde fundet i Irak, til den rygende pistol, nøjagtigt samtidig med, at amerikanerne selv prøvesprængte en nyudviklet konventionel terrorbombe, der vist ikke lader atombomben meget efter, da tænkte jeg, at den mand har hverken skrupler eller skam i livet.
Han gør sådan, fordi han vil demonstrere for os, hvor arrogant han tør at være. Den, der har magten, definerer retten - hvilket er noget helt andet end retfærdigheden. Og Bush vil vise alverdens nationer og befolkninger og deres regeringer, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvor tynde, latterlige, dobbeltmoralske eller selvmodsigende hans argumenter er.
Han har ret alligevel. Fordi han har magt.
Dem der mener noget andet, kan jo prøve at argumentere med hans nye superbombe. Den skal vel prøves nu i Irak?
Efter det, vil så ikke selv Libyens Gadaffi forvandles til en dikkende lammehale?

Jeg var ellers så småt ved at tro, at det ville bære.
Først de der enormt flotte fredsdemonstrationer over hele verden. Dernæst opinionsmålingerne, og også lidt det, at Frankrig, Tyskland og Rusland begyndte at slå sig i tøjret. Splittelse blandt de sammenspiste.
Men det, der fik mig til at tænke, nej, nu begynder det sgu virkelig at rykke, det var da det tyrkiske parlament sagde nej til Bush, der gerne ville bruge tyrkiske baser i krigen mod Saddam. Det gjorde det tyrkiske parlament på grund af presset fra befolkningen, ingen tvivl om det, for i Tyrkiet finder man næppe et menneske uden for magtens allerøverste cirkler, der vil acceptere den krig. Det var krigsmodstandens allervigtigste sejr til i dag.
For det er godt, og det er vigtigt med fredsdemonstrationer. Og jeg ved godt, nogen siger, at fredsbevægelsen vandt Vietnam-krigen. Men uden på nogen måde at forklejne fredsbevægelsen (og hvad andet kan vi gøre?) så vil jeg alligevel holde fast i, at det, som virkelig talte, det var det vietnamesiske folks heltemodige uknækkelige modstand.
Krigen blev simpelthen for dyr for USA, i kølige dollars.
Derfor fik fredsbevægelsen dengang politisk slagkraft, ellers tror jeg sgu, de er arrogante nok til at skide på os et meget langt stykke hen ad vejen.

Derfor bekymrer Mellemøsten mig som regel. Det er ikke kun at de ikke har andet at slås med end forladergeværer, selvmordsbomber og modelflyvemaskiner.
Men den vietnamesiske hær havde både betydelig militær styrke og høje moralske kvaliteter, og begge dele er jeg bange for der kræves i betydeligt omfang, hvis man skal sejle op mod arrogante amerikanske præsidenter, der slås med såvel teknologien som Vorherre på deres side, ligegyldigt hvor lidt moral deres krig så er udtryk for.
Talebanerne i Afghanistan havde tilsyneladende for lidt af begge dele, selvom krigen i Afghanistan faktisk ikke er slut endnu.
Jeg er bange for, situationen er tilsvarende i Irak. Og det eneste, der ville kunne løfte fredskampen til samme styrke som i Vietnamkrigens tid, det ville være, at den arabiske verden fandt sammen om at kræve amerikansk indblanding bragt til ophør. Man går og venter på, at det vil ske.
Derfor var det tyrkiske parlaments beslutning så opløftende.

Går og venter på, at den arabiske verden skal finde sammen? Om hvad?
Hvis den arabiske verden finder sammen nu, og det lykkes at sætte USA skakmat, vil det så ikke bare føre til, at Saddam Hussein alligevel får fat i en lang ende igen?
Var det ikke bedre, når det nu skal være, at det bliver så kort og effektivt et kirurgisk snit som muligt, og man så bagefter tager fat på at stille en politisk holdbar langsigtet løsning på benene?
Nej, det var ikke bedre. Jeg tror ikke på USA's korte effektive kirurgiske snit.
Og jeg tør godt sige det, også nu efter EU's terrorlove: For mit vedkommende går jeg ind for, at vi er parate til at løbe den risiko, at Saddam Hussein finder en smutvej.
For det første er jeg ret overbevist om, at en amerikansk indsat marionetregering efter Saddam ikke bliver en tøddel bedre for det irakiske folk.
Sådan en marionetregering bliver efter al sandsynlighed sat sammen af dybt kompromitterede folk, der måske ligefrem kommer fra Saddam Husseins egne rækker og selv har begået krigsforbrydelser, men er faldet i unåde.
Den slags mennesker vil være dybt afhængige af, at en amerikansk præsident holder hånden under dem, derfor er de de eneste, amerikanerne tør stole på.
For det andet stopper det ikke her, medmindre nogen stopper det. Amerikanerne laver ikke superbomber for ingenting. Og for hver sejr, de vinder, bliver de blot endnu mere arrogante og aggressive.
Jeg er dybt bekymret for, hvad Bush hitter på bagefter.
Who's next?