Det er i krisetid, at nye strukturer skal vise deres eksistensberettigelse. Mens bomberne falder over Bagdad, bliver det mere og mere åbenlyst, at drømmen om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for hele EU er både umulig og uønskelig.

af Drude Dahlerup, professor i statsvidenskab ved Stockholms Universitet.

Lad os se på, hvilke ideer, der ligger bag ambitionen om en fælles EU-udenrigspolitik, og også bag planerne om et fælles EU-militær.
Den ene type argument er, at EU skal have mere magt, fordi EU står for altruistiske værdier: menneskerettigheder, social velfærd med videre. Følgelig er meningen, at EU skal sørge for, at disse værdier - også kaldet 'europæiske værdier' - skal influere hele verden. Dette er det idealistiske argument.
Det er det, som vi hører - ikke kun i regeringen og Socialdemokratiet, men nu endog også hos nogle SF'ere. Implicit ligger bag dette argument en antagelse om, at 'vores' værdier er bedre end andre kontinenters, formentligt specielt bedre end den muslimske verdens. Og efter George W. Bush er blevet præsident tales der også om, at vores værdier er bedre end USA's.

Farlig snak om værdier
Imidlertid har ingen endnu været i stand til at overbevise mig om, at Europas historiske generalieblad er bedre end resten af verdens, når det gælder menneskerettigheder. Ej heller er dette kontinents velfærdsstater generelt af mere omfattende end for eksempel Canadas eller Sri Lankas (før borgerkrigen).
Jeg finder al snakken om europæiske værdier farlig, fordi den konstruerer en demarkationslinie - og det er netop meningen - mellem dem og os, og hermed også mellem de 'sande europæere' og de indvandrede, som formodes ikke at dele 'vores' værdier.
Den anden type argument for, at det civile EU-samarbejde skal udvikles med fælles udenrigspolitik og militær er mere ligefrem: EU og dets medlemsstater ønsker magt i verden for at varetage egne økonomiske og strategiske interesser. EU-traktaten siger direkte, at EU's medlemsstater skal afholde sig for alle handlinger, som er imod 'Unionens interesser'.
Unionens interesser? Det er altså cool business.

Supermagtsinteresser
Efter min opfattelse kan EU-landene godt arbejde sammen udenrigspolitisk på ad hoc basis, når der er noget de er enige om. Men jeg advarer stærkt imod alle forsøgene, også i det nuværende konvent, på at udvikle fælles udenrigspolitiske og militære institutioner, der skal gøre EU til en supermagt. Hvad hjælper det, at vi 'matcher' USA, hvis vi grundlæggende fører samme form for magtpolitik over for resten af verden, blot med lidt nuancer?

Drude Dahlerup, 57 år, professor i statsvidenskab ved Stockholms Universitet. Med i JuniBevægelsens ledelse.