- Irak besidder enorme reserver af olie og gas, som jeg ville elske, at Chevron fik adgang til, sagde Kenneth Derr, formand for olieselskabet Chevron i 1998.

af Sven Tarp
Olien udgør omkring 40 procent af verdens samlede energiforbrug, og denne andel forventes at holde sig uændret i det mindste frem til år 2020. Den moderne civilisation er så at sige bygget op omkring olie:
'Olie er ikke blot langt den vigtigste internationale handelsvare. Den er også livsblodet i alle moderne industrialiserede økonomier'. (1)
Dette gælder ikke mindst USA, der er berygtet for sit overforbrug og fråds med resurserne. Den amerikanske befolkning udgør kun fem procent af verdens befolkning, men landet står ikke desto mindre for mere en fjerdedel af verdens samlede energiforbrug. Af et verdensforbrug på 75 millioner tønder olie om dagen, tegner USA sig alene for omkring 20 millioner. Heraf producerer USA selv godt otte millioner tønder, mens resten importeres. (2)
Alene heraf fremgår det, i hvor høj grad USA er afhængig af olieimport. Men bag facaden er problemet endnu større. USA's egen olieproduktion har været støt faldende gennem de sidste årtier, og det samme har dets kendte oliereserver.
Ifølge det amerikanske energiministerium var de kendte reserver per 1. januar 2002 på 22,4 milliarder tønder. Med lidt hovedregning betyder det reelt set, at USA med den nuværende produktion løber tør for olie om blot syv et halvt år, hvis der ikke opdages nye reserver. Samtidig forventes det, at det amerikanske energiforbrug vil vokse med 32 procent frem til år 2020, navnlig inden for transportsektoren.
Denne kritiske situation har blandt andet fået den amerikanske regering til at udforske og udvinde olie i de følsomme naturområder i Alaska. Og der vil givetvis blive opdaget en række nye oliekilder her og i den Mexicanske Golf. Men alligevel viser dette med al ønskelig tydelighed, at USA i stigende grad vil blive afhængig af importeret olie. Og det er selvsagt noget, der bekymrer lederne af verdens største energifrådser, for hvem bæredygtig udvikling er en by i Rusland.

Energisikkerhed
Da Bush-regeringen kom til magten i januar 2001, nedsatte den straks et udvalg, der skulle analysere disse spørgsmål. Udvalget, som var under forsæde af vicepræsident Dick Cheney og udenrigsminister Colin Powell, barslede i april 2001 med en energirapport. Heri hedder det blandt andet:
'Den Nationale Energi Politik Udviklingsgruppe anbefaler, at præsidenten gør energisikkerhed til en prioritet for vores handels- og udenrigspolitik.' (3)
Oliesikkerhed er hermed blevet en central brik i den amerikanske udenrigspolitik. I rapporten hedder det videre:
'Vores planlagte væksts afhængighed af olieimport er en alvorlig langsigtet udfordring. USA's og vores handelspartneres økonomiske sikkerhed vil være tæt forbundet med udviklingen på det globale oliemarked... Den amerikanske og globale økonomi er stadig sårbar over for større afbrydelser i olieforsyningen.' (4)
USA har gennem de sidste to årtier arbejdet for at sprede sin olieforsyning på flere lande og regioner. Målet har været at gøre den amerikanske økonomi mindre sårbar over for forstyrrelser og afbrydelse af olieleverancerne. I et foredrag i det indflydelsesrige Center for Strategiske og Internationale Studier (CSIS) i 1999 omtalte den daværende energiminister, Bill Richardson, disse bestræbelser:
'Vi fortsætter med at sprede vores kilder til energiforsyning. Vi tager videre skridt i dette arbejde i Latinamerika og Afrika og arbejder for at åbne markederne for udenlandske investeringer og privatisere statsejede selskaber.' (5)
Det er i forbifarten interessant at se, hvordan den amerikanske energiminister forbinder forsyningssikkerhed og privatiseringer. Men bortset fra det er USA kommet langt i sine bestræbelser på at sprede sine forsyningskilder.
Kun en fjerdedel af den amerikanske olieimport stammer i dag fra landene omkring den Persiske Golf. I år 2000 kom 'omkring 55 procent af USA's nettoimport af olie fra fire lande: 15 procent fra Canada, 14 procent fra Saudi Arabien og Venezuela og 12 procent fra Mexico'. (6)

Kontrol over olien til Europa og Japan
USA har tidligere stillet sig det mål, at det i 2005 ikke længere skal være afhængig af olien fra Golfen. Man kan derfor spørge sig, hvori den amerikanske interesse for olien i den Persiske Golf egentligt består.
Svaret er dobbelt: For det første får USA i dag en stor del af sin importerede olie fra lande, hvor den sociale uro er voksende, eller hvor der sidder regeringer, som ikke umiddelbart går USA's ærinde. Det gælder for eksempel Mexico, Colombia, Nigeria, Venezuela og en række andre oliestater. USA må derfor helgardere sig ved fortsat at satse på den Persiske Golf.
For det andet drejer det sig om at kontrollere olieforsyningen til Europa og andre områder. Saudi Arabiens tidligere olieminister, Sheik Yamani, kom ind på dette spørgsmål i sit foredrag i Kairo i januar 2003:
'USA begyndte at udvikle alternative kilder - såsom Rusland, det Kaspiske Hav og Vestafrika - i det øjemed, at landet i 2005 ikke længere skulle være afhængigt af Golf-olien. Men det indså hurtigt, at denne politik betød, at Europa ville blive mere afhængig af Golf-olie. USA indså også, at alle olieforstyrrelser - som i Venezuela - ville tvinge det til igen at ty til Golf-olien. Hvad måtte der gøres? ' (7)
Ifølge den amerikanske regerings officielle statistikker forventes det, at verdens samlede olieforbrug går op 'fra 75 millioner tønder om dagen i 1999 til 119 millioner tønder i 2020'. (8)
Energibehovet vil navnlig stige markant i Asien og Latinamerika:
'Energibehovet i udviklingsområderne i Asien og Mellem- og Sydamerika forventes at blive mere end fordoblet mellem 1999 og 2020. Begge disse områder forventes at få en årlig vækst i energibehovet på omkring fire procent... og vil tegne sig for mere end halvdelen af den forventede vækst i verdens energibehov og alene 83 procent af væksten i udviklingslandene.' (9)

Golfens oliereserver
Området omkring den Persiske Golf er helt centralt, når man snakker olie. Ikke mindre end to tredjedele af verdens kendte oliereserver befinder sig i dette område. Og halvdelen af disse ligger atter i jorden under kun to lande, nemlig Saudi Arabien og Irak. Områdets strategiske betydning vil derfor vokse i de kommende år:
'I 2020 forventes olieproducenterne i Golfen at tegne sig for mellem 54 og 67 procent af verdens olieforsyning. Den globale økonomi vil derfor med største sandsynlighed vedblive med at afhænge af olieforsyningen fra OPEC-landene, ikke mindst i Golfen. Denne region vil fortsat være af vital betydning for USA's interesser.' (10)
Irak råder efter Saudi Arabien over verdens næststørste kendte oliereserver. Mens Saudi Arabiens reserver er anslået til 259 milliarder tønder olie, er de irakiske sat til 112 milliarder. Det er syv gange mere end de samlede oliereserver i Nordsøen. Dertil kommer, at flere lovende områder i Irak endnu ikke er blevet udforsket.
Den irakiske regering vurderer selv, at landets reelle oliereserver kan være på 220 milliarder tønder. (11) Den amerikanske regering anslår dem derimod til at være helt oppe på 432 milliarder tønder. (12)
Endvidere er den irakiske olie generelt af god kvalitet med et lille svovlindhold. Og den koster mindre end halvanden dollar at producere. Det er langt under prisen i for eksempel det Kaspiske Hav og USA selv, hvor man nærmest må vride olien op af de tilbageværende brønde.
På denne måde har de irakiske oliekilder længe været i de amerikanske olieselskabers søgelys. Den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rices tidligere chef i olieselskabet Chevron, Kenneth Derr, udtalte i 1998:
'Irak besidder enorme reserver af olie og gas, som jeg ville elske, at Chevron fik adgang til'. (13)

Noter
1. C—il’n Nunan: Oil, Currency and the War on Iraq. www.feasta.org/documents/papers/oil1.htm
2. Disse og de følgende oplysninger er hentet fra Official Energy Statistics from the U. S. Government: Country Analysis Briefs. United States of America, november 2002. www.eia.doe.gov/emeu/cabs/usa.html.
3. Reliable, Affordable, and Environmentally Sound Energy for America's Future. Report of the National Energy Policy Development Group, maj 2001.
4. Ibid.
5. Bill Richardson: Geopolitics of Energy into the 21st Century. Tale på seminar arrangeret af CSIS, 8.-9. december 1999.
6. Som note 3.
7. The Godfather's war. Al-Ahram Weekly Online, No. 625, 13.-19. februar 2003..
8. Official Energy Statistics from the U. S. Government: International Energy Outlook 2002. www.eia.doe.gov/oiaf/ieo/index.html.
9. Ibid.
10. Som note 3.
11. Michael Theodoulou og Roland Watson: West Sees Glittering Prizes Ahead in Giant Oilfields. Times of London, 11. juli 2002..
12. Robert Dreyfuss: The Thirty-Year Itch. MotherJones. com, marts/april 2003. motherjones.com/news/feature/2003/10/ma_273_01.html.
13. Faisal Islam og Nick Paton Walsh: US buys up Iraqi oil to stave off crisis. The Observer, 26. januar 2003. www.observer.co.uk/international/story/0,6903,882512,00.html.

Kampen mod Det Fjerde Rige (4)
Dagbladet Arbejderen bringer her den fjerde af en række kronikker om 'Krigens årsager og Fredens Perspektiv'. De er skrevet af DKP/ML's internationale sekretær Sven Tarp.

2/4-2003 Olien som brændsel og olien som magt (4)
- Irak besidder enorme reserver af olie og gas, som jeg ville elske, at Chevron fik adgang til, sagde Kenneth Derr, formand for olieselskabet Chevron i 1998.
1/4-2003 USA befæster sig militært (3)
Krigen mod Afghanistan i 2001 var den fjerde fase i USA's plan for permanent militær tilstedeværelse i området. Officielt var denne krig rettet mod taliban-regimet i Kabul. I virkeligheden var krigen forberedt længe forinden, og den 11. september var blot en velkommen lejlighed til at føre denne plan ud i livet.
29/3-2003 USA`s plan for Mellemøsten (2)
Den amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger, konkluderede, at det ikke var nok for USA at have allierede i Mellemøsten. Det måtte også have sine egne militære styrker og baser.
27/3-2003 Krigen bygger på løgne (1)
På overfladen er USA's og dets allieredes militærmagt frygtindgydende. Under overfladen er sandheden ganske anderledes.