Mere end halvdelen af Iraks befolkning på 24 millioner mennesker er børn under 15 år. Det er 12 millioner børn. Børn som mig

af Charlotte Aldebron, 12 år
Når folk tænker på bombning af Irak, ser de billedet af Saddam Hussein i militæruniform for sig. Eller måske soldater med store sorte moustacher, og med geværer i hænderne. Eller mosaik-billedet af George Bush senior på gulvet i vestibulen på Al-Rashid Hotel, med ordet 'kriminel' indføjet.
Men ved du hvad? Mere end halvdelen af Iraks befolkning på 24 millioner mennesker er børn under 15 år. Det er 12 millioner børn. Børn som mig.
Okay, jeg er snart 13, så nogle er lidt ældre, og nogle er meget yngre end mig. Nogle er drenge i stedet for piger, mange har brunt hår, og ikke rødt som mit. Men det er børn, der alt andet lige er ganske ligesom mig.
Så tag et kig på mig - du må godt se grundigt efter. For jeg er det billede som du burde se inde i dit hoved, når du tænker på at bombe Irak. Jeg er det som du vil komme til at ødelægge.
Hvis jeg er heldig, bliver jeg dræbt øjeblikkeligt, sådan som de tre hundrede børn du dræbte med en 'smart' bombe i et beskyttelsesrum i Bagdad den 16. februar 1991. Eksplosionen medførte en varme så intens, at omridset af børnene og deres mødre er brændt ind i væggene. Du kan stadig plukke små flager af sortbrændt hud af stenene, som souvenirs til minde om sejren.
Men måske vil jeg ikke være så heldig, og vil dø langsomt, sådan som 14 år gamle Faisal, som lige nu ligger på afdelingen for døende på Bagdads børnehospital. Han har lymfekræft, som følge af forarmet uran fra dine Golfkrigs-granater.
Eller måske jeg vil dø smertefuldt og unødvendigt, som 18 måneder gamle Mustafa. Hans indvolde bliver ædt op af sandflue-parasitter. Det er ikke til at tro, men Mustafa kunne blive fuldstændig kureret med medicin til en pris af kun 25 dollar. Men der er ikke noget af denne medicin på grund af dine sanktioner.
Eller måske dør jeg slet ikke, men lever videre i mange år med psykologiske skader som ikke kan ses på mig. Sådan som Salman Mohammed, som den dag i dag ikke kan glemme mindet om den terror, han oplevede sammen med sine små søstre, da du bombede Irak i 1991.
Salmans far samlede hele familien i samme rum, sådan at de kunne overleve sammen, eller dø sammen. Han overlevede. Han har stadig mareridt om sirenerne, der varslede luftangrebene.
Eller måske jeg vil blive forældreløs, sådan som Ali, der var tre år da du dræbte far hans under Golf-krigen. Ali gik hen til graven hver dag i tre år og skrabede i jorden, mens han råbte: 'Det er sikkert nu, far, du kan godt komme ud - de mænd som puttede dig derned, er gået. '
Men Ali, du tager fejl. Det ser ud som om disse mænd er på vej tilbage.
Eller måske jeg kunne tage det oven fra og ned, som Luay Majed. Han syntes det var fedt, når Golf-krigen gjorde at han ikke var nødt til at gå i skole, sådan at han kunne være lige så længe oppe som han havde lyst til. Men i dag, uden uddannelse, prøver han at holde sig i live ved at sælge aviser på gaden.
Forestil dig, at alle disse børn er dine børn - eller niecer, nevøer eller naboer.
Forestil dig at din egen søn skriger af smerte på grund af en knust arm, mens du ingen ting kan gøre for at lindre smerten eller trøste ham.
Forestil dig din datter skrige inde fra resterne af en sammenstyrtet bygning, men du kan ikke nå ind til hende.
Forestil dig at dine børn strejfer rundt i gaderne, sultne og ensomme, efter at have set dig dø for øjnene af dem.

Dette er hverken en eventyrfilm, fri fantasi eller et videospil. Dette er virkeligheden for Iraks børn.
For nylig rejste en international gruppe af forskere til Irak for at undersøge hvorledes børnene dér har det med at leve under truslen om krig. Halvdelen af de børn de talte med, sagde at de ikke længer kunne se nogen mening med livet. Til og med helt små børn kendte til krigen, og var bange for den.

Assem, en femårig, beskrev krigen som 'geværer og bomber, og luften bliver kold og varm, og vi vil brænde enormt meget. ' Ti år gamle Aesar havde en besked til præsident Bush: 'Du skal være klar over at en masse irakiske børn vil dø. Du vil se det på TV, og så vil du komme til at fortryde det. '
Tidligere, i underskolen, lærte vi at løse problemer med andre børn ved at tale sammen og komme med 'jeg-meldinger' i stedet for at slå eller skælde ud. Ideen med 'jeg-meldinger' var at lade den anden part forstå, hvor ondt hans eller hendes handlinger havde gjort dig, sådan at personen ville få sympati med dig, og stoppe med det.
Nu vil jeg give dig en 'jeg-melding'. Eller rettere: Det bliver en 'vi-melding'.
'Vi' står for alle de børn i Irak, som hjælpeløst venter på at noget ondt skal ske. 'Vi' står for hele verdens børn, som ikke tager del i beslutningerne, men må lide under konsekvenserne. 'Vi' står også for dem, hvis stemmer er for svage eller for langt væk til at blive hørt.
Vi føler frygt, når vi ikke ved om vi er i live i morgen.
Vi føler vrede, når folk ønsker at dræbe os eller skade os og tage vores fremtid fra os.
Vi føler sorg, for alt hvad vi ønsker er at have en mor og en far, som vi ved også er her i morgen.
Og til sidst: Vi føler os forvirrede, fordi vi ikke engang ved hvad det er vi har gjort forkert

Oversættelse: Helge Knudsen

Charlotte Aldebron er en amerikansk skolepige på 12 år. Hun holdt denne tale ved et fredsarrangement i sin hjemstat Maine den 15. februar i år. Charlotte går i syvende klasse på Cunningham Middle School i Presque Isle, Maine, og talen er egentlig skrevet som en skolestil.
Dagbladet Arbejderen optrykker talen efter tilladelse fra Charlotte og hendes mor, Jillian Aldebron.
Hør hende fortælle om og læse sin tale op på http://radio.indymedia.org/front.php3?article_id=1822&group=webcast(kræver mp3-afspiller)

Hvis du har lyst, kan du sende en kommentar til Charlottes tale - på engelsk - til eller via hendes mor, Jillian Aldebron, på aldebron@ainop.com