Line Barfod. Din og dit partis reaktion på malingsaktionen afslører jer: I er intet alternativ. Bare endnu en gruppe levebrødspolitikere
Åbent brev fra Michael Gyes-Linde, Glostrup
Til Line Barfod,
Tak fordi du mindede mig om hvorfor jeg aldrig ville drømme om at stemme på Enhedslisten.
Din, og efterfølgende dit partis, reaktion på malingsaktionen forleden bekræfter nemlig til fulde, at Enhedslisten er og bliver et parti som lægger mere vægt på at forsvare sin parlamentariske repræsentation end på at støtte græsrødderne.
Jordforbindelsen er røget sig en tur. Din og dit partis leflen for de 'demokratiske spilleregler' viser, at partiet Enhedslisten ikke er græsrøddernes repræsentanter på Folketingets talerstol. At Enhedslisten ikke tør eller formår at tage en principiel konfrontation med de borgerlige.
Du og dit parti siger, at 'overfaldsmændene' med deres aktion har fjernet fokus fra modstanden mod krigen. I tager fejl. Mellem almindelige mennesker gik billedet af blodet på Anders Foghs hænder rent igennem. Du og din folketingsgruppe har derimod fjernet fokus. Med jeres fordømmelse af aktionen og jeres snak om 'demokratiets spilleregler' har I fjernet fokus fra blodet på regeringens hænder. I har fjernet fokus fra kampen mod krig, fra kampen mod dansk deltagelse i myrderierne på den irakiske befolkning.
Jeres fire stemmer mod regeringens krigsdeltagelse vil hverken gøre fra eller til. Det flertal er sikret. Men når I vælger at lægge jer ned og lade jer kue af de borgerliges og mediernes forargelse over en fed og velgennemført happening, betyder det noget. Så svigter I. Så spiller I bolden over på krigstilhængernes banehalvdel. Når I ikke bruger Folketinget som talerstol for græsrødderne svigter I.
Det har været patetisk men også meget lærerigt at se din og resten af folketingsgruppens ageren i kølvandet på aktionen. At se jeres angst for at et medlem skulle blive kendt uværdigt til Folketinget. Det ville være frygteligt, ikke sandt?
Jeres pladser i Folketinget og jeres agtelse blandt borgerlige politikere og medier er åbenbart vigtigere end jeres mulighed for at tale med folkets, med græsrøddernes og krigsmodstandernes stemme. Det betyder altså mere for dig og dine venner at tjene 400.000 om året og at Anders Fogh har rent tøj på, end at danske kugler nu skal dræbe uskyldige irakere.
Line Barfod. Din og dit partis reaktion på malingsaktionen afslører jer: I er intet alternativ. Bare endnu en gruppe levebrødspolitikere - et halehæng til dem der forsvarer det bestående og dem der frygter den dag folket tager magten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278