Kommunisterne har et ansvar for at få rejst debatten om fagbevægelsens modstrategi til kapitalens offensiv

Regeringens massive angreb på fagbevægelsen og fagbevægelsens almindelige situation i kampen mod forringelser, i kampen mod EU, i kampen for fred, i kampen for rimelige overenskomster var udgangspunktet for den faglige landskonference KPiD stod som initiativtager til.
I konferencen d. 8. - 9. marts deltog over 80 faglige kommunistiske tillidsmænd fra KPiD, DKP/ML, DKP og kommunister uden for partierne.
I samarbejde med bladet Kommunist bringer vi her en sammenfatning af oplæggene.

EU sætter fagbevægelsen under pres
Vi må indtage det grundlæggende synspunkt, at vandrende arbejdere skal behandles som alle andre

af Claus Olsen, Murerne, København
EU's indflydelse på vores overenskomster:
Hvilke konsekvenser får øst-udvidelsen på vores arbejdspladser og overenskomster og hvilke arbejdsopgaver stiller sig fremover i henhold til EU's forfatning?
Det kollektive aftalesystem hvor lønmodtagere og arbejdsgivere forhandler om løn og arbejdsforholdene på arbejdspladserne er jo den måde vi har valgt at indrette os på i Danmark og det er vi grundlæggende tilfredse med, selv om det også omfatter en arbejdsret - arbejdsgiverens ledelsesret - fredspligten med begrænset aktionsret - forligsmandslov hvor statsmagten blander sig i overenskomst forhandlingsforløbet og regeringsindgreb der fastsætter løn og arbejdsforholdene i en given periode.
Vi har forsat en lang række krav til vores model. Men vi skal forsvare arbejdernes og arbejdsgivernes ret til selv at aftale vilkårene for køb og salg af arbejdskraft og de spilleregler der skal gælde på arbejdsmarkedet. Det er styrkeforholdet mellem os og arbejdsgiverne der kommer til konkret udtryk i vores overenskomster.

Retten til at sige nej
Vi skal forsvare den faglige organisering. Det faglige fællesskab der giver den faglige styrke.
Vi skal forsvare retten til at sige nej til forhandlings resultater. Vi skal forsvare retten til at nægte at sælge vores arbejdskraft i kampen for bedre løn og arbejdsforhold. Det er kort sagt det der er i spil, det er hele fundamentet for det vi kender i dag.
EU systemets regulering af arbejdsmarked bevirker, at alt skal sikres gennem lovgivning og dermed på individuelle rettigheder. Der er ikke tvivl om at det styrker den faglige bevidsthed, når man selv er med til at fastsætte faglige krav. Det højner muligheden for at aftalerne overholdes, når arbejdsgiverne og lønmodtagerne forhandler løn og arbejdsforhold på plads ved overenskomstforhandlingerne.
Lovgivning vil være en svækkelse af den faglige kamp og dermed skade den faglige organisering, da lovgivning jo sikrer den enkelte frem for det kollektive faglige fællesskab. Der er ikke tvivl om at når EU systematisk fortsætter med at gribe ind i vores overenskomster vil det danske aftalesystem falde sammen.
Med Maastricht-traktaten og den sociale protokol gik EU-udviklingen ind i en ny fase. Der blev indskrevet procedure for inddragelse af arbejdsmarkedets parter i den kommende lovgivningsproces i traktaten.
Den europæiske faglige sammenslutning - EFS - er repræsentant for lønmodtagerne.
Arbejdsgiverne er repræsenteret med to organisationer UNICE og CEEP.
Procedure for inddragelse af parterne i lovgivningsarbejdet er:
•* Kommissionen fremsætter et direktivforslag.
•* Parterne høres. Hvis de ønsker det, kan de forhandle om kommissionens forslag.
* Bliver parterne enige, er der to muligheder:
1) De kan selv gennemføre aftalen.
2) De kan anmode kommissionen om at fremsætte aftalen som et direktiv.
•Kommissionen kan godkende aftalen ved at udarbejde den som direktiv eller forkaste den.

LO melder klart ud
EFS og LO er af den opfattelse, at alle spørgsmål vedrørende social- og arbejdsmarkeds-politikken skal afgøres ved flertalsafgørelser. At den nye traktat skal beskrive alle fundamentale faglige og sociale rettigheder og dermed aflevere fortolknings retten til EF-domstolen. At vejen frem er aftaler på europæisk plan. At aftaler ender som direktiver. At en logisk følge af europæiske aftaler er at der etableres en EU-arbejdsret.
Vores muligheder er:
• Styrke indsatsen for at overenskomstdække det danske arbejdsmarked.
• Fastholde og styrke den faglige organisering.
• Bekæmpe alle tiltag til yderligere udhuling af den danske model.
• Ændre LO og forbundenes holdninger.
• Sikre at den nye forfatningstraktat bliver nedstemt.
Vores overenskomster kommer under yderligere pres når øst-udvidelsen slår igennem til næste år.
Med den sociale sikring der er i de ny EU-lande, vil mange blive tvunget til af lutter nød at sørge for livets ophold ved at sælge deres arbejdskraft i andre lande. Vi må indtage det grundlæggende synspunkt, at vandrende arbejdere skal behandles som alle andre. Det er en stor faglig udfordring dansk fagbevægelse bliver stillet overfor.
Særligt udsatte områder er byggeriet, transport samt det grønne område. Det er klart på de områder, vandrende arbejdere i stort tal vil søge hen. Selv på nuværende tidspunkt bruger vi meget store faglige ressourcer på vandrende arbejdere.
Det er et kæmpe arbejde, at få overenskomstdækket firmaerne. At få organiseret arbejdskraften. At få folkene til at forstå vores overenskomst system. Bare det at tale med dem er et stort problem.

Kollektive rettigheder står for skud
Ophævelse af eksklusivaftalerne vil give masser af problemer - derfor skal der tryk på protestkampagnen mod lovforslaget

af Sven Erik Christensen, SiD Transport, Esbjerg
Angrebene på den danske aftalemodel er i fuld gang.
Regeringen skrider ind overfor deltid, overfor eksklusivaftaler, overfor konfliktretten. Deltidsloven er i strid både med ILO og den danske model. Det at aftale deltid er et problem for den enkelte arbejdstager. Man har reelt ingen rettigheder.
Indtil videre er eksklusivaftalerne stadig i kraft, men den ny lovgivning laver forbud og er et angreb på de normale overenskomstområder, mens læger, advokater og så videre beholder deres eksklusiv-rettigheder.
Dansk Folkeparti får et problem med øst-udvidelsen hvis de skal spille sammen med regeringen. Ophævelse af eksklusivaftalerne vil give masser af problemer. Derfor skal der tryk på protestkampagnen mod lovforslaget.
Konfliktretten er også truet, reelt vil konflikt ikke være tilladt hvis der eksisterer en overenskomst.
Dette er DA og LO dog enige om at afvise. Vi skal forsvare retten til at indgå overenskomst. Men hvad har fagbevægelsen gjort? Har forbundene reelt gjort noget. Det lykkedes ikke i tide at få opsagt hovedaftalen, så den løber et år mere.
I forbindelse med EU har havnearbejderne det svært. Direktivforslaget fra EU-kommissionen lader rederne bestemme hvem der skal losse og laste. Skal det være havnearbejderne eller det underbetalte mandskab på bådene?

Arbejdsløsheden bliver privatiseret
Det skal nu være muligt for private virksomheder at tjene penge på arbejdsløsheden

af Morten Rasmussen, Murerne, Århus
Igennem de seneste år har der været en lang række af angreb på de arbejdsløse. For blot at nævne nogle:
• Indførelsen af den særlig unge indsats.
• Afkortning af perioden hvor man kunne modtage dagpenge.
• Håbløse aktiverings projekter.
Spørgsmålet er hvad man som arbejdsløs egentlig skal stå til rådighed for. Er det arbejde? Eller er det alle mulige tåbelige former for aktiveringstilbud og aktiverings job?
Udover det nævnte er efterlønsordningen ikke bare forringet, men den er også blevet gjort usolidarisk - hvor ikke alle kan få det samme, og samtidig bliver de der tidligst er nedslidte, og derfor tidligst overgår til efterløn, modregnet mest i forhold hvad der er indbetalt til diverse pensionsordninger.
I den nuværende debat om hvorvidt der er 'råd' til efterlønsordningen, glemmer de såkaldte vismænd at nævne, at der hvert år indbetales 8,5 milliarder kroner i det særlige efterlønskontingent. Derudover vil alle, uanset hvornår man overgår til efterløn også blive modregnet i det man får udbetalt fra sin arbejdsmarkedspension - og i takt med at det er stadig stigende vil man få mindre udbetalt i efterløn.

A-kassen skal være faglig
Disse forringelser - overgreb - blev alle gennemført under den tidligere regering. Den nuværende regering har indledt et decideret ideologisk korstog mod fagbevægelsen og alt hvad fagbevægelsen står for, herunder et korstog mod a-kassernes naturlige tilhørsforhold til fagforeningerne.
Vi skal arbejde for en bevaring af faglige a-kasser. Det er en helt naturlig ting og en del af den danske model at a-kasserne er faglige - og at det samtidig er tillidsmænd, medlemmerne kender når de kommer i a-kassen. Hvad enten det er for at melde sig ledig, eller få hjælp til deres CV, handlingsplaner, og ikke mindst hjælp i forhold til alle de mange rådighedsafgørelser der bliver truffet i a-kasserne efter indberetning fra Arbejdsformidlingen.
Derfor skal a-kasserne bevares som faglige, således at medlemmerne altid kommer til en tillidsmand de kender og ikke en eller anden fra en tilfældig a-kasse, der ikke kender de forskellige faglige kutymer.
A-kasserne skal heller ikke overdrages til private aktører, hvis vigtigste opgave er at scorer profit, men forblive som statslig a-kasse.

Til gavn for private aktører
'Flere i arbejde' hed regeringens udspil her i sommer - men der er som alle ved ikke kommet flere i arbejde. Tværtimod. Men ikke desto mindre er det lykkedes at få hele arbejdsløsheds problematikken gjort til et individuelt problem.
Et enstrenget system var en af hovedoverskrifterne på forliget 'flere i arbejde'. 'Andre aktører skal på banen' var en anden overskrift. Hvorfor skal man have et enstrenget system? Og til gavn for hvem? Hvorfor skal andre aktører på banen? Og til gavn for hvem?
Et enstrenget system vil betyde, at der ikke længere skal skelnes mellem forsikrede ledige og ikke forsikrede ledige.
Et enstrenget system vil betyde, at a-kasserne enten nedlægges eller i hvert fald fjernes fra fagforeningerne og de der kender de arbejdsløse og arbejdsmarkedet bedst. At fagforeningerne og a-kasserne ikke længere skal hjælpe de ledige. Men det skal derimod enten private aktører eller kommunerne.

Medlemmerne vil falde fra
Det vil være en svækkelse for den lediges retssikkerhed hvis a-kasse/fagforening ikke længere kan varetage deres interesser. Det er ligeså vigtigt og naturligt de arbejdsløse har en a-kasse i ryggen som det er, at de arbejdende har fagforeningen i ryggen når man bliver uretfærdig behandlet.
Et enstrenget system vil betyde at nogle måske vil vælge fagforeningen fra, som vi kender det fra andre lande hvor a-kassen ikke har samme naturlige tilhørsforhold til fagforeningen som vi kender det i Danmark. Et enstrenget system vil derfor betyde en lavere organisationsprocent end den vi kender i dag.
Et enstrenget system vil være til gavn for de private aktører samt den offentlige økonomi, da ingen sikrer, at de arbejdsløse får det de trods alt har krav på.
Ved at indbyde såkaldte 'andre aktører' har regeringen privatiseret og markedsgjort arbejdsløsheden. Det skal nu være muligt for private virksomheder, vikarbureauer med videre at tjene penge på arbejdsløsheden.
Når det samme forlig 'flere i arbejde' samtidig åbner op for, at alt arbejde kan udføres som projektarbejde - hvor der tidligere var en bestemmelse i loven der sagde 'at kun arbejde der ellers ikke ville blive udført må udføres som projekt arbejde' får de private aktører ekstra mange muligheder for at tjene penge, og undergrave overenskomsterne.

Uligheden vokser
Det frie valg dækker over en øget privatisering, hvor det politiske ansvar forsvinder, og markedet bestemmer

af Ulla Nygård, BUPL, Århus
I denne uge er der rettet et nyt voldsomt angreb på den danske velfærd. Denne gang fra Kommunernes Landsforening, som foreslår mere brugerbetaling og et opgør med princippet om at alle har lige ret til eksempelvis folkepension, børnecheck, efterløn og boligydelse.
Netop spørgsmålet om lige rettigheder - at alle betaler til velfærden over skatten og at alle er sikret hjælp når de bliver syge, får børn og bliver gamle - er et helt grundlæggende princip. Fjerner man den grundpille ryger solidariteten. Hvorfor betale en høj skat, hvis ikke der er lige ret til sociale ydelser? Flere og flere vil forsikre sig selv, og trykket for skattenedsættelser vil øges.
Kommunernes manglende økonomi er reel, men udspillet er en direkte støtte til regeringens angreb på de solidariske velfærdsydelser.
Argumentet er, at der ikke er råd. Vi ved, det ikke er rigtigt. Det er et politisk valg, som følger den nyliberale kurs som ikke kun regeringen, men også Socialdemokratiet fører. Udligningen mellem rig og fattig må løses ved at gennemføre en mere progressiv beskatning.

Hård klassepolitik
Fogh har udtalt, at klassekampen er slut, men der bliver i høj grad ført klassepolitik i Danmark, hvor nyliberalismen danner rammen om en offensiv fra monopolkapitalen, som herhjemme giver sig udtryk i stigende privatiseringer, udbud og markedsgørelse af den offentlige sektor, og som resulterer i en vældig omfordeling fra det offentlige til det private.
Angrebene er massive. Alene indenfor børnepasningsområdet er kommunernes budgetter for 2003 blevet beskåret med en halv milliard.
Presset på den offentlige sektor er en del af den liberale strategi om mindre stat og mere marked.
Eksempelvis indenfor sygehusområdet. Der skal indføres konkurrence mellem sygehusene ved at skabe et marked for sygehusydelser. Borgerne skal frit kunne vælge mellem forskellige sygehuse, herunder privathospitaler, for at få den billigste og bedste ydelse. Det medfører, at det offentlige ejerskab af sygehussektoren opgives til fordel for omdannelse til selvejende institutioner, offentlige aktieselskaber og med tiden privathospitaler. Lige rettigheder vil blive afløst af brugerbetaling på flere ydelser. Resultatet bliver en større og større privatisering.
Det frie valg dækker således over en øget privatisering, hvor det politiske ansvar forsvinder, og markedet bestemmer. Uligheden vil vokse, fordi det i højere og højere grad bliver den enkeltes pengepung der bestemmer den ydelse, man modtager.

Markedstænkning
I den kapitalistiske ideologi er det markedet og konkurrencen, der driver udviklingen, og det gennemsyrer alle tiltag, der allerede fra starten af 80'erne blev sat i værk med den såkaldte modernisering og liberalisering af den offentlige sektor.
Markedstænkningen har for alvor gjort sit indtog indenfor det offentlige og har medført en række strukturændringer, som strider med forestillingen om fællesskab, ligeværd og sikring af den enkelte borgers behov. Der er med decentraliseringen skabt et lag af bureaukrater, som skal kontrollere personalet og måle kvaliteten. Og der er indført nye individuelle lønsystemer, der skal belønne den enkelte for sin effektivitet.
Meget vil formentligt være genkendeligt i forhold til det private arbejdsmarked. For det offentlige område kan jeg sige, at daglige fravalg af nødvendige omsorgsopgaver på grund af manglende tid. giver afmagt, stress, søvnløshed og et stadigt større sygefravær blandt personalet. I det hele taget har effektivitetskravet på det danske arbejdsmarked, inklusiv det offentlige, nået et stadium, hvor det slår over i mere og mere sygdom.
Så man kan sige, at nyliberalismen på alle måder øger modsætningerne i vores samfund. Arbejdslivet bliver hårdere og det sociale sikkerhedsnet undergraves.

Privat-offentlig alliance
Da 'Fagligt Ansvar' blev stiftet på den første landsdækkende tillidsmandskonference sidste år var det med deltagelse af tillidsfolk fra både det private og det offentlige område. Det var et helt afgørende skridt for at få skabt en bred alliance med det formål at få genindført den politiske dagsorden i fagbevægelsen og få den til at spille en aktiv rolle i kampen for velfærden, for demokratiet og mod økonomisk ulighed.
Der er ingen tvivl om, at sidste års overenskomstkampagne og efterårets budgetkampe har sat gang i en bevægelse blandt offentlige ansatte. Eksempelvis er formandsskiftet i FOA og Danmarks Lærerforening og nye medlemmer af forretningsudvalget i BUPL et udtryk for ønsket om en klarere og mere markant profil i forsvaret af den offentlige sektor. Det meget snævre ja-flertal til overenskomstresultatet har sat diskussionen om en alternativ lønmodel på dagsordenen. Og lokalt arbejdes der i flere byer med udviklingen af lokale netværk og samarbejdsfora.
Den offentlige sektor blev en af hovedtemaerne i 'Fagligt Ansvar'. Der er nedsat en arbejdsgruppe, som henover efteråret har igangsat en række aktiviteter med fokus på politikudvikling, analyser og konkrete handlinger. Inden jul blev der afholdt et landsdækkende tillidsmandsmøde med opsamling af budgetkampen.
Den 5. april er der indkaldt til en landsdækkende velfærdskonference i samarbejde med LO-storbyerne, og der arbejdes for øjeblikket med et forslag om at gøre den 15. maj til en landsdækkende aktivitetsdag blandt offentlige ansatte, forud for forhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og regeringen om rammen for det kommende års budgetter. Kravet er flere penge ud til kommuner og amter til løsning af de store velfærdsopgaver. Og formålet er en opvarmning til efteråret budgetkamp.
Efterårets strejker og aktioner havde en høj grad af spontanitet over sig. Der var ingen koordinering mellem de forskellige områder. For mange var det første gang man var i kamp, og første gang man fandt sammen på tværs af fagskel.
Indignationen overfor de massive angreb på velfærden er slående. Det samme er opbakningen i befolkningen.
Men bevægelsen lider af mange års mangel på politisk og ideologisk input, fagbevægelsens defensive position og mangel på organiserende kræfter.
Det stiller os overfor store krav.

OK 2004 forberedes nu
Højere mindsteløn og mere til lærlinge og ungarbejdere er blandt kravene til OK 2004

af Henrik Lippert, Murerne, København
Udgangspunktet for de kommende overenskomstfornyelser i år 2004 er følgende:
800.000 mennesker i den arbejdsduelige alder er på kontanthjælp, dagpenge eller andre former for overførselsindkomster. I øjeblikket er arbejdsløshedstallene stærkt stigende, især inden for bygge og anlæg. Samtidig med at behovet for byggeri, især boligbyggeri som almindelige lønmodtagere har råd til at bo i er enormt stort.
Under paroler som frit valg for den enkelte har regeringen grebet ind i de eksisterende overenskomster og svækket fagbevægelsen og arbejderbevægelsen og vores institutioner. Fagbevægelsen mister medlemmer.
Regeringen har udliciteret og privatiseret med næsten uoprettelige skader for de ansatte og ikke mindst brugerne til følge.
Det havde været en anden politik at se på det faktum, at de danske forbrugere årligt betaler 30 milliarder i overpriser på grund af manglende konkurrence. Eller hvad med de 1200 selskaber der ikke har betalt skat i tre år. Eller hvad med de 37 milliarder der gives til erhvervslivet i form af skattelettelser gemt i finansloven som skatteudgifter.

Klare krav
Der har indtil videre været afholdt to møder i gruppen omkring 0K 2004. Og der har været mange diskussioner i forhold til hvilke krav der kan være det eller de samlende fælleskrav:
• Højere ferie procent.
Der er bred enighed om at dette krav vil være et, der i meget høj grad vil finde genklang i meget store dele af medlemsskaren og dermed også vil kunne være bredt mobiliserende.
• Højere pensionsbidrag.
Dertil kan vi forvente, at der vil blive stillet krav om yderligere forhøjelse af indbetalingerne til arbejdsmarkeds-pensionerne og at dette krav tillige vil have en bred opbakning blandt medlemmerne.
• Højere løn til lærlinge og ungarbejdere.
Der var efter sidste overenskomstafslutning enighed om, at der ved næste overenskomstfornyelse skulle ske en markant opprioritering af de unge, fordi det er nødvendigt at fagbevægelsen viser at vi tager de unge alvorligt.
• Mindstelønnen skal op på 100 kroner pr. time.
Dette krav er der ligeledes bred tilslutning til. Der er diskussioner om hvorvidt de 100 kroner er tilstrækkeligt og om det ikke skulle hedde 110 kroner pr time.
• Fuld løn under sygdom og barselsorlov.
Kravet skal rejses med baggrund i at der oprettes nogle arbejdsgiverbetalte fonde til dækning af disse sociale udgifter således at udgifterne bliver fordelt ligeligt, uanset om der er tale om et traditionelt mande- eller kvindefag.
• Forhøjelse af prislister til den faktiske indtjening.
• 35 timers kravet.
Alle er enige om at ønsket og behovet for en forkortelse af den ugentlige arbejdstid er stort, men med de overenskomster der i dag gælder, er arbejdsgivernes adgang til overarbejde så stort, at kravet bliver hult.
Det skulle betyde, at kravet om begrænsning af overarbejde og at overarbejde skal afspadseres kan nyde fremme.
• Styrket sikring af tillidsfolkene.
• Den sjette ferieuge.
Den sjette ferieuge har også været nævnt. Der er blevet foretaget undersøgelser som viser, at der er et udbredt ønske blandt medlemmerne om mere frihed og indførelsen af de fem feriefridage har ikke løst dette.

Nej til frit valg
Som en opfølgning på den borgerlige liberalistiske politik har der udviklet sig en holdning, også langt ind i fagbevægelsen, om at nu skal vores kollektive overenskomster gøres mere individuelle. Det indebærer, at man frit kan vælge imellem for eksempel mere i lønningsposen, bedre pensionsopsparing eller fridage. Det kan måske lyde besnærende for nogle, men det er en utrolig farlig vej at betræde. Det indebærer, at arbejdsgiverne fravælger den arbejdskraft der vælger mere frihed og det vil kunne indebære en splittelse af arbejdsstyrken. Vi skal sige nej til frit valg i overenskomster.
Styrken i fagbevægelsen har altid ligget i det kollektive.
Vi må sige nej til mere fleksibilitet i arbejdstiden
Der vil i OK-initiativet blive afholdt møde igen i april hvor der blandt andet skal tages initiativ til en bred tillidsmandskonference til afholdelse efter sommerferien.

Det gælder fagbevægelsens fremtid
Overenskomst 2004 og kampen mod EU-overenskomster er også vigtige opgaver for Fagligt Ansvar

af Jan Mathiesen, RBF
Forleden da jeg skulle forberede min fagforenings 70 års jubilæum, faldt jeg over en udtalelse fra bestyrelsen i 1958. Her kunne jeg læse at „uden en stærk forbindelse til arbejdspladserne og de organiserede, vil man svaje snart hid, snart did, og overenskomsten vil blive som en hullet svejtserost„.
Ord, som den dag i dag er mere rigtig end nogensinde, og som samtidig, med få ord, giver et meget godt billede af hvad Faglig Ansvar også handler om.
Netop fagbevægelsens politiske og ideologiske afvæbning er vel en af de væsentligste grunde til at den nuværende regering, ikke bare erobrede regeringsmagten, men i høj grad fik den foræret. I mere end ti år, imens vi havde en socialdemokratiske ledet regering, afviste man nødvendigheden af politiske debatter i fagbevægelsen med påstanden om, at velfærden ikke var truet.
Derfor er det vigtigt at fastholde, at baggrunden for Fagligt Ansvar ikke alene var regeringsskiftet og den borgerlige regerings krigserklæring imod fagbevægelsen.
Det var også rettet imod fagbevægelsen selv og fagbevægelsens fremtid.

Ikke parlamentarisk vedhæng
På den baggrund har Fagligt Ansvar opstillet to hovedopgaver.
For det første at skabe en bred folkelig aktionsenhed imod den borgerlige regering til forsvar for velfærden og demokratiet, ikke mindst fagbevægelsens rettigheder.
Som den anden hovedopgave har Fagligt Ansvar sat fagbevægelsens fremtid på dagsorden. Dette er blevet konkretiseret i følgende forhold:
• Fagbevægelsen skal ikke længere monopoliseres af Socialdemokratiet og gøres til et parlamentarisk vedhæng hverken til folketings- eller kommunalpolitik.
• Både taktisk og strategisk er det vigtigt, at fagbevægelsen formulerer langsigtede krav, ikke blot om løn- og arbejdsforhold, men også når det drejer sig om væsentlige samfundsmæssige forhold. Fagbevægelsen må fremstå med en klar politisk og faglig profil som forsvarer af medlemmernes og de svage interesser, uden at blive taget til indtægt for ét bestemt partipolitisk ståsted.
• Fagligt Ansvar forsvarer enhedsfagbevægelsen og det principielle indhold i den danske model, det vil sige aftaleretten, konfliktretten og organisationsretten, og medlemmernes ret til direkte at bestemme over resultatet.
• Genopbygge den politiske og faglige aktivitet på arbejdspladserne ved at sætte fokus på opbygning af lokale tillidsmandsnetværk.
Man kan sige at retningen for Fagligt Ansvar er lagt, men den konkrete udvikling i realiteten ligger helt åben. Fagligt Ansvar er ikke et færdigt udviklet netværk, faktisk lige modsat. Naturligvis gør der sig forskellige politiske holdninger og opfattelser sig gældende, men magten eller demokratiet ligger i koordineringsgruppen eller de lokale tillidsmands-netværk, det vil sige blandt de aktive fagforeninger og tillidsrepræsentanter der møder op på møderne.

Rollen som fornyer
Det er derfor vigtigt, at de enkelte fagforeninger afklarer deres rolle i Fagligt Ansvar for at sikre en aktiv deltagelse i det lokale tillidsmands-netværk eller koordineringsgruppen. Efter min opfattelse kan vi ikke overvurderer betydningen af den aktive deltagelse.
Med afholdelsen af tillidsmandsmøderne i Silkeborg og Århus har Faglig Ansvar vist at ha' en bred appel til arbejdspladser og tillidsrepræsentanter landet over. Der er et klart behov for at styrke indsatsen rettet imod arbejdspladserne og tillidsrepræsentanterne. Men det kræver at Faglig Ansvar markerer sine holdninger og profil som en fornyer i dansk fagbevægelse. Det er præcist her jeg mener, at der er behov for at styrke Fagligt Ansvars profil og indsats.
På den ene side står vi overfor at udvikle den folkelige aktionsenhed imod den borgerlige regering. I den sammenhæng har samarbejdet med LO amterne og sektionerne sin betydning. Men denne aktionsenhed alene skaber ikke den nødvendige langsigtede fornyelse af dansk fagbevægelse.
Jeg er ikke i tvivl om, at man kan opnå stor taktisk fremgang i samarbejdet imod den borgerlige regering, men langsigtet vil det blive en hoppen på stedet, hvis ikke det forbindes med retningen imod arbejdspladserne og opbygningen af tillidsmandsnetværk.
Skal der sættes en anden dagsorden i fagbevægelsen skal den komme fra arbejdspladserne. Skal forhandlingsretten, organisationsretten og konfliktretten forsvares, må det ske med udgangspunkt i arbejdspladserne.
Netop af denne grund er det efter min opfattelse vigtigt, at Fagligt Ansvar forholder sig til den kommende overenskomstkamp. Jeg mener afgjort ikke vi skal splitte eksisterende initiativer, men umiddelbart har jeg ikke hørt til konkrete eksempler på at alliance mulighederne skulle mindskes, hvis Fagligt Ansvar påtog sig rollen som koordinator. Og strategisk vil det være et afgørende skridt i udviklingen af den aktive fagbevægelse. Det er vanskeligt at forestille sig Fagligt Ansvar som fornyer, uden at forholde sig til et af fagbevægelsens helt fundamentale opgaver - fornyelse af overenskomsterne.

Lokale netværk
Erfaringerne med at opbygge tillidsmandsnetværk viser, at det kræver et langt sejt træk. Her er bestemt ingen nemme genveje. Efter min opfattelse er især følgende forhold værd at notere:
• De lokale netværk der findes rundt om i landet, har et meget konkret og lokalt afsæt.
• Det er nødvendigt, at netværkene ikke begrænser sig alene til rent faglige spørgsmål. De må udvikle sig til at støtte arbejdere i kamp, og være en aktiv del af den brede folkelige aktivitet imod den borgerlige regering.
• Netværkene må udvikle sig til også at være en slags „'socialt forum' hvor tillidsrepræsentanter og arbejdspladser lokalt så at sige genopdager hinanden.
• Alle netværk er i dag meget skrøbelige, båret oppe at et lille aktivt lag, som i høj grad er ophængt af andet fagligt arbejde. Det er nødvendigt, at fagforeningerne lokalt tager deres deltagelse og prioritering op til en meget konkret vurdering.
• Det er nødvendigt at styrke landskoordineringen af tillidsmands-netværk under Fagligt Ansvar.
• Og sidst at styrke hvad man kan kalde Fagligt Ansvars koncentration rettet imod tillidsrepræsentanter og arbejdspladser i det hele taget.
Samlet kan man sige, at Fagligt Ansvar har mange ideer og igangsat mange gode initiativer imod den borgerlige regering og regeringens angreb på fagbevægelsen. Men skal alle disse gode initiativer og bestræbelser føre til fremtidige forandringer i fagbevægelsen, må Fagligt Ansvar opprioritere sit arbejde, koncentration og understøttelse af opbygningen af lokale tillidsmandsnetværk og sætte fokus på arbejdspladsernes evne til at forsvare og vedligeholde vores overenskomster og organisere nye medlemmer.
Vi ved at lige præcis her vil vi komme til at stå hårdt overfor de socialdemokratiske ledere i fagbevægelsen. Men så må vi stå åbent frem og sige: Sådan er det med enhedsfagbevægelsen. Noget er vi enige om, og der udvikler vi en aktionsenhed. Andet har vi forskellige opfattelser af - og anderledes kan det ikke være. I støtter EU-projektet og ønsker EU-overenskomster. Fagligt Ansvar ønsker den frie forhandlingsret med medlemmernes direkte indflydelse bevaret. Der skilles vores veje.
Sammenfattende må Fagligt Ansvars opgaver være følgende:
• At fortsætte de nuværende initiativer imod den borgerlige regering og udbygge aktionsenheden både i dybden og bredden til forsvar for velfærden og demokratiet.
• Forstærke indsatsen og retningen imod arbejdspladserne og opbygningen af lokale tillidsmands-netværk.
• Sikre at Fagligt Ansvar i det mindste bliver en aktiv del af OK kampen 2004.
• Sikre at Faglig Ansvar finder sin plads i forsvaret af den frie forhandlingsret mod EU-undergravningen.

Fagbevægelsen i kamp for freden
af Per Aabel, SID Hillerød
Thøger Seidenfaden har opfundet et nyt begreb: De demokratiske imperialister. Tænk lidt over den.
De partier der er repræsenteret her i dag er vokset frem af kampen for freden, kampen mod krigen. Om få dage er krigen i gang, og der er brug for et kraftcenter i fredskampen. Her mangler vi kommunisterne. Vi har „Fagbevægelsen for Fred' og vi har Fagligt Ansvar, men der mangler organisation. Nu er der godt nok kommet et Dansk Fredsråd på banen, kan det bruges? '„Ingen krig mod Irak' har tendenser til at sammenblande tingene og har styringsproblemer.
SF's holdning er klar: Ifølge Holger K. kan EU skabe fred!
Vi bør overveje om der bør tages andre initiativer i fredskampen, for eksempel fra byggefagene. Men indtil videre er Fagligt Ansvar vel et godt sted at starte.

Kommunister står sammen i faglig kamp
Kommunisterne har et ansvar for at få rejst debatten om fagbevægelsens modstrategi til kapitalens offensiv

af Betty Frydensbjerg Carlsson, KPiD
Jeg vil starte med at sige tak til alle jer alle, medlemmer af såvel KPiD som DKP/ML og DKP og partiløse kommunister.
Tak for de gode oplæg og de grundige diskussioner. Vi har alle lagt vore vurderinger frem af hvad der kam samle, hvad der kan bære fremad. Vi har rundet de væsentligste problemer og krav, sammenføjet det til den linje vi fremlægger for vore medlemmer og tillidsfolk og som vi arbejder videre med.
Vi har rundet mange emner. Skal man sammenfatte de første dagsordenpunkter kan vi samlet sige, at arbejderklassen og fagbevægelsen er udsat for et velorganiseret politisk angreb på det vigtigste for arbejderklassen: Den styrke vi har i kollektiviteten.
Udviklingen er gået hurtigt siden sammenbruddet i den socialistiske lejr og den efterfølgende splittelse af en lang række kommunistiske partier. Konsekvenserne har været værre end forventet.
Arbejderklassen og fagbevægelsen blev overrumplet. Vi havde ikke forstået hvad styrkeforholdet i den internationale klassekamp mellem socialistiske og kapitalistiske ideer betød for folkenes daglige levevilkår. Vi stod uden strategi for håndtering af den nye situation, for vurdering af de nye styrkeforhold. Denne manglende forståelse betød at vi ikke satte ind med en øjeblikkelig modoffensiv. Vi sagde ofte: Det tør de ikke - men det turde de!
Kapitalen var velforberedt og velorganiseret, havde opbygget de institutioner som trådte i funktion da chancen var der. Kapitalismen kunne blive global. EU er en af disse institutioner i vor verdensdel. Derfor er debatten om EU og fagbevægelsen, om EU og Fagligt Ansvar vigtig. Fagligt Ansvars parole '„For en bedre fremtid' er vigtig for at forstå denne sammenhæng.
Vi ved fra utallige undersøgelser at fagbevægelsens medlemmer er modstandere af EU og konsekvent stemmer nej. Socialdemokraterne tager som parti og i fagbevægelsen ikke klar afstand til EU - hvad der kunne give problemer i Fagligt Ansvar. Men som kommunister går vi ikke ind i en bevægelse for at stille forslag der vil splitte. Vi går ind i bevægelserne for at samle om kernen i kampen.

Ikke kun regeringsskift
Afklaring i fagbevægelsen er nødvendig. Klassekampen er ikke længere udelukkende en kamp mellem arbejdsgiveren og den ansatte på den enkelte arbejdsplads. Det er global magtkamp - og når fagbevægelsen og Socialdemokratiet siger at vi skal prøve at „matche globaliseringen er det ikke gennem tilpasning, men gennem velorganiserede modangreb. Dette kræver at man forstår hvem man bekæmper, hvem modstanderen i virkeligheden er. Kampen mod EU er en del af klassekampen i vores del af verden.
Det er vor opgave at sikre, at debatten bliver rejst i fagbevægelsen om den modstrategi vi skal have. Skal vi fagbevægelsen blot være et redskab for EU? LO har helt glemt, at man havde en anden strategi i 80'erne, nemlig kampen mod monopolerne. Accepterer vi denne udvikling betyder det afvikling af fagbevægelsen. Selv de tungeste paphoveder i fagtoppen har set skriften på væggen: medlemsflugt - kasseflugt - manglende tilgang.
Nu som tidligere er bevægelse og aktivitet fra medlemmerne den afgørende faktor og en nødvendig forudsætning. Fagligt Ansvar tog initiativet, først og fremmest via nuværende og tidligere kommunister. Efter regeringsskiftet kom socialdemokraterne til. Den store opslutning viste behovet. Det er vigtigt at fastholde, at det ikke kun gælder et regeringsskift, ikke en ny socialdemokratisk regering der laver det samme. Det skal række videre.

Samarbejde er nødvendigt
Vor partikongres vedtog forslag om at styrke bevægelse og aktivitet i arbejderklassen gennem samarbejde mellem de kommunistiske kræfter. Det har udmøntet sig i fælles møder, fælles aktiviteter, fælles fraktionsmøder og så videre. Denne konference er endnu et vigtigt skridt på den vej. Vi har lært hinanden at kende gennem faglig aktivitet, i EU-kampen, i Stop Unionen, i fredsarbejdet.
På vor kongres i maj skal vi opsummere erfaringerne og beslutte hvordan vi går videre. Blandt andet derfor inviterer vi både DKP/ML og DKP til denne kongres. Det har været en styrke at vi alle har set, at der ikke mere er plads til bitterhed og mistro, men behov for samarbejde med respekt for hinandens standpunkter.
Denne fælles konference har været positiv for det videre forløb. Det faglige arbejde er hjørnestenen i den samfundsforandrende kamp.
Næste skridt bliver at arbejde for udførelsen af de beslutninger vi her har truffet.