Den forløbne uges modstand mod krigen har budt på flere demonstrationer og andre aktioner mod Irak-krigen. Og på en voksende bredde i antikrigsbevægelsen.

af Helge Knudsen
Titusinder af unge og gamle, folk i slidte vindjakker og i pels, stod side om side torsdag aften på krigens første dag for at markere modstanden mod USA's Storbritanniens og Danmarks krig mod Irak. Dagen efter deltog tusinder af studerende og skoleelever i disciplinerede, ikke-voldelige aktioner mod krigen rundt omkring i de større byer. Lørdagens demonstrationer var ikke de største siden startskuddet den 15. februar - demonstrationstrætheden er ved at melde sig. Til gengæld viser de ny bredde. Socialdemokraterne har fundet ud af, at bevægelsen mod krigen ikke er et kort sidespor, men et spor der bevæger brede dele af den danske befolkning. De brede dele, som ikke køber historien med, at USA og Storbritannien er gået i krig for den almindelige irakers skyld. Men at det er et spil om magt og olie, som Mogens Lykketoft, helt uden uld i mund, formulerede det i sin tale på demonstrationen i København.
Dén erkendelse har været længe undervejs i Det Kongelige Danske Socialdemokrati. Men Socialdemokraterne skal hilses velkommen i fredsbevægelsen. Ikke blot som talere til demonstrationerne, men gerne som aktivister i de mange lokale fredsgrupper, der er blomstret op over hele landet.
Der er brug for alle gode kræfter i kampen mod krigen. Der er brug for, at den folkelige modstand kommer til udtryk, bliver synlig, i hele sin bredde. Og her må der også være plads til mennesker af borgerlig observans, som ud fra et ærligt hjerte og en klar hjerne er modstandere af krigen. Som for eksempel Lone Al Awssi, der talte på lørdagens demonstration foran Christiansborg.
Hvad der ikke er brug for, er at antikrigsbevægelsen bliver spændt for EU's vogn. Socialdemokraterne er velkomne i fredsbevægelsen - men ikke hvis de kommer for at tale om EU som 'fredens projekt'. Lad os minde om, at flere af de krigsførende lande er medlemmer af EU.
Antikrigsbevægelsen har opnået sin bredde ved at stå på et klart og konsekvent grundlag: Klar afstandtagen fra enhver form for støtte til Saddam Hussein, og en klar holdning til, at krigen mod Irak er ulovlig efter international ret - også selvom det skulle være lykkedes Bush og Blair at presse og/eller bestikke et flertal i FN's Sikkerhedsråd til at stemme for krigen.
Og antikrigsbevægelsen har opnået sin styrke, fordi kræfterne i den er bevidste om, at kun den folkelige modstand kan stoppe krigen. Den er klar over, at civil ulydighed ikke skal gå over i aktioner, som kan skade den folkelige opbakning og dreje opmærksomheden væk fra det egentlige formål: At få stoppet krigen gennem et bredt og ikke mindst voksende pres.
De seneste meningsmålinger viser, at netop modstanden mod den danske krigsdeltagelse er meget stærk. I disse dage diskuterer bevægelsen om der skal indledes boykot af danske selskaber, der tjener direkte på krigen. Et naturligt skridt, som der også kan skabes bred opbakning om i den danske befolkning.