Krigen mod Afghanistan i 2001 var den fjerde fase i USA´s plan for permanent militær tilstedeværelse i området. Officielt var denne krig rettet mod taliban-regimet i Kabul. I virkeligheden var krigen forberedt længe forinden, og den 11. september var blot en velkommen lejlighed til at føre denne plan ud i livet.

af Sven Tarp
Officielt var denne krig rettet mod taliban-regimet i Kabul. I virkeligheden var krigen forberedt længe forinden, og den 11. september var blot en velkommen lejlighed til at føre denne plan ud i livet.
I 1979 finder der to betydningsfulde begivenheder sted omkring Golfen. I Irak kommer Saddam Hussein til magten. Og i Iran styrter en folkeopstand den korrupte og pro-amerikanske Shah. I stedet oprettes et præste-domineret styre, som i sit udgangspunkt er radikalt anti-amerikansk.
Efter nogle mislykkede og katastrofale forsøg på at blande sig i de iranske forhold beslutter den amerikanske præsident, Jimmy Carter, i stedet at tage første skridt til at effektuere Kissingers plan. I januar 1980 proklamerer han den såkaldte Carter-doktrin:
'Lad vore position være helt klar. Et forsøg fra kræfter udefra på at vinde kontrol over Den Persiske Golf vil blive betragtet som et angreb mod USA's vitale interesser, og et sådant forsøg vil blive imødegået alle nødvendige midler, indbefattet militære styrker'. (1)
Den senere vinder af Nobels fredspris sætter magt bag sine ord ved at oprette den såkaldte Rapid Deployment Force - en militær styrke på flere tusinde mand, der kan sættes ind i Golfen i tilfælde af krise.
I 1980 angriber Irak Iran. I starten smiler krigsguderne til styret i Bagdad. Den iranske hær er stadig ikke fuldt ud reorganiseret efter de store omvæltninger. Men i 1982 begynder krigslykken så småt at vende.

USA opruster Irak
I 1983 truer iranske styrker med at løbe oliebyen Basra over ende. Det ville totalt have ændret det strategiske billede i hele Mellemøsten. Iransk kontrol med Basra ville have betydet, at radikale anti-amerikanske kræfter ville have fået kontrol over nogle af områdets vigtigste oliereserver.
For at forhindre denne udvikling tager USA kontakt til regimet i Bagdad. Den 20. december 1983 mødes den nuværende amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, med Saddam Hussein i Bagdad. Det bliver starten på et flerårigt tæt samarbejde.
Herefter begynder USA at levere Irak efterretningsoplysninger om de iranske tropper. Det begynder også at levere komponenter til Iraks program for kemiske og biologiske masseudryddelsesvåben. Våbnene blev senere brugt mod de iranske soldater og Iraks egen kurdiske befolkning.
Da Irak i starten af december 2002 afleverede en 12.000 sider lang rapport om sine masseudryddelsesvåben til FN's sikkerhedsråd, blev denne rapport straks og stik imod alle regler konfiskeret af USA og senere udleveret i en censureret udgave til de menige medlemmer af Sikkerhedsrådet.
I virkeligheden havde Irak i sin rapport ikke givet for få, men for mange oplysninger, som afslørede, at USA og andre vestmagter systematisk havde hjulpet med at opbygge dets våbenprogram i 1980'erne. Derfor USA's panik. (2)
I ly af krigen mellem Irak og Iran begynder præsident Reagans regering i USA i 1980'erne at presse landene omkring den Persiske Golf til at give det adgang til baser og troppefaciliteter. Rapid Deployment Forces forvandles til den Centrale Kommando, der har ansvar for USA's militær fra Afghanistan over Golfen til Østafrika. Samtidig begynder USA at sælge avancerede fly til Saudi Arabien. Det er anden fase i Kissingers plan.

Kissingers tredje fase
Tredje fase er den første Golf-krig i 1990-91. På det tidspunkt er flirten med Irak forbi. I 1988 sluttede krigen mellem Irak og Iran. Den iranske revolution havde mistet pusten og sine mest radikale udtryk. Det selvrådige styre i Bagdad tjente ikke længere USA's interesser.
I august 1990 begår Saddam Hussein en historisk brøler. Hans tropper rykker ind og besætter Kuwait, efter at den amerikanske ambassadør har givet grønt lys for aktionen. Det var rent lokkemad. Den amerikanske regering under præsident George Bush Senior udnytter straks fejltrinnet og stabler en international koalition på benene, som med FN-mandat i starten af 1991 bomber Irak og driver det ud af Kuwait.
Den første Golf-krig blev også solgt som en retfærdig mission mod Saddam Husseins tyranniske regime. Men udenrigsminister 'James Bakers åbenhjertede erklæring om, at Golf-krigen drejede sig om olie, modsagde Præsident George H. W. Bush, som foretrak at tale om en moralsk handling imod Saddams invasion af Kuwait.' (3)
Mange har senere undret sig over, hvorfor USA ikke benyttede lejligheden til at rykke ind i Irak og sætte Saddam Hussein på porten, da det havde FN's mandat til dette. Man kan selvsagt ikke se bort fra de menneskelige og økonomiske omkostninger, som det ville have ført med sig, og som kunne have skabt alvorlige problemer for regeringen hjemme i USA.
Men den vigtigste forklaring er, at det i ly af krigen lykkedes USA at gennemføre tredje fase af den gamle Kissinger-plan. Under og efter Golf-krigen oprettede en lang række baser i området, ikke mindst i Saudi Arabien, som tidligere havde været lukket land.
'Vores militære tilstedeværelsen i Mellemøsten er vokset dramatisk', pralede forsvarsminister William Cohen i 1995. (4)

Afghanistan - den fjerde fase
I et strategisk perspektiv var dette en stor sejr for USA. Men det var også dette, som lagde grunden for den islamiske ekstremisme, som indtil videre har fundet sit mest kendte udtryk i Bin Laden og Al Qaeda netværket. Disse fanatikere var udvalgt og uddannet af USA i dets kamp mod Sovjetunionen. Men nu vendte de sig imod deres velgører på grund af det, som de anså for en ydmygelse og helligbrøde, nemlig amerikanske baser på arabisk land.
Krigen mod Afghanistan i 2001 var den fjerde fase i USA's plan for permanent militær tilstedeværelse i området. Officielt var denne krig rettet mod taliban-regimet i Kabul, fordi det gav husly til Bin Laden og hans Al Qaeda netværk, som formodedes at stå bag terrorangrebene mod USA den 11. september samme år.
Men i virkeligheden var krigen forberedt længe forinden, og den 11. september var blot en velkommen lejlighed til at føre denne plan ud i livet. Som en direkte følge af krigen fik Bush-regeringen en betydelig forhøjelse af det amerikanske krigsbudget igennem.
USA fik nye militære faciliteter omkring Golfen, fra Djibouti på Afrikas Horn til den lille ø Diego Garcia i det Indiske Ocean. Samtidig fik det nye baser i Afghanistan og en række centralasiatiske republikker. Disse lande er selv rige på olie, og de øger den strategiske adgang til de endnu rigere olie- og gasforekomster omkring det Kaspiske Hav.
Krigen mod Irak er den femte og afgørende fase i udførelsen af den gamle Kissinger-plan. Det er også krig, hvor olie har en central betydning. For at feje al tvivl til side er det tilstrækkeligt at citere et dokument, som USA's Centrale Kommando offentliggjorde kort efter, at Det Hvide Hus i september 2002 havde barslet med sin nye nationale sikkerhedsstrategi:
'De brede nationale sikkerhedsinteresser og formål, som kommer til udtryk i præsidentens Nationale Sikkerhedsstrategi og formandens Nationale Militære Strategi er grundlaget for USA's Centrale Kommandos strategi.
Den Nationale Sikkerhedsstrategi lægger op til en strategi for dobbelt inddæmning af slyngelstaterne Irak og Iran, så længe disse stater udgør en trussel mod USA's interesser, mod andre stater i området eller mod deres egne befolkninger.
Den dobbelte inddæmning sigter mod at oprette magtbalancen i området uden at være afhængig af hverken Irak eller Iran. USA's Centrale Kommandos strategi er interesse-baseret og trussels-fokuseret. Formålet med USA's engagement er som udtrykt i den Nationale Sikkerhedsstrategi at beskytte USA's vitale interesser i regionen, dvs. uafbrudt og sikker adgang til Golf-olien for USA og dets Allierede.' (5)
Dette er rene ord for pengene!

Noter
1. Citeret efter Robert Dreyfuss: The Thirty-Year Itch. MotherJones. com, marts/april 2003. motherjones.com/news/feature/2003/10/ma_273_01.html
2. Andreas Zumach: Blühende Geschäfte. In sämtlichen Rüstungsbereichen haben Firmen aus den fünf ständigen Ratsländern Irak unterstützt. Die Tageszeitung, 19. december 2002. taz.de/pt/2002/12/19/a0076.nf/text, taz.de/pt/2002/12/19/a0080.nf/text
3. Srdja Trifkovis: The Justification for War. Chronicles: A Magazine of American Culture. Vol. 27. No. 2, februar 2003. chroniclesmagazine.org
4. Citeret efter Robert Dreyfuss: The Thirty-Year Itch. MotherJones.com, marts/april2003. motherjones.com/news/feature/2003/10/ma_273_01.html
5. USCENTCOM, milnet.com/milnet/pentagon/centcom/chap1/stratgic.htm#USPolicy

Kampen mod Det Fjerde Rige (3)
Dagbladet Arbejderen bringer her den tredje af en række kronikker om 'Krigens årsager og Fredens Perspektiv'. De er skrevet af DKP/ML's internationale sekretær Sven Tarp.

2/4-2003 Olien som brændsel og olien som magt (4)
- Irak besidder enorme reserver af olie og gas, som jeg ville elske, at Chevron fik adgang til, sagde Kenneth Derr, formand for olieselskabet Chevron i 1998.
1/4-2003 USA befæster sig militært (3)
Krigen mod Afghanistan i 2001 var den fjerde fase i USA's plan for permanent militær tilstedeværelse i området. Officielt var denne krig rettet mod taliban-regimet i Kabul. I virkeligheden var krigen forberedt længe forinden, og den 11. september var blot en velkommen lejlighed til at føre denne plan ud i livet.
29/3-2003 USA`s plan for Mellemøsten (2)
Den amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, konkluderede, at det ikke var nok for USA at have allierede i Mellemøsten. Det måtte også have sine egne militære styrker og baser.
27/3-2003 Krigen bygger på løgne (1)
På overfladen er USA's og dets allieredes militærmagt frygtindgydende. Under overfladen er sandheden ganske anderledes.