Mange unge opfatter i dag socialister som nogle, der vil indskrænke de individuelle frihedsrettigheder. Forslaget om at udvide ytringsfriheden blev desværre forkastet på Enhedslistens årsmøde

af Kåre Bluitgen, forfatter og journalist.
For nylig spurgte en ung mand mig om min forklaring på, hvorfor venstrefløjen 'altid' har ligget på omkring to-tre procents tilslutning ved valgene. Om vi (som han havde fornemmet på sine forældre) stadig mente, det var fordi, vi blev misforstået. Eller om vi måske førte en forkert politik.
Jeg havde ikke noget svar parat til den frække ungersvend, men så et eksempel på hvad han mente efter Enhedslistens årsmøde. Det handler om ytringsfrihed.
I begyndelsen af 1970'erne behandlede Folketinget et lovforslag - for at opfylde en FN-konvention - om forbud mod blandt andet racediskrimination.
Forslaget indeholdt en bestemmelse om straf for udtalelser, hvor 'en gruppe af personer trues, forhånes eller gøres til genstand for nedsættende omtale eller behandling på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro.'
Et medlem af Folketinget, Poul Dam fra SF, tog dengang afstand fra disse bestemmelser, fordi de anfægtede grundlæggende demokratiske principper og sagde blandt andet:
'Det er ikke vor stats opgave at foreskrive borgerne visse meninger eller at fratage dem retten til at have visse andre meninger. Selv de tåbeligste anskuelser, selv de mest skadelige opfattelser har ret til at eksistere, og de har ret til at komme til udtryk. Fjenderne skal frem i lyset, kun derved kan vi lære dem at kende, og kun derved kan vi tvinge dem til at blotte sig. Enhver frihedsbegrænsning rummer en dyster risiko. Hvor mange andre begrænsninger vil man ikke kunne begrunde på samme smukke måde?'

Acceptabelt og uacceptabelt
Poul Dam mente, at lovforslaget satte skel mellem acceptable meninger og uacceptable meninger. Og hvis først et sådant skel blev sat, så ville det også kunne flyttes. Han udtalte sig imod, at man gjorde nogle holdninger og meninger kriminelle:
'Meninger, selv de mest usympatiske, og propaganda, selv den mest forbryderiske, skal bekæmpes på frihedens vilkår.'
Men skellet blev sat. Lovforslaget blev vedtaget. I dag lyder Straffelovens § 266b: 'Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.'
Indgrebet i ytringsfriheden blev begrundet med de bedste meninger, og det blev antydet, at modstanderne af paragraffen netop ville forhåne og nedværdige sin modpart. Men ytringsfriheden er en grundlæggende rettighed i et demokratisk samfund.
Og enhver demokratisk rettighed kræver fortsat kamp både for at opretholde den og udvide den. Ellers kan man være sikker på, at den bliver indskrænket. Ytringsfrihedens kendetegn er, at jo mere man forsvarer den, jo større råderum giver man sine modstandere. Hvor dybfølt den demokratiske frihedstanke er i det enkelte menneske, kan ofte måles på vedkommendes omsorg for ytringsfriheden.

Ytringsfrihed
Uanset hvor sympatisk tankegangen bag indskrænkninger af ytringsfriheden kan synes, må de afvises.
Retten til at fremlægge tingene, som de er, og til at sige, hvad man mener, er måske den mest grundlæggende demokratiske ret. Det er i hvert fald den ret, regenter og religiøse ledere gennem historien har frygtet mest.
I dag er ytringsfriheden en så indarbejdet del af danskernes følelse af frihed, at få tør anfægte den. Angreb på ytringsfriheden vil stort set altid blive maskeret som forsvar for minoriteter, der kræver særlig beskyttelse.
Konsekvensen af ytringsfriheden er, at alle ideologier, kulturer og religioner kan komme under kritisk beskydning. Det at tillade diskussionen kan aldrig i sig selv være for eksempel fremmedfjendsk. Den åbne debat kan derimod blotlægge mønstre, så man kan forstå. Accept eller ej må den enkelte selv træffe valg om.

Udvide borgerlige rettigheder
Det er blevet sagt, at det triste ved verden er, at de kloge altid er i tvivl, og de dumme altid er så skråsikre. Ytringsfrihed er vigtig for demokratiet, eftersom demokratiet ikke har færdige, endegyldige svar på de store spørgsmål, men blot er en metode til at nå nærmere en afklaring. Det samme gælder for socialismen.
Mange unge opfatter i dag socialister som nogle, der vil indskrænke de individuelle frihedsrettigheder. Forslaget om at udvide ytringsfriheden blev desværre forkastet på Enhedslistens årsmøde. Ærgerligt, for dels må vi i praksis vise, at socialister ikke alene går ind for de demokratiske, borgerlige rettigheder, men netop står for at udvide dem - ud over hvad det borgerlige samfund kan bære.
Nu må den frække ungersvend selv afgøre, om venstrefløjen er dårlig til at forklare sin politik, eller om den simpelthen er forkert, fordi den indskrænker friheden i samfundet. Tror han det sidste, bliver han ikke en af dem, der løfter os fra historiens omtrentlige to-tre procent.

Kåre Bluitgen
Forfatter og journalist. Har i år udgivet debatbogen, 'Til gavn for de sorte' samt børnebøgerne 'Jeppe på Bjerget' og 'Døgnfluen Viva'. Modtog Kulturministeriets Børnebogspris 2000. Bor på Nørrebro i København. 43 år.