26 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Om tilsvining af arbejdstøj

Om tilsvining af arbejdstøj

Fredag, 28. marts, 2003, 00:00:00

Der er ligefrem et par personer, der er blevet varetægtsfængslet, fordi de har spildt lidt endda vistnok helt ufarlig stofmaling på to menneskers arbejdstøj inde på Christiansborg

af Kjeld Stenum
Det er snart tredive år siden, jeg begyndte som jord- og betoner. Det første sjak, jeg var i, var et såkaldt spjæld-sjak, det vil sige vi beskæftigede os med alskens slags småreparationer.
Noget af det, vi gjorde mest i, var at lappe huller i asfalt. For at få en lap til at klæbe på den eksisterende asfalt smører man området omkring hullet med emulsion, et asfaltprodukt opløst i et flygtigt organisk opløsningsmiddel, som damper væk og får produktet til at hærde som lim.
Dengang jeg begyndte, var det opløsningsmiddel, man anvendte, benzen, et stof, det siden er blevet forbudt at bruge, fordi det er kræftfremkaldende. Ved små reparationer smurte vi emulsionen på med en kost, men til lidt større ting brugte vi en emulsionssprøjte, der bestod af en lille kompressor, et trykkammer, og en slange med en dyse.
Den sprøjte var det rene djævelskab. For benzen er en meget flygtig væske, og det betød, der uundgåeligt oparbejdede sig kager af hærdet emulsion alle vegne på maskinen. Man kunne ikke røre ved det spøgelse uden at få emulsion på sig. Og vi ikke blot rørte ved den, vi arbejdede med den hele tiden. Det betød uundgåeligt, at emulsionen langsomt arbejdede sig op fra håndleddene og buksebenene og svinede mere og mere af tøjet til. Og vi blev sorte om næsen, hver gang vi skulle snyde næse.

Nu var den kravlende tjæresubstans én ting. Noget andet var, at fordi benzen er så flygtigt, så klumpede emulsionen også tit, og så stoppede dysen til. Motoren kunne sagtens blive ved med at trække kompressoren alligevel, så trykket det bare voksede og voksede, når dysen stoppede til, og hvis man ikke var hurtig, så eksploderede slangen.
Og benzen er udover at være meget flygtigt også meget let, så det, der kom ud af sådan en eksploderende slange kunne i blæsevejr nå vidt omkring og svine mange fine fliser for ikke at snakke om biler og huse til. Det var en detalje, at det også gik ud over vores arbejdstøj, og hvorvidt det også gik ud over det, der var indeni arbejdstøjet, var ikke engang en detalje. Vi tænkte ikke på det.
Det var først mange år senere, jeg fandt ud af, at det var kræftfremkaldende stoffer, vi legede med. Engang jeg fik et bukseben farvet sort af skidtet, kan jeg huske, formanden gav sig til at fortælle om en tyk makker, han havde haft. Den makker havde stået med ryggen til en emulsionssprøjte i drift, med røven i vejret, fordi han med et stykke kridt var ved at tegne faconen på asfaltlappen ind.
Så eksploderede sprøjten, og der stod et springvand af emulsion ud af slangen og ud over ham, som han stod der med røven til og tegnede. Og han blev så forfjamsket, at han ikke sansede, hvad det var, der skete, så han blev bare stående. Og han blev sort som en neger, så sort, at det hvide i øjnene var det eneste hvide i hans ansigt, og de andre de havde brølet af grin. Det gjorde vi også.

Det var én detalje. Noget andet, som lige farer mig i hovedet, nu vi snakker om beskidt arbejdstøj, er de der blå kurdere fra dengang jeg stod på plastikfabrik. Jeg kalder dem blå, fordi det er hvad de var. Eller i hvert fald var ved at blive. De producerede poser til et eller andet hospitalsbrug, vi kaldte dem pisse-poser, jeg er ikke helt inde i, hvordan hospitalerne bruger plastposer i den sammenhæng, men det er nu også underordnet.
Poserne var i gennemsigtig PVC-plast og blev forsynet med et tryk i blå farve. Hvad denne farve var for noget ved jeg ikke. Men alle ved jo, at det ikke er hvad som helst, der duer til at påføre plast et holdbart tryk, så det har helt sikkert ikke været den rene frugtfarve.
Kurderne skulle nu sørge for at holde maskinen vedlige med frisk farve, udover de mange andre ting, der var at passe for at holde sådan en maskine kørende. Og det var noget med at flå et stramt låg af nogle metalbøtter i en vis fart, og selvom de havde handsker, kunne de ikke bruge dem. Læderhandsker blev gennemvædede, gummihandsker blev ødelagt på ingen tid, når man skulle stå og rode med de bøtter.
Desuden var bøtterne godt fyldte, det var ikke til at have med at gøre, uden at man fik farve på sig. Heldigvis så havde de jo blåt tøj i forvejen, sagde den ene af dem til mig og grinede, så gjorde det jo ikke så meget. Ham, som passede bøtterne mest, havde fuldstændig blå hænder, og han sagde, at det ikke kunne lade sig gøre at vaske det af. Det var da godt, at det ikke var så tit, han spiste på d´Angleterre, der er det nok ikke god tone at møde op med sådan nogen blå hænder.

Det er kun et par episoder, som lige falder mig ind. Nu er det tilsvining af arbejdstøj, vi taler om. Jeg vil godt sige, jeg slider omkring to sæt arbejdstøj op om året, så det er da sket en del gange i mit liv, at jeg har fået nyt arbejdstøj. Men jeg kan ikke huske, det nogensinde er blevet så meget som en måned gammelt, uden at det har fået én eller mange uafvaskelige plamager på sig. Det er altså noget, jeg ikke tænker over.
Jeg kender jord- og betonere, der er en smule bedre til at holde deres arbejdstøj, end jeg er, jeg kender også nogen, der er ringere, men altså sådan generelt, vi kan ikke undgå at blive svinet til, og det er ikke vores egen skyld, for hvad enten vi går meget op i det eller ej, så ville vi da hellere gå rundt og være rene og pæne end det modsatte.
Det er det arbejde, vi bliver sat til, og ansvaret for vores arbejdsforhold, hvis vi nu skal op i det leje, det er altså arbejdsgivernes. Nu har jeg nævnt et par grove eksempler lige her til lejligheden, men generelt synes jeg, vi har en del vigtigere ting at strides med arbejdsgiverne om end lige netop det der med tilsvining af arbejdstøj.
Men altså, jeg kan forstå, at nu skal der til at være skrappere straffe for den slags. Ja, der er ligefrem et par personer, der er blevet varetægtsfængslet, fordi de har spildt lidt endda vistnok helt ufarlig stofmaling på to menneskers arbejdstøj inde på Christiansborg. Og rygtet vil vide, at de står til tres dage i brummen for det. Jeg synes måske, det er lige i overkanten. Men o. k., konsekvens skal være konsekvens. Og hvis det skal til at køre på den måde, så har jeg bare fra mit ene elendige almindelige liv altså nok af sager til at fylde de danske fængsler i mindst ti år.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. mar. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp