Vores aktion var ikke et personangreb - men et angreb på den danske krigsdeltagelse. Vi er anklaget for vold, men det er ikke vold at kaste med maling - det er vold at kaste med bomber.
af Lars Grenaa og Rune Eltard Sørensen
Det varmer vores hjerter at følge jeres gode arbejde herinde i fængslet.
Den globale permanente krig, som USA og venner nu påfører Irak og resten af verden, er forfærdelig.
Det er verdens største diktator og verdens største terrorist, der fører krig for egne snævre strategiske og økonomiske interesser.
Bush, Blair og Fogh har brudt med verdens befolkning og vil fra nu af påføre enhver, der siger fra, stor ødelæggelse.
Vi er anklaget for at angribe demokratiet, men enhver må spørge sig selv:
Er det demokrati at kaste bomber på uskyldige civile?
Er det demokrati at trodse verdensopinionen og føre krig for penge og olie?
Er det demokrati, når en lille magtelite, for enhver pris, og på trods af enhver menneskelig logik og menneskelig forståelse, påfører Iraks befolkning død, lidelse og smerte?
Vi betragter vores fængsling som politisk - og som en kriminalisering af fredsbevægelsen.
Men modstand mod en uretfærdig og illegitim krig kan aldrig være kriminel. Tværtimod er det kriminelt at dræbe civile og kaste bomber på en hel befolkning.
Ved at kaste blodrød maling på stats- og udenrigsministeren har vi ønsket at gøre opmærksom på krigens alvor. Gøre opmærksom på at krig ikke er et computerspil, men mord, bomber og ødelæggelse.
Vi føler det er vigtigt, at sende verdens befolkning et signal om, at regeringen står alene med sin krigsstøtte.
Vores aktion var ikke et personangreb - men et angreb på den danske krigsdeltagelse. Vi er anklaget for vold, men det er ikke vold at kaste med maling - det er vold at kaste med bomber.
Den ikke-voldelige civile ulydighed er et vigtigt våben vendt direkte mod krigen og krigsmagerne.
Vi er ved godt mod herinde, på trods af vores uretfærdige og politiske fængsling. Et ægte demokrati havde sat Fogh og Møller bag tremmer.
Vi håber, at I får nogle gode og store demonstrationer og vi sender ikke bare vores, men et stort flertal af de indsatte herindes varmeste fredshilsener.
Vi opfordrer jer til at skrive til os - det vil hjælpe på ensomheden i fængslet.
Kampen for fred fortsætter - stop krigen!
Dette brev er skrevet den 20. marts og sendt fra Blegdamsvejens Arrest. Rune og Lars er siden overflyttet til Vestre Fængsel. Hilsener kan sendes til Postbox 701 2450 København SV.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278