Havde Irak-krigen haft et FN-mandat, ville Socialdemokratiet have støttet det blodbad, der nu foregår. Det har partiets ledelse understreget igen og igen.

af Jørgen Petersen DKP/ML
Der har været enighed i mere end 50 år mellem de borgerlige partier og Socialdemokratiet om dansk udenrigs og sikkerhedspolitik.
Denne enhed brød regeringen med beslutningen om at deltage i USA's ulovlige krig mod Irak..
Med Mogens Lykketoft i spidsen har Socialdemokratiet forsøgt at bruge krigen til at give partiet en skarpere profil. Igen og igen understreger de socialdemokratiske toppolitikere - som har været udsat for en voksende pres nedefra - at en socialdemokratisk regering ikke havde støttet Bush og sendt danske soldater i krig på det foreliggende grundlag.
Det er en vigtig kritik, som har gjort det lettere for mange socialdemokrater at gå med ind i fredsbevægelsen.
Imidlertid er det vigtigt at forstå dobbeltheden i den kurs, den socialdemokratiske ledelse har valgt. Med udgangspunkt i folkestemningen forsøger partiet at vinde parlamentarisk fremgang med afsæt i fredsbevægelsen.

Det socialdemokratiske nej til krigen har sammen med Dansk Folkepartis krigeriske optræden fået tusinder af arbejdere til igen at overveje at stemme på Socialdemokratiet.
Mogens Lykketofts støtte til fredsbevægelsen hviler desværre på et spinkelt politisk grundlag. Han kritiserer regeringen for at gå i krig uden FN-mandat. Hvis der havde været et sådant mandat, så havde Socialdemokratiet støttet det blodbad, der nu foregår. Det har man understreget igen og igen.
Samtidigt er Socialdemokratiet og den borgerlige regering enige om at sende danske soldater til Irak efter krigen og deltage i den civile administrationen af landet, mens det er besat af USA. FN skal blot give grønt lys.
Den socialdemokratiske ledelse har fremsat mange og rigtige kritikker af USA. Men denne kritik har sine meget snævre grænser.
Socialdemokratiet ønsker et stærkt EU i en nær alliance med USA, blandt andet gennem NATO. Det er bekymret over USA's strategi under Bush, fordi den graver kløften dybere og dybere til EU og har skabt en akut krise for FN. Derfor opfordrer Socialdemokratiet nu til en ny dialog mellem EU og USA.

Målet er naturligvis at genetablere det nære samarbejde fra den kolde krig. I øjeblikket møder den socialdemokratiske holdning ikke megen forståelse i USA. Bush arbejder bevidst for at lægge sikkerhedsstrukturerne fra den kolde krig bag sig. USA ønsker en verden med et magtcenter og har selv sat kurs mod verdensherredømmet.
Mogens Lykketoft forsøgte allerede som udenrigsminister i den tidligere socialdemokratiske regering at sælge EU som et fredens projekt. Nu er hans budskab til de unionsskeptiske danskere at de skal støtte EU, fordi det er den eneste faktor, der kan tøjle USA.
Men historien viser jo netop at både Frankrig og Tyskland drives af deres egne stormagtsinteresser og ikke spørgsmålet om at dæmme op mod imperialisme og krig.
Det er ikke Saddam Hussein, der har splittet EU. Det er USA, som har en indlysende interesse i at stække EU, fordi EU's og USA's interesser støder stadig mere skarpt sammen i opgøret om markeder, råstoffer og global dominans.
En udenrigs- og sikkerhedspolitik der bygger på EU, NATO og USA er en politik, der fører til nye krige, øget oprustning og udsalg af Danmarks nationale selvbestemmelse. Kampen mod USA's krig mod Irak og den danske krigsdeltagelse, har meget tydeligt vist, at den danske befolkning ønsker en anden kurs.