26 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

SiD skal i front

SiD skal i front

Tirsdag, 01. april, 2003, 00:00:00

Vi forventer, at I går i spidsen med hensyn til at bekæmpe disse forslag. For en sikkerheds skyld bør I gøre LO opmærksomme på, at det er fagforeninger - og ikke LO - der forhandler overenskomster.

Udtalelse fra SiD Anlæg- & Byg/GLS Aalborg
Til SiD's hovedbestyrelse
Regeringsskiftet var et alvorligt tilbageslag for fagbevægelsen, de arbejdsløse og de svageste i samfundet. Vi ønsker og forventer, at forbundets øverste ledelse bliver mere synlig i arbejdet med at vælte regeringen og i arbejdet med at få en ny regering, som vil det bedste for de svageste i samfundet. SiD var forrest i kampen mod Schlüter regeringerne i 80'rne - lad os gøre det igen, sådan skrev vi til jer den 30.04.2002 og vi ønsker, at genfremsende vores ønsker.
Der er nok at tage fat på:
* Regeringen vil fra 1/7 ændre loven, således at også de 25-29 årige skal på halv dagpengesats under uddannelse.
* Vi ved, at regeringen ønsker at indføre årsindkomstmodellen - jo længere tid, man er arbejdsløs, jo lavere dagpengesats skal man have.
* Folketinget har vedtaget, at bistandsklienter fra 1/7 i år må udføre ordinært arbejde for bistandshjælpen. En ladeport for misbrug er åbnet.
* Vi ved, at regeringen ønsker at blande sig i overenskomsterne. Deltidsloven var kun første skridt.
* Vi ved, at regeringen vil indføre minimalstaten efter New Zealandsk forbillede.
* Vi ved, at regeringen vil forbyde eksklusivaftaler, forbyde fysiske blokader, forringe arbejdsskadesystemet, indføre betaling for pasning af egne børn og meget, meget mere.
* Regeringen har smadret AMU-systemet ved at lægge gebyr på uddannelserne og forringe lediges mulighed for at uddanne sig.
Vi forventer, at I går i spidsen med hensyn til at bekæmpe disse forslag. For en sikkerheds skyld bør I gøre LO opmærksomme på, at det er fagforeninger - og ikke LO - der forhandler overenskomster.
Herudover synes vi, I skal kæmpe for forbedringer for de dårligst stillede:
Efterslæbet i dagpenge skal genoprettes, der skal indføres en retfærdig regulering af dagpengene fremover, satspuljetyveriet skal stoppes, ingen ledig skal uden egen skyld kunne falde ud af dagpengesystemet.
Regeringen ønsker at knække fagbevægelsen, fordi den udgør den største organiserede modstand imod regeringens planer om ændring af Danmark. Ved et konstant bombardement af befolkningen om 'nødvendigheden af reformer af velfærdssystemet' vil den skabe apati og skabe en stemning i befolkningen imod velfærdssystemet. I den situation kan regeringen uden modstand indføre den New Zealandske model.
Det må ikke ske. SiD må gå forrest i kampen herimod.
Vedtaget på generalforsamling den 24. marts.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. apr. 2003 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:21

Idekamp