Historiens hjul drejer. Det er hverken første eller sidste gang antikommunismen får frit løb

af Jens Fransen, formand for DKP-Slagelse
Det er i disse dage 50 år siden, Stalin afgik ved døden, og medierne har følgelig haft travlt med at benytte lejligheden til at mane spøgelser frem af jorden.
Et yderst aggressivt, antikommunistisk spøgelse går således gennem det ganske land for tiden, og heller ikke her i Slagelse er vi blevet forskånet. Det lokale initiativ blev iværksat af en tidligere socialdemokrat - nu konservativ person - med en kraftig bredside mod den lokale liberale avis, som, han hævdede, havde holdt hånden over kommunisterne i byen og i særdeleshed den 90-årige Viggo Marker - mangeårigt byrådsmedlem for DKP.
Debatten rullede pludselig i medierne. For at sætte yderligere trumf på blev kommunisterne sammenlignet med nazisterne. Det gik så vidt, at der skulle have cirkuleret kommunistiske dødslister over politiske modstandere. Påstanden svævede over vandene. Naturligt nok var der ikke skyggen af dokumentation for en sådan insinuation - men den satte da yderligere brand i debatten om kommunismens forbrydelser.

Men lad det være sagt med det samme. Jeg betragter mig stadig som en lovlydig borger, uagtet jeg stadig er en stædig kommunist.
Historiens hjul drejer. Det er hverken første eller sidste gang antikommunismen får frit løb. Jeg mindes december 1979. En traditionel og rigtig dansk julefrokost med sild, flæskesteg, andesteg, øl og snaps og hvad, der nu ellers hører til det højt roste traditionelle danske sammenhold.
Jeg nyuddannet og nyansat lærer, der har overstået de første udtalelser og følgelig kan begynde at betragte mig som en del af lærerkollegiet - uagtet prøvetiden på to år.
Min borddame midaldrende, hvis politiske holdninger ligger meget tæt på partiet Venstre vil hilse på mig og foreslår, vi skåler på min kammerat Stalins 100 års fødselsdag.
Der sad jeg i saksen. Jeg mærkede sarkasmen bag hendes opfordring og følte mig samtidig utrolig såret. Vel var jeg som de fleste var bekendt med kommunist - var indtrådt i DKU - ungdomsforbundet - i slutningen af gymnasieårene i 1974 - og var efter kraftig anmodning optaget i DKP i november 1979 - men Stalin - der måtte jeg stå af.
Jeg var ikke og har aldrig følt mig som stalinist. Alene min alder har mere eller mindre diskvalificeret mig. Født 1955 - altså to år efter diktatorens død. Alle Stalins u- og gerninger har jeg således måttet læse mig til. Selv 20. kongres i 1956 bygger på, hvad jeg har kunnet erfare på anden hånd.

Gennem årene har jeg bestræbt mig på at læse om Stalin og Stalintiden. Lige fra de stenografiske optegnelser fra Moskvaprocesserne i 30'erne, den officielle Stalinbiografi fra Forlaget Tiden 1945, flere af Stalins egne værker samt fra en helt anden side Alexander Solsjenitsyns og andre fangers bøger til Bent Jensens Stalinismens fascination.
Til gode har jeg stadig Kommunismens sorte bog - men indholdet er mig stort set bekendt gennem dagspressen.
I min partikarriere har Stalins navn været forbundet med terror, frygt og udrensninger i kommunismens navn. Han har ikke bidraget til debatten om vort fremtidige socialistiske samfund. Dertil var forbrydelserne for store.
Erkendes må det dog, at ældre partikammerater, der oplevede krigen, har eller har haft et andet syn på personen Stalin. Og det er da også vigtigt for forståelsen at se ham i et historisk perspektiv. For mange var hans navn forbundet med sejren over fascismen og i det hele taget Sovjetunionens vanskeligheder efter Oktoberrevolutionen. Herom skrev Hans Kirk eksempelvis sin glimrende kommentar 'En stalinists bekendelser' i 1956.

Med åbningen af arkiverne kommer der hele tiden nye belastende materialer frem om Stalin, der nok en gang gør det nødvendigt at vende sig mod tidligere tiders guddommeliggørelse af ham. Det har længe været kendt, at processerne var rene skueprocesser. Det siger sig selv, at størstedelen af partitoppen ikke har kunnet bestå af folkefjender.
I en tysk produceret udsendelse fortalte en kvinde, der som barn var blevet foreviget siddende på Stalins skød, hvordan faderen få dage senere var blevet afhentet af NKVD og skudt som folkefjende.
Listen er lang. Den, der var kampfælle i går, var dagen efter parasit, folkefjende, fascistisk agent, eller hvad betegnelse, der nu måtte være gængs i tiden. Alle kommunistiske partier blev ramt af Stalins paranoide udrensninger. I DKP eksempelvis Arne Munch Petersen. Og sågar efter krigen fortsatte vanviddet med at trække blodige spor. Slanski-processen i CSSR. Ikke uden grund jublede den overlevende partitop, da Stalin lå lit de parade. At det så for Beria blev en kort glæde er en anden sag. Også han havde for mange forbrydelser på samvittigheden.
Stalinismens synderegister er så omfattende, at vi ikke kan sidde dem overhørige eller forsvare dem.

Årsagerne til Stalins magtmisbrug er endnu ikke fuldt belyst. Han har selv gjort, hvad han kunne for at slette sporene fra barndommen. Det er for nylig kommet frem, at han ikke var født i december 1879 - men derimod året før 1878. Faderen var en fordrukken og brutal skomager. Det grusiske sprog - Stalins egentlige - blev godt og grundigt undertrykt af det zaristiske Rusland, der bestemt heller ikke havde mange - hvis nogle - demokratiske træk at byde på. Dette blot få brikker, der kan være medvirkende til at forklare hans udvikling, men som på ingen måde må tjene som undskyldning.
Forståeligt nok advarede Lenin i sit testamente mod at give Stalin for megen magt.
DKP deltog i afstaliniseringsprocessen efter 1956, og vi har fortsat denne, om end der af og til har været problemer med partidemokratiet - uden dette dog kan tilskrives stalinistiske sidespring.
Vores forhold til socialismen er imidlertid intakt. Også derfor er vi nødt til at bortmane det antikommunistiske spøgelse, hvor det end måtte dukke op og stille vor egne holdninger og samfundsmodel til skue. Den eneste, der for alvor imødegår nyliberalismen, hvis ideologiske korstog fostrer vore dages politiske forbrydere, hvis gerninger først ad åre vil blive stillet til regnskab. Stalin er fortid - men lad ikke hans ligesindede liberale få adgang til at udføre deres umenneskelige planer om krig og ødelæggelse i vort århundrede.
Heldigvis er der mange, der i fredens navn kæmper mod Bush, Blair og hvad de ellers måtte kalde sig.