I en meningsmåling, Folkebevægelsen mod EU fik foretaget for nogle måneder siden, viste det sig, at der er massiv modstand i befolkningen mod at udskifte den danske grundlov med en EU-grundlov. Samme meningsmåling viste, at der ikke var samme opbakning til at bevare den militære undtagelse
af Karina Rohr Sørensen, Kandidat til EU-parlamentsvalget og talsperson for Folkebevægelsen mod EU.
Når man ser på oprustningsplanerne i EU, er det temmelig urovækkende. EU bliver forsøgt solgt som 'Fredens Projekt'. Tilhængerne prøver at skabe en illusion om, at EU er en global hyggeonkel, der vil sørge for at alle har det godt. Og at dømme efter meningsmålingen har de haft en vis succes med det.
Oprustning
Det er rigtigt, at der snakkes meget om fred i EU. Blot er det tankevækkende, at når der snakkes om fred i EU-regi, handler det mest om at anskaffe sig flere våben. Aktuelt er der planer om en EU-flådestyrke med hangarskibe og fly til supplement for EU's allerede vedtagne fælles udrykningsstyrke på 60.000 soldater.
Samtidig lægges der op til en styrkelse af våbenproduktionen. Allerede nu er EU verdens næststørste våbeneksportør. Det græske formandskab lægger stor vægt på udviklingen af den militære dimension. Også kommissionen har været ude med det synspunkt at der oprustes alt for lidt: 'Sammenlagt bruger EU-landene mindre end halvdelen af, hvad USA bruger på forsvar', konstateres det i en rapport. EU kan ikke blive ved med at halte bagefter, hedder det.
Hvor står Fogh...
Med mindre vi vil ind i et dyrt oprustningsprojekt, er der god grund til at fastholde den militære undtagelse. Eventuelt med hjælp fra uventet side: For nyligt advarede statsminister Anders Fogh Rasmussen mod et EU-militær løsrevet fra USA. Danmark skulle angiveligt hverken ønske denne løsrivelse eller flertalsbeslutninger på området.
Det bliver spændende at se, om han tager konsekvensen af det standpunkt. Hvis han gør, betyder det, at han bakker op om undtagelsen, og det vil betyde et nej til den nye EU-grundlov. EU-grundloven skal jo netop danne basis for Europas Forende Stater, den nye supermagt.
Det vil overraske mig meget, hvis statsministeren fastholder sin nye holdning. Hvis vi skal yde modstand mod den stigende militarisering, bliver der i stedet brug for mange aktive unionsmodstandere. Og der er rigeligt at tage fat på: Vi må i gang med at oplyse om EU's oprustning. Derudover skal vi sikre markante protester under det græske topmøde til sommer. Ligeledes skal vi skabe en stærk, bred og folkelig kampagne mod den nye EU-grundlov!
Karina Rohr Sørensen, 27 år, socialrådgiver. Kandidat til EU-parlamentsvalget og talsperson for Folkebevægelsen mod EU. Medlem af DKP/ML's landsledelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278